Er (langt om længe) ved at finde fodfæste efter flere år med mange op og nedture. Som det hele begynder at falde på plads og min vej bliver mere lige, des mere mærker jeg, sjovt nok, alt det jeg ikke har mærket endnu. Jeg er glad. Rigtig glad for den udvikling der er i gang. Men jeg mærker også hvor mange kræfter og ressourcer det har taget. I kender det; man har arbejdet intensivt i en lang periode, og når man endelig får fri, så rammer sygdommen. Det føles lidt sådan. Ikke at jeg er syg, men dét rammer.

Ordsproget går, at man træder ind i de voksnes rækker, når man bliver konfirmeret. Jeg vil mene, at man træder ind i dem, når man er færdiguddannet og jobsøgende. Her lærer man sine egne styrker såvel som svagheder at kende. Man finder sine grænser (alle har dem!). Det her år har jeg taget mig selv mere seriøst end nogensinde før. For ellers var jeg knækket. Det gjorde jeg ikke.

I går ringede de fra a-kassen. Jeg skulle rådighedsgodkendes. Den rare dame fortalte mig, at hun kunne se der skete en hel masse og at jeg måtte skrive gode ansøgninger. Samtidig fortalte hun mig, at det var flot jeg havde haft et job 5 uger. Og at jeg skulle huske, at jeg stadig kunne benytte deres kurser (konsulenter og a-kassen er ikke enige om det med kurser – konsulenter fraråder det helst).

Da jeg lagde røret på, slog det mig – at jeg slet ikke har glædet mig over succesen. Jeg havde brug for én der fortalte mig at det jeg gør, gør jeg godt. For at huske det.