Sårbar situation

ea4ec8cbafd262e180ac8db58d1f5af7

Måske er jeg for følsom til kærligheden. Jeg er altid den, der elsker mest. Møder du mig, vil du få øje på en kvinde, der ser med sine følelser. Ser, hvordan jeg kan komme til at holde af, måske endda elske dig, indtil du forlader mig. Du fortæller mig, jeg skal være rationel og at vi ikke har en fremtid sammen.

Jeg lytter til dine ord. Måske giver de mening. Men du giver mere mening end de ord, du siger. For jeg mærker dig, ikke ordene. Det smil, der afslører, at vi har en historie sammen. Kender hinanden. Det blik, der afslører, vi holder af hinanden, måske endda elsker. Det er farligt. Jeg befinder mig i en sårbar situation.

Men vi har ikke en fremtid sammen. Fornuften forsøger at nå mig, men følelserne spænder ben. Sådan har det altid været. Du er logisk, intelligent, rationel. Jeg er følsom, sårbar og intuitiv. Min styke er min svaghed. Jeg har misundt dem, der målrettet følger en vej. Jeg har altid beundret dig for at være logisk.

Du spørger mig, hvad jeg vil. Hvordan min fremtid ser ud. Fortæller, du ikke vil stå i vejen. Jeg har ingen svar. De ord, der er brug for at blive sagt, forlader ikke mine læber. Fordi, jeg ved ikke, hvordan min fremtid ser ud. Jeg kender ikke svaret.

Det eneste jeg ved, er, hvordan det smil og det blik, vi sender hinanden, er ægte. Det er lige nu og her. Jeg befinder mig i en sårbar situation. Siger til mig selv, jeg ikke skal lade følelserne vinde over fornuften. Men følelserne dominerer igen og igen og igen.

Jeg er kvinden, du møder, som ser med sine følelser. Kvinden, du kiggede lidt for længe på og sendte et smil, som hun har svært ved at glemme. Jeg er kvinden, der elsker (for meget?). Jeg befinder mig i en sårbar situation.

#charterturister

Jeg klarer det bedre på Malta end i Danmark. Her er ingen chef der fremprovokerer tårerne og gør det svært at holde pokerfjæs, når han spørger, hvordan jeg har det. Her er ingen morfar, man bliver nødt til at løbe væk fra, så man ikke tuder foran ham, når han fortæller, at man skal op med humøret og at livet går videre. Den eneste gang, jeg bryder sammen på Malta, er da jeg kommer til at lave sjov med min søsters pjuskede hår.

Sol, varmegrader, bøger og en søster. Sådan skal det være og sådan bør det være. Nu, hvor livet atter har halet indenom. Vi befinder os i Billund lufthavn, prøver solbriller, sprøjter med parfumer, fordriver tiden, som man gør bedst. Hujen og klapsalver tordne over vores hoveder. I dag er Danmark samlet, for vi (dvs. håndboldherrerne) kan vinde guld! Vi kan blive nr. 1 – og det vil vi gerne – så vi glemmer, at vi er generte og private. Sætter os sammen for at følge med i kampen. Grupper dannes omkring en mobil eller en iPad i boardingrummet. Fællesskabsfølelsen er til at tage og føle på. Flyet er forsinket, men letter ligeså snart kampen er vundet. Vi vandt (!!). Et ekko gennem Billunds terminaler. Vi lander i en mild middelhavsluft, hvor en chauffør bringer os direkte til vores hotel, hvor vi bliver indlogeret på det mindste hotelværelse, jeg nogensinde har set. Med fugt. Vi deler et lagn. Men de næste par dage, er vores største bekymringer, hvorvidt vi skal satse på poolen eller stranden den pågældende dag. Og hvad vi skal spise. Vi sender et foto til vores far fra hotellets højeste etage med udsigt over havet. Han svarer: “jeg ved godt, I prøver at se dorske ud…”


Vi har booket ture hjemmefra. Vi glemmer at møde op til guidemødet, eller det vil sige, der er ingen der fortæller, hvornår det er, så da vi kommer tilbage på hotelværelset, finder vi en seddel med, hvilke dage guiden har booket vores ture. Vi skal til Gozo dagen efter. En bil kommer og henter os. Vi skal ikke tænke. Overhovedet. Da færgen har bragt os på øen, står jeepene klar til at køre os rundt. En af guiderne råber “anyone speaks deutch”. Min søster, som har boet i Berlin de sidste 6 år, er hurtig til at melde sig. Jeg sender hende et skeptisk blik, for sidst jeg havde tysk, var i folkeskolen. Jeg forstå heldigvis stadig, men det føles som et handikap ikke at kunne udtrykke sig. Sprog er noget der skal øves. Tysk, spansk, fransk, arabisk, farsi står på min liste. Jeg vil være i stand til at kommunikere med verden, ikke kun delvist forstå den.

