At værdsætte hver-dag…
Om at blive voksen eller i hvert fald vokse…
Er (langt om længe) ved at finde fodfæste efter flere år med mange op og nedture. Som det hele begynder at falde på plads og min vej bliver mere lige, des mere mærker jeg, sjovt nok, alt det jeg ikke har mærket endnu. Jeg er glad. Rigtig glad for den udvikling der er i gang. Men jeg mærker også hvor mange kræfter og ressourcer det har taget. I kender det; man har arbejdet intensivt i en lang periode, og når man endelig får fri, så rammer sygdommen. Det føles lidt sådan. Ikke at jeg er syg, men dét rammer.
Ordsproget går, at man træder ind i de voksnes rækker, når man bliver konfirmeret. Jeg vil mene, at man træder ind i dem, når man er færdiguddannet og jobsøgende. Her lærer man sine egne styrker såvel som svagheder at kende. Man finder sine grænser (alle har dem!). Det her år har jeg taget mig selv mere seriøst end nogensinde før. For ellers var jeg knækket. Det gjorde jeg ikke.
I går ringede de fra a-kassen. Jeg skulle rådighedsgodkendes. Den rare dame fortalte mig, at hun kunne se der skete en hel masse og at jeg måtte skrive gode ansøgninger. Samtidig fortalte hun mig, at det var flot jeg havde haft et job 5 uger. Og at jeg skulle huske, at jeg stadig kunne benytte deres kurser (konsulenter og a-kassen er ikke enige om det med kurser – konsulenter fraråder det helst).
Da jeg lagde røret på, slog det mig – at jeg slet ikke har glædet mig over succesen. Jeg havde brug for én der fortalte mig at det jeg gør, gør jeg godt. For at huske det.
Decision Time
Fredag var jeg til møde hos DIF (Danmarks Idræts Forbund) omkring et job med løntilskud. De manglede en til at varetage de sociale medier, herunder lægge en strategi. Mødet gik aldeles fremragende, og kommunikationschefen og jeg blev enige om at ringe sammen onsdag for at aftale nærmere.
I dag var jeg så til samtale hos SceneAgenturet, en del af Center for Scenekunst på Godsbanen i Aarhus. Mødet gik ligeledes godt, og lederen tilbød mig en stilling med løntilskud fra start 1.11.13.
Jeg har i morgen til at beslutte mig for, hvilken af stillingerne jeg takker ja til. It´s Decision Time! – siger den ubeslutsomme pige.
Ellers har jeg brugt weekenden med min far og Jean-Michel Basquit, og på at lege viking. William 6 år og Mai 27 gennemførte ikke vores vikingtogt, men kom i stedet til Valhalla. Nationalmuseets særudstilling om vikinger er anbefalelsesværdig til jer med børn (og det er altså også sjovt at lege med).
En ulykke kommer sjældent alene….
Det samme gælder tilsyneladende for jobsamtaler (ej, at de på nogen måde skal sammenlignes med ulykker). I løbet af mindre end to uger, er jeg blevet kaldt til 3 samtaler – vedr. projektansættelse som kampagnemedarbejder hos Dansk Flygtningehjælp, kommunikationsmedarbejder for Dansk Idrætsforbund og sidst som kommunikationsmedarbejder for SceneAgenturet. Førstnævnte kræver min tilstedeværelse på Fyn og Jylland, Dansk Idrætsforbund er lokaliseret i Brøndby mens sidstnævnte er lokaliseret i Aarhus. Jeg bliver rundtosset af, at forsøge at regne ud hvor det hele ender. Det er der heller ingen grund til, da det kun kan blive gisninger, til jeg ved om jobbene overhovedet er en realitet. Hvis de bliver det, skal der tages stilling. Bl.a. til hvor lang en lønstillingsperiode er forsvarlig med den dagpengesats jeg har tilbage. Perioden stopper nemlig ikke, når man kommer i job med løntilskud. Taxameteret kører videre (og det larmer!).
Det var jobsituationen.
Boligsituationen er selvsagt en anelse kompliceret pt. Hvor skal jeg egentlig søge? Min boligsøgning har udelukkende omkredset Kbh. (primært gennem lejebolig.dk og DBA.dk), siden jeg fik af vide at jeg var boligløs fra okt. Det har resulteret i, at jeg torsdag har en fremvisning på en 1 værelses lejlighed på Frederiksberg. Og et åbent hus.
Endvidere modtog jeg i går en mail fra min yngste søster, som er bosat i Berlin. Hendes roommate flytter ud i okt. og jeg er derfor velkommen en mdr. eller flere, hvis det passer. Et fristende tilbud, som er med i overvejelserne.
