by maitrosborg

Når ferie føles som ferie

large

Jul; Aarhus, Nordjylland (nærmere bestemt Nr. Lyngby/Lønstrup), så nytår – Berlin, Kbh. Ferien er lang, og hvis man vil, kan man nå meget. Det vil man, når man arbejder til hverdag. Jeg vil nå, at se alle de mennesker, som jeg ikke har tid til at se ellers, pga. travlhed eller geografisk distance.

Julen startede for mig d. 22.  – med pakkeleg med gode venner af familien og efterfølgende den årlige århusianske julefest med en god veninde. Min yngste søster, som er bosat i Berlin kom til Danmark d. 21. december og boede hos mig indtil d. 22. , hvor alle tre søstre blev samlet.

d. 23. var jeg heldigvis forskånet for de slemmeste tømmermænd. Og vi, min mors mand, mine søstre og jeg kørte ud til min mormors grav, hvor vi skænkede en snaps til hver af os – samt to kusiner og deres forældre. En rigtig fin måde, at sige god jul til hinanden – og min mormor (som ville have elsket det). En tradition blev derved skabt. Skål! – Vi kørte bagefter videre til to kusiner og en fætter i Silkeborg, som bød på kaffe (de var “alene” hjemme).

d. 24. gik som vanligt med et overlæs af mad, gaver og hygge. Og kirke selvfølgelig – med de kongelige. Vanen tro.

d. 25.  Nordjylland og min far skulle besøges, og julen fejres med ham.

d. 26. pakkeleg hos hans bror og hans kone – med deres store familie. Min mellemste søster, der er bosat i Kbh. blev sat på et tog, tilbage til arbejde og hverdag.

Min yngste søster og jeg blev kørt hjem d. 27. , vi nåede dog lige en fernisering  i Lønstrup Cafe – og biograf inden. Hjemme mødtes jeg med gamle studieveninder, for at skåle og fejre.

d. 28 – av mit hoved! Av mit korpus!

d. 29 – tidligt op og med tog til Berlin sammen med min søs. 1. Klasse hele vejen, da alt andet var udsolgt. Tak for gratis kaffe og venlig betjening. De (vi) , kan sagtens.

d. 30. Søs arbejdede – jeg slappede af, tog karbad, læste bøger og slentrede i Berlins gader. Det eneste jeg kunne, da jeg desværre var sygdomsramt.

d. 31 Nytår!  -mad, champagne og fyrværkeri i selskab med min søster.

Besluttede mig for, at blive en dag ekstra i Berlin og senere Kbh. En rigtig god beslutning, der resulterede i x-faktor hygge, brunch/kaffe/vin med gode veninder/søs og fødselsdagsfejring af venindes mand.

Alt dette nåede jeg fordi jeg ikke har tid til at nå det ellers. Når ferie føles som ferie, fordi man har et job.

by maitrosborg

Farvel 2013, hej 2014

large2013 var et lærerigt år. Et år med mange store beslutninger – og konsekvenser, gode såvel som dårlige deraf. Jeg ser frem til et 2014, som sandsynligvis bliver mere stabilt. Sidder i toget på vej til Berlin, hvor jeg skal afslutte 2013 og starte 2014, hvilket jeg ser frem til ovenpå en god men hård jul, hvor mange relationer skulle plejes på få dage.

Rigtig godt nytår til jer alle. Vi ses i 2014.

by maitrosborg

Glædelig jul. Om ambivalens

WP_000108Billedet er fra vores kontor, det mest julede sted på Godsbanens projektdæk.

Ligesom mange har et splittet forhold til julen – dets sange, maden, traditionerne, ligeledes har jeg et splittet forhold til det felt jeg beskæftiger mig med, kulturen. En branche der er præget af kreative hjerner. Hjerner der tænker i mønstre snarere end kasser. En inspirationsbombe, som er givende at arbejde for – og med. Samtidig bliver jeg dog trist, når mange af de fordomme udefrakommende har til kulturen, er reelle. Der eksisterer en uskreven regel om, at forretning og kreativitet er uforenelige størrelser. Men måske burde kulturen turde stille større krav? Det samme gældende for os, der arbejder med kulturen? Kultur og forretning er ikke uforenelige, og hvis kunsten er god nok, dør den ikke af, at blive tænkt ind i en kommerciel kontekst eller i en salgsplatform. Det handler om at skabe de rigtige rammer, have de rigtige kompetencer og turde satse. Det handler om udbud og efterspørgsel. Hvis man vil have bedre levevilkår, må man satse (og måske lytte til nogen af fordommene).

