Jeg har fået lov, at lave et lille gæsteindlæg på Mediboxen.dk !
Det er klippet fra et af mine tidligere indlæg på bloggen. Tak, til Karina for at dele mine ord og tanker.
Tag / Jobsøgning
“Dine dagpenge hænger i en tynd tråd”…
Var det første jeg hørte, da jeg snakkede med min A-kasse i Aarhus første gang. Det kom som et chok, da jeg vil betragte mig selv som lidt af en ”mønsterelev”, når det kommer til jobsøgning.
Jeg har både skaffet praktikplads, senere et job i løntilskud samt spurgt folk jeg ikke kender, om de vil drikke kaffe med mig. Jeg har fået sparing på ansøgninger og CV, og jeg har søgt det obligatoriske job, som det kræves. Minimum et om ugen. Alt sammen med intentionen om, at få et fast job. Hvad mere vil hun have?
Jeg forklarede hende situationen. Det viste sig, at der var huller i den joblog jeg har sendt hende. En del uger, hvor der ikke er søgt job. At hun ikke kunne se alle de job jeg har søgt, skyldes at nem – id og joblog dagen forinden havde nogle tekniske problemer. Intet jeg kunne gøre noget ved. Men det jeg gjorde, var at fylde job i de uger, jeg troede de manglede. Det var ikke nok. Havde hun bare spurgt, havde hun nok ikke været så hurtig til at konkludere, at jeg ikke er berettiget mine dagpenge.
Jeg forklarede hende situationen. Hvorefter hun i en meget uheldig nedladende tone siger ”jamen, du kommer ikke til nogen samtaler, gør du?”. Jeg fortæller hende, at jeg har været til en håndfuld, og gør hvad jeg kan. Mens jeg håber på, snart at kunne smække røret på, og komme væk.
Det var så dårlig en oplevelse, at jeg beslutter mig for at ringe til A-kassen og klage. Jeg betaler trods alt for en service, og den service inkluderer ikke demotiverende møder og nedladende toner. Jeg ringer til MA i Aarhus, og bliver stillet videre til en karriererådgiver i Aalborg, som er meget forstående, og fortæller mig at hvad enten jeg har gjort hvad jeg skulle eller ej, er det jeg blev mødt med ikke ok. Hun giver mig navnet på lederen i Kbh., og opfodrer mig til at smide en mail med en klage. Samtidig godkender hun den joblog, som endnu ikke er blevet godkendt 5 dage senere. Jeg har faktisk intet hørt overhovedet. Og det er på trods af jeg gik hjem og opdaterede og udspecificerede min joblog umiddelbart efter det uheldige møde.
For fremtiden holder jeg mig langt væk fra den konsulent….
Til slut skal det siges, at jeg er utrolig taknemmelig for at leve i et land, hvor det lader sig gøre at være uden job, men stadig kunne forsørge sig selv.
Jeg ved, at jeg lovede et mere positivt indlæg, men januar og jeg har aldrig været gode venner. Så det må vente til foråret, måske. Medmindre der kommer en god overraskelse inden.
Jamen du ser så ung ud…
At vi mennesker har brug for at lave kasser og proppe hinanden i, er ikke nyt. Men de seneste uger, har jeg været opmærksom på, hvor udtalt disse kasser faktisk er. Måske fordi de har vedrørt mig og min person. Kommentarer som ”jamen du ser så ung ud…” og ”hvis du tror det er sådan verden hænger sammen, må du være vokset op i en kernefamile”.
Stop med kasserne! Jovist har jeg endnu ikke rundet de 30 og har hverken børn eller mand. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan finde ud af at arbejde. Måske har jeg oven i købet samme kvaliteter og kompetencer som en på 30+. Som studerende prioriterede jeg at arbejde, udvikle og udvide mine kompetencer og netværk. Det virker tilsyneladende til at komme bag på nogen, at man faktisk er arbejdsdygtig – og meget, meget lærenem, når man bliver sluppet løs fra studierne. Det giver selvfølgelig rum til at overraske positivt, så i den forstand er det en god ting. Men til arbejdsgiverne – I går glip af noget, hvis I fravælger på det I tror er manglende kompetencer (at man er nyuddannet)!
At folk prøver at lege gætteleg omkring min baggrund giver jeg mindst ligeså lidt for. Mit bud er, at dit gæt ikke er korrekt.
Stop med at forsøge at proppe folk i kasser, fordi det passer på dit billede af virkeligheden.