Jeg ved.

Frokost er inkluderet i vores tur. Tre retter med mennesker, man ikke kender. To ældre damer sidder overfor os. De kan hverken snakke engelsk eller tysk eller fransk for den sags skyld. To veninder, som ikke har vekslet et ord, men en af dem (den eneste der taler på turen, udover guiden, har spurgt, om jeg ikke ville tage et billede af dem. Noget hun desuden synes, jeg gjorde overraskende godt, så jeg bliver fotografen) sidder ved siden af. Hvis det ikke var for den bjergtagende udsigt, ville det være en akavet middag. På vores guidede tur, får vi muligheden for at se og sejle igennem den berømte Blue Grotto. Vi regner med en stille sejltur, men da vores guide laver en joke om, at vi først betaler manden efter turen, hvis vi er sikre tilbage, burde man måske have tænkt at bølgerne gik højere. For det gjorde de. Og jeg nød hvert sekund! – min søster var dog noget mere forbeholden. Gozo er Malta overlegen, så på trods af overskredede grænser, det tyske og den akavede middag, hvor tjeneren desuden glemmer to retter – deriblandt min- er vi høje, da vi forlader øen, for at vende tilbage til Malta. Tilbage til pool eller strand, pizza eller pasta. Det bliver lammekød den dag. Fiskene bliver præsenteret på en tallerken, hvor de ligger og stirrer på os med deres store øjne. Det bliver lammekød. Pludselig lugter det brændt. Efter lugten, kommer røgen. En stor røgsky står ud fra isbutikken, som er nabo til den restaurant, vi spiser på. De får røgen under kontrol og vi spiser videre og beslutter, at det ikke er der, vi skal købe is. Vi undrer os over, hvorfor moderen lod barnevognen med barnet stå i røgen. Men vi ved, man ikke skal blande sig i børneopdragelse.

FullSizeRender.jpg

En dag beslutter vi os for at besøge Maltas hovedstad Valetta, som Politken netop har lavet en 24 timers guide til. Den følger vi ikke. Efter en vellykket tur, skal vi tilbage med bussen, som vælger at vende om midt på turen og køre i 45 minutter, hvor ingen informationer udvekles. Vi kører rundt uden stop, mens passagerne råber “driver, stop!”, “driver tell us what’s going on”. Ikke underligt spreder der sig en lettere panisk stemning. Den ellers snaksaglige bus er pludselig stille. Bussen stopper og vi står alle af. Jeg spørger en medpassagere “what happend?”, men vedkommende kan ikke svare. Jeg spørger en anden. Hun kigger mærkeligt på mig og slår over i spansk. Mit overlevelsesjeg forstår spansk. Der er en stor katolsk fest, som har lukket den by, vi bor i. Da hun giver os navnet på den by, vi befinder os i, kender vi den ikke. Det bliver (en dyr) taxatur!

I Valetta finder vi den smukkeste udsigt. Mens vi sidder og nyder den, beslutter en fugl sig for at klatte på mig. Vi bliver enige om, det må betyde, at mit held vender. Dagen efter glider jeg på en sten på vej i havet. Jeg griner, som den eneste, der tilsyneladene kan se det komiske i situationen (og for at skjule, hvor ondt det gør). En ældre dame sender mig et medlidende blik og rækker mig et plaster.

Inden vi skal rejse hjem, går vi en tur og stikker vores bare fødder i alt det vand, vi kan. Et af de steder, vi finder, sker der pludselig noget ret mærkværdigt. Kollektivt beslutter samtlige af de badene at begynde at rydde op i vandet. Samle de grene og det tang, der flyder, sammen. Vi leder forgæves efter et skilt, hvor der står “bades der her, skal man rydde op i vandet!”…

På flyturen tilbage rammer vi ind i torden.

