Indrømmet, mine (studie)venner er mine konkurrenter. Vi er mange der kæmper om jobbene. Og derfor sker det fra tid til anden, at det er det samme job vi kæmper om. Men på trods af at vi (også) er konkurrenter, har jeg valgt at danne alliance fremfor at tage afstand. Det er simpelthen for ensomt at være alene om sin jobsøgning. Det kræver sparring, og det kræver nogen at dele opture – såvel som nedture med. Når ens skæbne er så uvis, som den er for os jobsøgende, er man sårbar. Det er derfor ganske tydeligt for mig, at jeg skal række ud mod andre i samme situation, og ikke skubbe væk. Man har en tendens til ikke at forholde sig til de ting, som ikke er rare at forholde sig til. Når man som jobsøgende omgiver sig med andre jobsøgende, kunne man derfor frygte, at det ville ende i selvmedlidende selvpineri. Faktisk er det lige modsat. Det giver kræfter til at kæmpe videre. Vi er bare mennesker, med de samme frustrationer.

Psst….den der idé der skulle udformes, er tænkt, så nu mangler vi bare pengene – og en plan. Derfor tager jeg til infomøde på Vesterbro i morgen, for at optimere chancerne for en del af sponsoraterne….