RIGTIG GLÆDELIG JUL.

by maitrosborg

Jamen du ser så ung ud…

large

At vi mennesker har brug for at lave kasser og proppe hinanden i, er ikke nyt. Men de seneste uger, har jeg været opmærksom på, hvor udtalt disse kasser faktisk er. Måske fordi de har vedrørt mig og min person. Kommentarer som ”jamen du ser så ung ud…” og ”hvis du tror det er sådan verden hænger sammen, må du være vokset op i en kernefamile”.

Stop med kasserne! Jovist har jeg endnu ikke rundet de 30 og har hverken børn eller mand. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan finde ud af at arbejde. Måske har jeg oven i købet samme kvaliteter og kompetencer som en på 30+. Som studerende prioriterede jeg at arbejde, udvikle og udvide mine kompetencer og netværk. Det virker tilsyneladende til at komme bag på nogen, at man faktisk er arbejdsdygtig – og meget, meget lærenem, når man bliver sluppet løs fra studierne. Det giver selvfølgelig rum til at overraske positivt, så i den forstand er det en god ting. Men til arbejdsgiverne – I går glip af noget, hvis I fravælger på det I tror er manglende kompetencer (at man er nyuddannet)!

At folk prøver at lege gætteleg omkring min baggrund giver jeg mindst ligeså lidt for. Mit bud er, at dit gæt ikke er korrekt.

Stop med at forsøge at proppe folk i kasser, fordi det passer på dit billede af virkeligheden.

Vil I ikke være søde at sprede budskabet?

Glædelig december!

by maitrosborg

Vi er ikke rigtig børn og vi er ikke rigtig voksne

1404976_10151802664777426_1962980072_oPå plads i den lille (ubegrænsede) 1-værelses på de Mezas Vej

Nu er der gået 2. uger siden jeg startede ved SceneAgenturet. De er gået stærkt. Rigtig stærkt. Jeg har endnu ikke mødt alle medlemmerne og gennemskuet alle jobfunktionerne, men på trods, føler jeg at have haft min gang på Godsbanens projektdæk længe. Det er et genkendeligt miljø og der er mange bekendte ansigter. Udover de bekendte ansigter, er der opstået et fantastisk kollegialt miljø.

På trods, er jeg stadig jobsøgende.

Og samtlige opslåede stillinger, kræver at man har erfaring i større eller mindre grad, min. 3. år, solid erfaring, dokumenteret erfaring, der findes mange former og størrelser. Men hvordan er det muligt, at få erfaring, hvis alle jobs kræver erfaring!? (og nej de 5 år med frivillig skribentarbejde osv. tæller ikke…)

Det er én af de mange frustrationer der er ved at være nyudklækket på et håbløst jobmarked.

En anden frustration er, når ledige vender andre ledige ryggen (ligesom resten af samfundet). Mange af mine medstuderende, er lykkedes med at finde et job. Eller for at rette mig selv, et løntilskud. For et løntilskud er ikke et job, er det?

Vi i løntilskud, går på arbejde mellem 32- 37 timer om ugen, vi udfører opgaver, som er reelle og ikke ville kun løses uden vores tilstedeværelse. Foruden opgaverne, er der ansøgninger og jobsøgninger. Jovist, løntilskud inkluderer tid til at søge job, skrive ansøgninger osv. Er I virkelig så naive, at I tror det sker? Man er heldig, hvis man får sendt én ansøgning om ugen. Stillingerne i løntilskud bliver – til nogens overraskelse- slået op fordi der er et reelt behov for arbejdskraft på den arbejdsplads der slår det op.

Er du i et privat løntilskud, kan du godt forsvare, at kalde det et rigtigt arbejde, da du arbejder for en rigtig løn.