Men. Vi klarede en uge som charterturister, og som min søster sagde: “hvordan kan der ske så meget, når vi laver så lidt”!?, hvortil jeg svarer, “hvad havde du forventer, da du sagde ja til at rejse med mig…”

 

Forventningernes drømme

beautiful-bridge-dress-girl-happy-Favim.com-412618

For få måneder siden dansede jeg rundt med armene over hovedet. For første gang nogensinde turde en smuk mand lægge planer med mig. Planer om at bo. Planer om at rejse. Men andre planer kom i vejen. Planer som jeg ikke længere er i stand til at skelne mellem er mine egne eller andres. Da jeg var i 20erne (hvilket ikke er længe siden!) var jeg sikker på, at baby og bryllup ville være en naturlig drivkraft og lyst i 30erne. Det er jeg ikke helt så sikker på længere. Pt. vinder rejse(r) over baby.

Jeg har haft to ”voksne” forhold. Det første i mine midt 20erne. På en fuld nattetime, husker jeg at erklære, at jeg ville have et barn, senest når jeg rundede de 30. Nu er jeg 30 og jeg er ikke klar til børn. Alligevel kredsede mit seneste forhold også om spørgsmål om børn. Hvorfor? Muligvis fordi mange af mine veninder er blevet mødre til de smukkeste små individer. Muligvis fordi min familie har en forventning om at blive en slægtning rigere (takket være min skønne kusine/veninde, er det heldigvis sket). Muligvis fordi jeg er 30 og indrettet med et biologisk ur, som uheldigvis ikke er synkroniseret med mit psykologiske.

Det største spørgsmål er dog, hvorfor har jeg behov for at erklære et behov, som ikke er der? Planer og drømme, der var lige for næsen af mig, blev skubbet til side for en drøm, jeg ikke har. I hvert fald ikke nu. Jeg har lært min lektie. Lad være med at planlægge en uvis fremtid, når du befinder dig i en (perfekt) nutid.

Alle har vi nogle forventninger til, hvordan livet skal forme sig, men vælger vi egentlig nogensinde selv? Hvem vi forelsker os i? Hvornår vi forelsker os? Hvornår vi får børn? Jeg har en række eksempler på, at tingene ikke er som vi forudser. Ungdomskærester der finder sammen, endda gifter sig, aldersforskelle – ældre mænd, yngre mænd, en mand, der finder sammen med en kvinde med et barn, som bliver hans. En mand, som forlader en kvinde og det barn, hun har valgt at beholde. En kvinde, der forelsker sig i en mand, der er perfekt til hende, men glemmer at tænke på, om hun også er perfekt til ham vise versa..

Intet er som vi forudser. Næste gang venter jeg med at erklære babydrømme til de rent faktisk dukker op. (Status er, jeg savner ham. Ikke barnet).

Om verdens bedste kompliment…

 

ludo.jpg

“Hvis du var en ludobrik, var du slået hjem nu”, siger håndværkeren til sin håndværkerven i filmen “Den eneste ene”. Sådan har jeg det. Ikke som en håndværker, men som en ludobrik, der skal starte forfra, runde 2 (eller 1000 who counts?) job, bopæl, kærlighed. Jeg har stadig et sted at bo, og det er jeg taknemmelig for, men jeg mistede jobbet og kærligheden. Jeg lærte utrolig meget af både job og kæreste. Jeg fandt en bedste ven, som jeg vil elske og holde af til den dag, jeg ikke længere er her. Han lærte mig at være tryg i kærligheden, at turde dele, fordi han tog imod. Indtil han ikke kunne længere. Sådan er det. Han er en af de mest inspirerende og motiverende mennesker, jeg kender. Jobbet lærte mig, at jeg kan gøre en lille forskel. At vi alle har brug for hinanden, for at forstå verden og os selv. I går havde jeg en travl dag på det job, som jeg er på vej til at forlade. Det betød at jeg var lidt over det hele og ikke sammen med den gruppe unge, jeg bruger mine uger med pt. Sidst på dagen samles vi til det fællesfoto, der skal gøre reklame for vores forestående forestilling. En ung, syrisk mand griber fat i mig og siger på gebrokkent engelsk; “Where were you? we need your energy”. Der står jeg, uden job, uden kæreste, uden søvn, helt udmattet og tænker, det er det bedste kompliment, jeg nogensinde har fået. At man kan være i stand til at give energi, når man intet har. Det vil jeg huske til næste gang, jeg bliver slået hjem og skal starte forfra. At jeg kan godt give andre energi, jeg ikke selv har.