Jeg har ingen idé om, hvad der kommer til at ske, eller hvor jeg befinder mig om en mdr. eller mindre. Men alt jeg kan gøre er at følge med, og se hvor det ender denne gang. Indtil da bliver der nok nogle søvnløse nætter, hvor hjernen er på overarbejde, selvom jeg fortæller den, at man ikke kan tænke sig til handling. Og at jeg derfor gerne vil sove.
“Det kræver selvtillid”
Mandag. Og en hård en af slagsen. Weekendens to fester, har sat sine spor. Men det er det værd. Havde heldigvis søndag til at lade op til ugen. Som jobsøgende, frygter man spørgsmålet “hvad laver du så?”. Et spørgsmål der er uundgåeligt, og selvfølgelig blev det også stillet i weekenden. Flere gange.
Reaktionerne på svaret, er forskellige. Nogen har ideen til, hvordan man kommer i arbejde. Andre ærgrer sig (ofte for meget) over ens situation. Men sætningen “det kræver selvtillid” , satte sig fast. Det kræver nemlig selvtillid, at blive ved. Ved med at tro på, at det er arbejdsgiverne der går glip af noget, når de ikke får øje på dig. Heldigvis er jeg udstyret med en o.k. robust selvtillid og tror på mine egne evner. Men det kræver det også. “Det kræver selvtillid”, at være jobsøgende.
Kaffemøder og jobsamtale…
Weekend. Også som jobsøgende.
Hele ugen er gået med jagt på henholdsvis bolig og job. Jobsøgningen resulterede i en jobsamtale, som fandt sted i går. Og et muligt kaffemøde. At skrive til fremmede folk om de ikke vil drikke kaffe med én, er ganske grænseoverskridende og en uvant situation for mig. Men ikke desto mindre lykkedes det. Jeg har været flittig på Linkedin, da jeg har fået fortalt, at det er her big business finder sted. Mit netværk er derfor udvidet en del i ugens løb. Direktøren for Kopenhagen Art Instutite skrev endda og takkede mig for connection. At han så kalder mig Mia og siger jeg er velkommen til at skrive frivilligt for dem, indtil jeg finder jobbet, gør slet ikke noget. Jeg overvejer at skrive for dem.
Mht. til jobsamtale, sendte jeg en ansøgning afsted onsdag eftermiddag, blev ringet op et par timer efter og indkaldt til samtale dagen efter. Ansøgningsfristen er først søndag, så jeg må tålmodigt vente på et svar. Hvis jeg får jobbet, som er en periodeansættelse på 1 mdr., skal jeg på rundtur til de fynske og jyske gymnasier og lave kampagne for Dansk Flygtningehjælp. Det kræver muligvis en genopfriskning af mine kørselsevner, da det er meget længe siden jeg sidst har siddet bag et rat.
Om nogen timer vil jeg holde weekend, som bl.a. skal fejres med housewarming, kandidatfest og gode mennesker. Efter at have været til familiemiddag i går tog min søster, en af mine kusiner og jeg videre og drak et par øl på det hyggeligste københavnske værtshus, som var ejet af den sødeste ældre dame med hvidt hår. Det kan være jeg skal derhen igen, når mine dansefødder giver op.
Ha` en dejlig weekend!
At alliere sig med sine konkurrenter
Indrømmet, mine (studie)venner er mine konkurrenter. Vi er mange der kæmper om jobbene. Og derfor sker det fra tid til anden, at det er det samme job vi kæmper om. Men på trods af at vi (også) er konkurrenter, har jeg valgt at danne alliance fremfor at tage afstand. Det er simpelthen for ensomt at være alene om sin jobsøgning. Det kræver sparring, og det kræver nogen at dele opture – såvel som nedture med. Når ens skæbne er så uvis, som den er for os jobsøgende, er man sårbar. Det er derfor ganske tydeligt for mig, at jeg skal række ud mod andre i samme situation, og ikke skubbe væk. Man har en tendens til ikke at forholde sig til de ting, som ikke er rare at forholde sig til. Når man som jobsøgende omgiver sig med andre jobsøgende, kunne man derfor frygte, at det ville ende i selvmedlidende selvpineri. Faktisk er det lige modsat. Det giver kræfter til at kæmpe videre. Vi er bare mennesker, med de samme frustrationer.
Psst….den der idé der skulle udformes, er tænkt, så nu mangler vi bare pengene – og en plan. Derfor tager jeg til infomøde på Vesterbro i morgen, for at optimere chancerne for en del af sponsoraterne….
Om at blive overhalet indenom. Og om at glæde sig over andre og med andre….