Er du derimod i et offentlig løntilskud, bukker du hovedet og skraber jorden, når du når til at fortælle om dine indtægter. At du stadig er på dagpenge. Det klinger lidt a la understøttelse og desperation. Vi er også desperate! – os i de offentlige løntilskud. Vi genkender desperationen i hinanden, men i stedet for at tage hinanden i hånden, dukker en lille dæmonisk stråtanke op, når vi hører, at det job, som han eller hun har fået, ”kun” er et løntilskud.

Vi burde skamme os. Rette ryggen og stå ved, at løn eller ej, så udfører vi et reelt arbejde. De burde skamme sig (politikerne og arbejdsgiverne) og anerkende at de har brug for os, i et rigtig, voksen, betalt arbejde.

Når nu alle disse rastløse tanker har fået frit løb, vil jeg slutte med at sige, at jeg er rigtig glad for at være på arbejdsmarkedet igen og jeg glæder mig til at se mine kollegaer hver dag. Jeg har noget at stå op til, og jeg har forpligtelser overfor andre end mig selv. Det betyder, at jeg værdsætter mange ting meget mere.

WP_000092

Selvom jeg holder af – og er glad for Aarhus, savner jeg det her!

WP_000082

Og det her – cykelturen på 12 km, hvor jeg mange morgener cyklede om kap med solen

by maitrosborg

Et job, to miljøer

IMG_0043

Så er jeg i gang igen. Denne gang hos center for scenekunst på Godsbanen. Det lader til mønstreret i min jobsøgning tegner en rød tråd gennem politiske paraplyorganisationer. SceneAgenturet (SA) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) er  begge politiske foreninger, som varetager henholdsvis scenekunstnere og idrætsforbund. Det vil sige, at min jobfunktion i begge tilfælde er, at være med til at løse de opgaver henholdsvis scenekunstnere og idrætsforbund ikke selv har ressourcerne til at løse som fx formidling, PR og fundraising (scenekunstnerne). Foreningerne har altså samme struktur. Opgaverne er ens, miljøerne forskellige.

DIF varetager 61 specialeforbund og har 900 medlemmer tilknyttet. SA varetager nok ca. 10 teatre. DIF har et par praktikanter og mange fastansatte, hvor SA har et par fastansatte og mange i løntilskud og praktik. Lad os slå det fast, der er flere penge i sport end i kunst.

Tilbage til opgaverne. For nogle dage siden mødte jeg en gammel  gymnasieveninde i bussen. Hun spurgte hvad mit ønskejob er. Og jeg svarede; jeg tror jeg er ved at bevæge mig derhen af. Et svar der faktisk overraskede mig selv.

Ikke desto mindre, har jeg været ret begejstret over projekter, hvor jeg får lov til at skrive, komme med input og indspark til fx forsider, plakater etc. Her får jeg forenet den akademiske analytiske side med den kreative, og det vækker noget i mig. Noget som jeg har savnet. Jeg er på rette vej. Og det er nu en helt anden rastløs side, der vinder frem. Det er den rastløse side, som er fuld af ideer.

Jeg sluttede sidste uge på DIF af med input og indspark til ting de kunne arbejde med i forhold til deres digitale platforme. Chefen gav mig ordet til mit sidste afdelingsmøde. Grænseoverskridende, men også lærerigt.

Og jeg starter min første uge hos SA med at komme med et initiativ – og får grønt lys.

Ja, jeg er stadig rastløs. Men på en helt anden måde.

by maitrosborg

Godt begyndt…

Farvel om fredagen. Hej om mandagen.

4 uger i en mandsdomineret branche, hvor omdrejningspunktet var sport. Overraskende nok, fandt jeg min plads. Faktisk kom jeg til at holde af både kollegaerne og de daglige sportsopdateringer. Men jeg fik også manet mine fordomme om, at vi  foruden interesse for kommunikation, ingen fællesnævnere havde i jorden. Vi havde jo faktisk en del at snakke om. Bl.a. delte mange af mine kollegaer og jeg en passion for musik – og har været til flere af de samme festivaler og koncerter. Foruden har mange af os en fælles akademisk baggrund i dansk.