Det her indlæg er svært at skrive. Fordi det er forkælet, men ærligt. Jeg har, på trods af fyring og kærestesorg, venner og familie, som holder af mig og er der for mig, tæt på. Det er jeg ikke altid god til at udnytte, for når tingene bliver svære, gemmer jeg mig bag “storesøster” facaden. Jeg er den, der skal være stærk. Det er jeg ikke altid, men det gør mig flov, at min familie og mine venner skal se mig svag, når jeg bør være stærk. Men jeg er ikke altid stærk og jeg har også brug for at nogle griber mine 177 cm, når tæppet bliver revet væk under mig og jeg vælter. Det ved jeg nu, 30 år gammel. Jeg er dybt taknemmelig, når min yngste søster åbner sit hjem, når jeg ikke kan holde ud at være i mit eget. Når min far insisterende ringer utallige gange for at høre om jeg er ok, når min ældste yngste søster skriver ærligt, men kærligt til mig, eller når mine veninder gennemskuer min facade og rækker ud. Lov mig at gøre det samme, høj som lav. Tak! ❤️

Far og demokratiet

WP_000747

Vi er kommet langt. Så mange grundlovsdage. Så mange fædre, der fortjener at blive fejret på netop denne demokratiets dag.

Busserne kørte med regnbuefarvede flag i går og dannebrog i dag. Fra den sidste konge til den første dronning. Vi er nået længere, så lad os ikke gå tilbage.

Siden demokratiet har danskernes evne til at tænke selvstændigt og reflektere forøges gradvist. Demokratisk opdragelse fra vuggestue til plejehjem. Vi har lært at det er okay at være uenige, at se verden fra forskellige vinkler. Det er der mange lande, der ikke ved, er ok. Eller det vil sige, der er mange mennesker i mange lande, hvor man ikke får lov til at udvikle sig som selvstændige, reflekterende individer. Sideløbende med demokratiet har Danmark holdt fast i traditionerne – monarkiet og religionen. Religionen, der som andre religioner prædiker om, at lyset altid vinder over mørket. Hvorfor er det så, vi lader os vildlede af frygten, som er mørk og hæmmer demokratiet? Vi er nået så langt. Lad os ikke glemme, hvorfor vi fejrer i dag. Minoriteter har fået stemmer, som de har brugt, derfor flager busserne med regnbuefarvede flag og kvinder sidder i lederstillinger, mens fædre og mødre hjælper hinanden med de daglige gøremål.

Jeg føler sympati med dem, der ikke ved, hvor stor verden i virkeligheden er. Dem, der er opvokset side om side med mennesker der ligner dem. Verden er større. Det har min far bl.a. vist mig. En mand med meget kærlighed, men også en mand som tænker på sig selv. Gør som han vil. Hans vennekreds består af folk fra alle samfundets lag – kreative, ex-alkoholiker, tidlige narkomaner, byrådsmedlemmer og håndværkere etc. Han har som 57 -årig fået sit første faste job og for nylig taget en uddannelse. Han gør som han vil, og han omgiver sig med folk, han har lyst til at omgive sig med. Han besøgte Indien med rygsæk engang i ungdomsårene og han vender stadig tilbage med rygsækken i dag. Selvfølgelig er det nemmest at omgive sig med folk, man ligner, men man bliver uden tvivl klogere af at omgive sig med folk, der ikke ligner én. Derfor en stor tak til min far og det danske demokrati for at vise mig, hvor stor verden i virkeligheden er (og for at vise mig, at kærlighed er større end blodets bånd, far!).

Glædelig fars dag og grundlovsdag.