Vil I ikke være søde at sprede budskabet?
Glædelig december!
Vi er ikke rigtig børn og vi er ikke rigtig voksne
På plads i den lille (ubegrænsede) 1-værelses på de Mezas Vej
Nu er der gået 2. uger siden jeg startede ved SceneAgenturet. De er gået stærkt. Rigtig stærkt. Jeg har endnu ikke mødt alle medlemmerne og gennemskuet alle jobfunktionerne, men på trods, føler jeg at have haft min gang på Godsbanens projektdæk længe. Det er et genkendeligt miljø og der er mange bekendte ansigter. Udover de bekendte ansigter, er der opstået et fantastisk kollegialt miljø.
På trods, er jeg stadig jobsøgende.
Og samtlige opslåede stillinger, kræver at man har erfaring i større eller mindre grad, min. 3. år, solid erfaring, dokumenteret erfaring, der findes mange former og størrelser. Men hvordan er det muligt, at få erfaring, hvis alle jobs kræver erfaring!? (og nej de 5 år med frivillig skribentarbejde osv. tæller ikke…)
Det er én af de mange frustrationer der er ved at være nyudklækket på et håbløst jobmarked.
En anden frustration er, når ledige vender andre ledige ryggen (ligesom resten af samfundet). Mange af mine medstuderende, er lykkedes med at finde et job. Eller for at rette mig selv, et løntilskud. For et løntilskud er ikke et job, er det?
Vi i løntilskud, går på arbejde mellem 32- 37 timer om ugen, vi udfører opgaver, som er reelle og ikke ville kun løses uden vores tilstedeværelse. Foruden opgaverne, er der ansøgninger og jobsøgninger. Jovist, løntilskud inkluderer tid til at søge job, skrive ansøgninger osv. Er I virkelig så naive, at I tror det sker? Man er heldig, hvis man får sendt én ansøgning om ugen. Stillingerne i løntilskud bliver – til nogens overraskelse- slået op fordi der er et reelt behov for arbejdskraft på den arbejdsplads der slår det op.
Er du i et privat løntilskud, kan du godt forsvare, at kalde det et rigtigt arbejde, da du arbejder for en rigtig løn.
Er du derimod i et offentlig løntilskud, bukker du hovedet og skraber jorden, når du når til at fortælle om dine indtægter. At du stadig er på dagpenge. Det klinger lidt a la understøttelse og desperation. Vi er også desperate! – os i de offentlige løntilskud. Vi genkender desperationen i hinanden, men i stedet for at tage hinanden i hånden, dukker en lille dæmonisk stråtanke op, når vi hører, at det job, som han eller hun har fået, ”kun” er et løntilskud.
Vi burde skamme os. Rette ryggen og stå ved, at løn eller ej, så udfører vi et reelt arbejde. De burde skamme sig (politikerne og arbejdsgiverne) og anerkende at de har brug for os, i et rigtig, voksen, betalt arbejde.
Når nu alle disse rastløse tanker har fået frit løb, vil jeg slutte med at sige, at jeg er rigtig glad for at være på arbejdsmarkedet igen og jeg glæder mig til at se mine kollegaer hver dag. Jeg har noget at stå op til, og jeg har forpligtelser overfor andre end mig selv. Det betyder, at jeg værdsætter mange ting meget mere.
Selvom jeg holder af – og er glad for Aarhus, savner jeg det her!
Og det her – cykelturen på 12 km, hvor jeg mange morgener cyklede om kap med solen
Godt begyndt…
Farvel om fredagen. Hej om mandagen.
4 uger i en mandsdomineret branche, hvor omdrejningspunktet var sport. Overraskende nok, fandt jeg min plads. Faktisk kom jeg til at holde af både kollegaerne og de daglige sportsopdateringer. Men jeg fik også manet mine fordomme om, at vi foruden interesse for kommunikation, ingen fællesnævnere havde i jorden. Vi havde jo faktisk en del at snakke om. Bl.a. delte mange af mine kollegaer og jeg en passion for musik – og har været til flere af de samme festivaler og koncerter. Foruden har mange af os en fælles akademisk baggrund i dansk.
Da min kollega hørte jeg stoppede var hans første indskydelse; “Det er næsten ærgerligt. Også socialt. Det er hyggeligt, at have dig her”. Det gik op for mig, at jeg havde det på samme måde. Det var ærgerligt. Jeg trives på kommunikationsafdelingen blandt – og med dem, kollegaerne.