Da jeg for nogen uger siden var i Aarhus, cyklede jeg forbi Aarhus Kunsthal for at aflevere en personlig ansøgning. Jeg havde en god oplevelse med det. Og det undrede mig derfor at jeg intet hørte. Indtil for nylig, hvor jeg snakker med min veninde. Hun fortæller mig, at jobbene er blevet besat til nogen som i forvejen er en del af Aarhus Kunsthal. Suk. Hvad stiller man op mod det? Endnu engang er man overhalet indenom. Jobbet som assistent hos den seje kvinde med det seje radioprogram blev desværre heller ikke mit. Men som min konsulent sagde – ”det er godt at se, du ikke har mistet modet”. Jeg har ikke mistet modet. Jeg bliver ved indtil det lykkedes!
Heldigvis er jeg ikke alene om at tro på det. I onsdags modtog jeg atter en mail i min FB indbakke fra en bekendt, som havde en ven med en ledig stilling. Desværre var stillingen for teknisk til mine kompetencer (læs meget specifikke programmer man skulle mestre). Men jeg bliver glad over at modtage mailen. Glad over, at han husker mig, når han læser sådan et opslag. I dag modtag jeg så en mail fra min venindes kæreste, som havde set opslag fra et magsin, som søgte frivillige anmeldere til film. Spændene, bestemt.
Men jeg glædes ikke kun på mine vegne. Jeg glædes over min veninde som er nyforelsket, Jeg glædes over en anden veninde, som har været til samtale. Selvom hun ikke fik jobbet, gav hun dem baghjul. Valget stod mellem hende og én anden – det er sgu da sejt. Jeg glædes over mine venner, som har fået en lille velskabt dreng. Jeg glædes over besked fra Grønland, hvor min veninde og hendes kæreste befinder sig. Jeg glædes over, at kæresten (den selvsamme som jeg omtaler overstående) har smuglet en ring med og været på frierfødder. Så godt gået! Jeg glæder mig til de kommer hjem, så de kan få et kæmpe knus! (Grønland er langt væk, når man modtager sådan en nyhed).
Selvom et job og en garanti på lejlighed ville gøre alting lettere, så glædes jeg på- og med andre i stedet for at være skuffet på mine egne vegne. Og så glædes jeg også over sommeren tilsyneladende lader til at vare uendelig i år….efteråret er så meget mere kærkomment.
7-9-13 – føler du dig ikke heldig, så glæd dig over andres held!
Pic. fra Art Opening @Charlottenborg
Med skønne Malene og Lea til kunståbning fredag aften. Se flere billeder fra Kopenhagen Magasin her.
#CPH ART//ART FAIR CPH
I weekenden var København overtaget af kunst og mennesker som elsker kunst. Der var kunstfestival. Da jeg er en af de mennesker som elsker kunsten, var jeg der selvfølgelig også; til åbningsfesten på Kunsthal Charlottenborg (billede), til den internationelle messe i forum og til chart art fair i Charlottenborg.
Fredag var der CHART ART FAIR grand opening, hvor en række dj´s spillede op fra kl. 22 og hvor bandet Vinnie Who spillede live koncert. Udstillingen åbnede op om eftermiddagen og lukkede kl. 20, så vi nåede kun festen.
Lørdag tog jeg min veninde med til den internationalle messe i forum, hvor 59 gallerier fra nær og fjern var repræsenteret. Det siger sig selv, at man ikke kan rumme kunst fra 59 gallerier på én dag. Ens sanser bliver alt for mættede. Derfor koncentrede vi os om det kunst vi synes var mest interessant. Heldigvis var vi enige. Bl.a. var vi enige om at kunstneren Peter Max- Jakobsen, som laver grafik og litografi havde et interesant udtryk. Henriette Hagelskjær er også en kunstner jeg vil holde øje med fremover. Og så har jeg fundet et visitkort på Black Square Gallery i Miami i min taske…
Om aftenen lagde jeg kunsten på hylden og spiste med ti skønne piger på tapasfabrikken. Bagefter drak vi drinks og dansede til vi ikke kunne mere.
Søndag tog jeg cyklen til nyhavn, hvor Charlottenborg havde 18 gallerier udstillede. Udstillingen fokuserede på moderne samtidskunst fra de nordiske lande. Fem københavnske gallerier – Galleri Susanne Ottesen, Galleri Bo Bjerggaard, Andersen’s Contemporary, V1 Gallery and David Risley Gallery havde været kuratorer på udstillingen. Jeg havde virkelig høje forventninger, derfor var det nok også uundgåeligt at jeg blev skuffet. Der var lidt for langt mellem de virkelig gode værker. Eftersom det var de mest kompetente mennesker der stod bag, havde jeg forventet en udstilling hvor samtlige værker var særlige. Det var de ikke, men der var bestemt god kunst. Og så scorede jeg mig fem gratis plakater…
rastløse tanker 