Ensomhed vs. tosomhed

1071279385

Det kan godt være at du har bildt dig selv ind, du er god til at være alene, måske endda bedst. Men pludselig taster du uden tøven det navn hver gang, at du har brug for at fortælle en nyhed eller tale med nogen. Hvem ringede du til før? Det kan godt være at du havde en masse forestillinger om, hvordan tosomheden er eller skal være, og det viser sig ikke at være sådan. Måske er tosomheden ikke at deltage i alting sammen. Måske er tosomheden ikke at din familie eller venner skal forstå alt, hvad I foretager jer. Måske viser det sig at det er noget andet end dine forestillinger – og måske især andres – der fuldender dig. Gør dig glad, lykkelig. Tosomheden kræver mere arbejde end ensomheden. Men arbejdet belønner sig og kompromiser føles ikke som kompromiser, når du har lært at elske. Fundet den person, der gør dig tryg i kærligheden. Det kan godt være at du havde en masse forestillinger, om at nogle ville tage noget fra dig, hvis du gav slip på dine forestillinger – og andres måske især. Men sandheden er en løgn. Du mister ikke. Du får. Hvis du er i stand til at slippe angsten og hvis din kærlighed er gengældt. Hvis du også er det navn, der bliver tastet når der er brug for en. Til sidst er du så tryg i kærligheden, at du ikke lægger låg på dine planer og tanker. Det betyder ikke at de alle skal udleves. Det betyder bare at alt det du ikke delte med nogle før, deler du nu. Det betyder at du ikke længere er alene, men sammen. To til at planlægge. To til at tackle de udfordringer livet kommer med. To til at opleve livet. Det betyder at du har fundet en, der er værd at kæmpe med og for. Det betyder du har noget at miste. For at have noget at miste, skal man også have noget af værdi. Kast ikke en dyrebar vase på gulvet, fordi du er bange for at tabe den.

 

Plan A, B…Å

2093908_orig

Jeg er elendig til at huske,

glemmer det, jeg ikke kan huske og husker det,

jeg ikke kan glemme.

Befinder mig i en fremtid, en nutid og en datid, hele tiden,

samme tid.

Tænker tanker,

som tanker tænker mig.

Har ingen kontrol over livet, selvom jeg forsøger at bilde mig ind,

jeg er kontrollen.

Er du ikke godt tilfreds med dig selv?

Har du fundet et job? Søger du?

Hvad er planen? Hvad vil du.

HVAD VIL DU?

 

Egentlig.

Lille spejl bag bordet der…

tumblr_lm3ll2XcF31qhbpdlo1_500

De stirrer på mig. De taler med mig. Du taler igennem mig. De taler om mig. Mig, der skal lære dem noget. Dem, som det senere skal vise sig, jeg spejler mig i. Alle mine erfaringer, al min viden.

Jeg spejler mig i dig. Du spejler mig. Det, du gør. Alle de erfaringer, jeg har. Det, du siger. Al den viden, jeg har. Du taler og jeg lytter. Jeg hører, hvad du siger, og jeg mærker, hvad du gør. Jeg mærker dig. Det, du vækker, eller det, du ikke vækker i mig. Jeg taler og du lytter.

Den erfaring, jeg ville ønske, jeg havde haft. De personer, jeg ville ønske, jeg havde mødt. Jeg er din konsulent. Jeg er din underviser. Din ven. Men du bliver min. Konsulent. Underviser. Ven. De ting, du ikke forstår. De job, du ikke kan få. De mennesker, der ikke griber din hånd.

Du skubber mine grænser. Du mangler initiativ. Du tager ikke ansvar for dit eget liv. Du lader det hele være op til mig. Du skyder skylden fra dig. Du fortæller mig, hvem jeg har lyst til at være. Og hvem, jeg ikke vil være. Du er dimittend fra østeeuropa, der kommer for råd og vejledning om job. Du er flygtning, der kommer for at forstå den kultur, du er kommet til. Du er menneske, jeg skal vejlede og undervise.

Du er manden, der tror, du kan det hele. Du er kvinden, der tror, du ikke kan noget. Du er pigen, der ikke forstår, hvad du laver her. Du er drengen, der ikke vil sige, du ikke forstår. Du er menneske, der insisterer på at blive set. Du er mennesker, der udvikler dig. Du er alt det, der bliver til vi. Alt det, der spejler mig, som spejler os. Vi spejler os i hinanden.

At lære fra sig, at lære om sig. Jeg er kvinden, der aldrig troede, jeg skulle undervise. Aldrig troede, jeg skulle spejle mig i jer.