Da min kollega hørte jeg stoppede var hans første indskydelse; “Det er næsten ærgerligt. Også socialt. Det er hyggeligt, at have dig her”.  Det gik op for mig, at jeg havde det på samme måde. Det var ærgerligt. Jeg trives på kommunikationsafdelingen blandt  – og med dem, kollegaerne.

Nu ved jeg, at jeg kan trives de fleste steder. Også i en mandsdomineret sportsverden. Men en af drengene bliver jeg aldrig.

Fredag aften spiste jeg på BioMio med to veninder og min søster, for at sige på gensyn inden jeg rejste tilbage mod den jyske hovedstad.

Lørdag mødtes jeg med 3 veninder fra ArtRebels og spiste morgenmad på Atellier September, et nyt sted i Gothersgade.

Senere fulgte min søster mig til toget og vi blev enige om, at det er fantastisk at have familie (det var hendes sofa jeg havde overnattede på den forrige uge – og hende jeg ringer til, når jeg er forvirret).

Faktisk har jeg været helt overrumplet over alle de mennesker og alt den hjælp jeg har fået den seneste tid. Jeg burde være den mest taknemmelige. Og det er jeg.

I går begyndte jeg arbejdet på SCENEAgenturet ved Godsbanen. I bliver opdateret snart.

gave

Mine kollegaer havde denne fine gave til mig inden jeg smuttede.

krus

Og min veninde mener det er vigtigt, at have sin egen kop på arbejdet. Derfor forærede hun mig denne til min tid på Godsbanen.

by maitrosborg

Gensyn med De Mezas Vej…

Fatalisme. Om at ride med på bølgen. 

large

Undskyld stilstand. Men ligeså stille der har været her, ligeså højlydt har der været i mit hoved. At sige tankerne har været på overarbejde, er en underdrivelse.

Jeg var – som I ved – til to samtaler. En hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) i Brøndby og en hos SceneAgenturet på Godsbanen i Aarhus. Begge samtaler gik godt. Derfor havde jeg en beslutning at træffe.

Jeg ringede til kommunikationschefen hos DIF og sagde jeg gerne ville starte hos dem. Vi blev enige om 4 ugers praktikforløb. Sidenhen har jeg fået tilbuddet om at blive i løntilskud. Da det på nuværende tidspunkt kun kunne garanteres til jul, takkede jeg nej.

Min chef og jeg havde en god og ærlig snak, hvor jeg spurgte til fremtidsudsigterne. Dette spillede selvsagt ind på min endelige beslutning.

Den 4. november starter jeg hos Godsbanen med 6 mdr. i løntilskud fremadrettet.

Imens jobsøgningen har stået på, har jeg haft gang i en boligsøgning, da jeg skal være ude af min lejlighed 31. oktober.

Min boligsøgning bestod i, at kontakte en masse udlejere i henholdsvis KBH og Aarhus og melde mig ind på en række boligsites. Det var mailen til min tidligere udlejer, der skulle vise sig at give bonus. Han havde en 1-værelses der matchede mine kriterier. På De Mezas Vej. Den vej,  jeg er født. Det er 24 år siden jeg sidst boede der med min mor. Dengang kunne jeg knap nok gå.

Det har jeg lært siden.

Næsten.

by maitrosborg

Power?

Når man som jobsøgende hører ordet “power(-kvinde)” føler man sig ekskluderet. Men hvad er power egentligt?

Er det power, at opnå gode resultater fx topkarakter. Er det power, at skaffe det bedste job. Eller er der i virkeligheden mere power i, at overkomme personlige udfordringer. Er det power, at klare alting selv eller power at turde skabe resultater i fællesskab. Er det power, at følge sin egen vej eller at inkludere andre. Er man kun power-kvinde, hvis man har store armbevægelser og personlige mål. Eller er der lige så meget power i, at turde give plads til andre og andres mål. Er det power, at opnå succes på egen hånd eller er det power at gøre det sammen. Og er man kun power- kvinde, hvis man er på grænsen til kynisk egoist – eller kan man være følsom og have power samtidig.

Jeg ved ikke hvad power er, men jeg ved, at det ikke kan defineres entydigt. En kvinde der scorer drømmejobbet, er for mig en power-kvinde. Men det er kvinden, der har overlevet nederlag gang på gang – og stadig trives – også.