Nu ved jeg, at jeg kan trives de fleste steder. Også i en mandsdomineret sportsverden. Men en af drengene bliver jeg aldrig.
Fredag aften spiste jeg på BioMio med to veninder og min søster, for at sige på gensyn inden jeg rejste tilbage mod den jyske hovedstad.
Lørdag mødtes jeg med 3 veninder fra ArtRebels og spiste morgenmad på Atellier September, et nyt sted i Gothersgade.
Senere fulgte min søster mig til toget og vi blev enige om, at det er fantastisk at have familie (det var hendes sofa jeg havde overnattede på den forrige uge – og hende jeg ringer til, når jeg er forvirret).
Faktisk har jeg været helt overrumplet over alle de mennesker og alt den hjælp jeg har fået den seneste tid. Jeg burde være den mest taknemmelige. Og det er jeg.
I går begyndte jeg arbejdet på SCENEAgenturet ved Godsbanen. I bliver opdateret snart.
Mine kollegaer havde denne fine gave til mig inden jeg smuttede.
Og min veninde mener det er vigtigt, at have sin egen kop på arbejdet. Derfor forærede hun mig denne til min tid på Godsbanen.
Gensyn med De Mezas Vej…
Fatalisme. Om at ride med på bølgen.
Undskyld stilstand. Men ligeså stille der har været her, ligeså højlydt har der været i mit hoved. At sige tankerne har været på overarbejde, er en underdrivelse.
Jeg var – som I ved – til to samtaler. En hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) i Brøndby og en hos SceneAgenturet på Godsbanen i Aarhus. Begge samtaler gik godt. Derfor havde jeg en beslutning at træffe.
Jeg ringede til kommunikationschefen hos DIF og sagde jeg gerne ville starte hos dem. Vi blev enige om 4 ugers praktikforløb. Sidenhen har jeg fået tilbuddet om at blive i løntilskud. Da det på nuværende tidspunkt kun kunne garanteres til jul, takkede jeg nej.
Min chef og jeg havde en god og ærlig snak, hvor jeg spurgte til fremtidsudsigterne. Dette spillede selvsagt ind på min endelige beslutning.
Den 4. november starter jeg hos Godsbanen med 6 mdr. i løntilskud fremadrettet.
Imens jobsøgningen har stået på, har jeg haft gang i en boligsøgning, da jeg skal være ude af min lejlighed 31. oktober.
Min boligsøgning bestod i, at kontakte en masse udlejere i henholdsvis KBH og Aarhus og melde mig ind på en række boligsites. Det var mailen til min tidligere udlejer, der skulle vise sig at give bonus. Han havde en 1-værelses der matchede mine kriterier. På De Mezas Vej. Den vej, jeg er født. Det er 24 år siden jeg sidst boede der med min mor. Dengang kunne jeg knap nok gå.
Det har jeg lært siden.
Næsten.
Power?
Når man som jobsøgende hører ordet “power(-kvinde)” føler man sig ekskluderet. Men hvad er power egentligt?
Er det power, at opnå gode resultater fx topkarakter. Er det power, at skaffe det bedste job. Eller er der i virkeligheden mere power i, at overkomme personlige udfordringer. Er det power, at klare alting selv eller power at turde skabe resultater i fællesskab. Er det power, at følge sin egen vej eller at inkludere andre. Er man kun power-kvinde, hvis man har store armbevægelser og personlige mål. Eller er der lige så meget power i, at turde give plads til andre og andres mål. Er det power, at opnå succes på egen hånd eller er det power at gøre det sammen. Og er man kun power- kvinde, hvis man er på grænsen til kynisk egoist – eller kan man være følsom og have power samtidig.
Jeg ved ikke hvad power er, men jeg ved, at det ikke kan defineres entydigt. En kvinde der scorer drømmejobbet, er for mig en power-kvinde. Men det er kvinden, der har overlevet nederlag gang på gang – og stadig trives – også.
Om at blive voksen eller i hvert fald vokse…
Er (langt om længe) ved at finde fodfæste efter flere år med mange op og nedture. Som det hele begynder at falde på plads og min vej bliver mere lige, des mere mærker jeg, sjovt nok, alt det jeg ikke har mærket endnu. Jeg er glad. Rigtig glad for den udvikling der er i gang. Men jeg mærker også hvor mange kræfter og ressourcer det har taget. I kender det; man har arbejdet intensivt i en lang periode, og når man endelig får fri, så rammer sygdommen. Det føles lidt sådan. Ikke at jeg er syg, men dét rammer.