En tanke til dem, hvor begivenheder har sat tiden i stå

tumblr_static_tumblr_static_5hernwc3sy4oows4go0gkowc4_640

En tid der er langsom, men ikke gået i stå. Verden bevæger sig, udenom, indenom eller rundtom os. Begivenheder der former tiden eller tiden der former begivenheder. Uforstående overfor, hvordan tiden kan fortsætte for andre, men gå i stå for mig. Uforstående overfor, hvordan tiden kan fortsætte for mig, men gå i stå for dig. Vi rammes alle. Eller vi kender nogle der rammes. Sygdom, mord, selvmord, katastrofer, krig. Alt efter hvornår og hvor vi befinder os, så er der begivenheder der definerer tiden og hvordan vores liv leves. Tiden den fortsætter, selvom vi går i stå. Søndag og solskin og skyr på en langsom dag, men ikke en dag der er gået i stå. I dag bevæger jeg mig langsomt indenom, tænker på dem der bevæger sig rundtom eller udenom. Dem, hvor tiden er gået i stå, som ikke forstår, hvordan vi andre kan fortsætte.

Shoulda Coulda Woulda

IMG_0276

Søndag aften uden internet fører til, jeg sidder med gamle papirbunker, deriblandt de gamle karakterark fra gymnasium og universitet og tænker, ”virkelig?”

Arkene illustrerer tydeligt, jeg var bedre til at læse på universitetet end jeg var til at gå på gymnasium. Eller også illustrerer de i virkeligheden, hvor i mit liv jeg havde mest overskud. I midten af min gymnasium-tid havde vi i en periode ikke noget permanent hjem og mine forældre boede sammen, men var på vej hver til sit. I og for sig en glædelig nyhed, som har givet dem begge en ny start og et forbedret liv. Men det var også en omvæltning og en opvågning. Og det var den tid, hvor jeg ikke præsterede, som jeg kan. Jeg dumpede sågar fag og samtlige af mine undervisere har skrevet i karakternoterne, at jeg skulle komme mere på banen. Det havde jeg ikke overskuet til. Nogle dage havde jeg sågar ikke overskuddet til at møde. Jeg bør ikke undskylde, og ting kan ikke gøres om. Jeg var ung. For ung til at se, hvilke muligheder jeg havde hvis jeg gad, eller prioriterede. Muligheder som alle ikke har. Mange får stopskiltet allerede inden. Får af vide, de ikke er akademiske nok til en gymnasial uddannelse. Jeg er akademiker. På trods. Mine dårlige karakter forstår jeg først nu og det ærgrer mig, jeg ikke gjorde det så godt, som jeg kan. Jeg anede ikke, hvad jeg kunne bruge hårdt slid til. Det ved jeg nu. Og jeg har slidt på en anden måde. Ikke ved at tilegne mig et højt snit, men ved at tilegne mig erfaring. Jeg er blevet nødt til at tage nogle omveje. De kunne sikkert være undgået, men sådan er der så meget ”kunne jeg, skulle jeg, ville jeg”. Jeg ved nu, efter 30 år, at det er de kringlede veje, der har det bedste udsyn. Men jeg ved også, at det betaler sig, at forstå de valg man træffer, og hvorfor man træffer dem. Til alle der får af vide, I ikke er egnede til det ene eller andet, inklusive undertegnede. Der er kun en person der ved, hvad og hvor meget du brænder for det, DIG! Vær ærlig. Måske er du røvdårlig, eller måske er du ikke. Giv det et forsøg, og hvis du giver op derefter, så havde de ret! – videre. I dag er væk i morgen.Græd over dine dårlige præstationer, når du har bestået og efter du har fået jobbet! I dag er min bachelor i dansk og min kandidat i æstetik og kultur i hus, og jeg arbejder med fremmede kulturer. Tjek! (se billedet). Men jeg stræber stadig efter planerne for fremtiden. For fremtiden forsvinder ikke, den er før dig, mig og os. Jeg gjorde sågar også lidt ved dansen. Det fungerede fint. Jeg var ikke røvdårlig, men jeg var heller ikke god. Dansen var ikke det, jeg skulle leve af, men den jeg skal bruge til at leve med og for. Kunne jeg. Ville jeg. Skulle jeg. Jeg ved det ikke. Vi gør vores bedste. Jeg gjorde hvad jeg kunne og jeg gør hvad jeg kan. Ikke i fremtiden og ikke i fortiden, men i den tid jeg kan forholde mig til, den tid der er nu, nuet.

Karakterne glemte jeg hurtigt. Minderne tager jeg med mig.