Ordsproget går, at man træder ind i de voksnes rækker, når man bliver konfirmeret. Jeg vil mene, at man træder ind i dem, når man er færdiguddannet og jobsøgende. Her lærer man sine egne styrker såvel som svagheder at kende. Man finder sine grænser (alle har dem!). Det her år har jeg taget mig selv mere seriøst end nogensinde før. For ellers var jeg knækket. Det gjorde jeg ikke.
I går ringede de fra a-kassen. Jeg skulle rådighedsgodkendes. Den rare dame fortalte mig, at hun kunne se der skete en hel masse og at jeg måtte skrive gode ansøgninger. Samtidig fortalte hun mig, at det var flot jeg havde haft et job 5 uger. Og at jeg skulle huske, at jeg stadig kunne benytte deres kurser (konsulenter og a-kassen er ikke enige om det med kurser – konsulenter fraråder det helst).
Da jeg lagde røret på, slog det mig – at jeg slet ikke har glædet mig over succesen. Jeg havde brug for én der fortalte mig at det jeg gør, gør jeg godt. For at huske det.
En ulykke kommer sjældent alene….
Det samme gælder tilsyneladende for jobsamtaler (ej, at de på nogen måde skal sammenlignes med ulykker). I løbet af mindre end to uger, er jeg blevet kaldt til 3 samtaler – vedr. projektansættelse som kampagnemedarbejder hos Dansk Flygtningehjælp, kommunikationsmedarbejder for Dansk Idrætsforbund og sidst som kommunikationsmedarbejder for SceneAgenturet. Førstnævnte kræver min tilstedeværelse på Fyn og Jylland, Dansk Idrætsforbund er lokaliseret i Brøndby mens sidstnævnte er lokaliseret i Aarhus. Jeg bliver rundtosset af, at forsøge at regne ud hvor det hele ender. Det er der heller ingen grund til, da det kun kan blive gisninger, til jeg ved om jobbene overhovedet er en realitet. Hvis de bliver det, skal der tages stilling. Bl.a. til hvor lang en lønstillingsperiode er forsvarlig med den dagpengesats jeg har tilbage. Perioden stopper nemlig ikke, når man kommer i job med løntilskud. Taxameteret kører videre (og det larmer!).
Det var jobsituationen.
Boligsituationen er selvsagt en anelse kompliceret pt. Hvor skal jeg egentlig søge? Min boligsøgning har udelukkende omkredset Kbh. (primært gennem lejebolig.dk og DBA.dk), siden jeg fik af vide at jeg var boligløs fra okt. Det har resulteret i, at jeg torsdag har en fremvisning på en 1 værelses lejlighed på Frederiksberg. Og et åbent hus.
Endvidere modtog jeg i går en mail fra min yngste søster, som er bosat i Berlin. Hendes roommate flytter ud i okt. og jeg er derfor velkommen en mdr. eller flere, hvis det passer. Et fristende tilbud, som er med i overvejelserne.
Jeg har ingen idé om, hvad der kommer til at ske, eller hvor jeg befinder mig om en mdr. eller mindre. Men alt jeg kan gøre er at følge med, og se hvor det ender denne gang. Indtil da bliver der nok nogle søvnløse nætter, hvor hjernen er på overarbejde, selvom jeg fortæller den, at man ikke kan tænke sig til handling. Og at jeg derfor gerne vil sove.
“Det kræver selvtillid”
Mandag. Og en hård en af slagsen. Weekendens to fester, har sat sine spor. Men det er det værd. Havde heldigvis søndag til at lade op til ugen. Som jobsøgende, frygter man spørgsmålet “hvad laver du så?”. Et spørgsmål der er uundgåeligt, og selvfølgelig blev det også stillet i weekenden. Flere gange.
Reaktionerne på svaret, er forskellige. Nogen har ideen til, hvordan man kommer i arbejde. Andre ærgrer sig (ofte for meget) over ens situation. Men sætningen “det kræver selvtillid” , satte sig fast. Det kræver nemlig selvtillid, at blive ved. Ved med at tro på, at det er arbejdsgiverne der går glip af noget, når de ikke får øje på dig. Heldigvis er jeg udstyret med en o.k. robust selvtillid og tror på mine egne evner. Men det kræver det også. “Det kræver selvtillid”, at være jobsøgende.
rastløse tanker 