Velkommen i kultursumpen

Sump Forleden besluttede jeg mig for, at tilmelde mig workshoppen ”freelance? Fri fugl? Selvstændig?” (hvem vil ikke gerne være en fri fugl?). Workshoppen var udbudt af min a-kasse, dvs. ,vi, der deltog, deler samme jobløse skæbne. En jobløs skæbne var ikke det eneste vi delte.

Fælles for de fremmødte var, at vi alle forsøger at basere en karriere på det, vi brænder for. Jeg møder op en onsdag formiddag 5 min. før tid, som vanligt, sætter mig til bords ved to andre fremmødte, som det senere skal vise sig, jeg har mere til fælles med end blot lysten til at arbejde freelance eller være selvstændig.De to, jeg tilfældigt har sat mig hos, er begge, som jeg, uddannet i dansk. De har begge undervisningserfaring, denne ene skriver bøger, den anden producerer undervisningsmateriale. SUK, tænker jeg højt, da det går op for mig, vi alle mere elle mindre jagter den samme vej.

Nå, men størstedelen af de fremmødte, er en del af, hvad a-kassemanden skarpsindigt kalder kultursumpen (musikere, forfattere, kreative erhverv generelt). Vi er dem, der ikke passer ind i systemet. Som a-kassemanden senere – med en let skjult foragt – får sagt, så er dagpengene ikke støttet af kulturmidler (læs, vi tror ikke på, at musikere og forfatter og billedkunstnere er et rigtigt erhverv). Sort på hvidt, får de ord lov til at hænge i luften, og forfølger mig længe efter workshoppen er slut.

Min drøm, min passion og mit erhverv, garanterer ikke kroner i (stats)kassen. Derfor har man valgt helt at undlade kasser, hvori vi, kultursumpen, kan passe i. Her er et eksempel derpå. Fordi jeg i min blog henviser til, at jeg kan udføre freelance arbejde inden for kommunikation og projektledelse, er jeg, hvis a-kassen finder ud af det, nødsaget til at erklære mig selvstændig. Hvilket kræver en hulens masse bureaukratisk papirarbejde , samtidig kan jeg ikke kan modregne mine arbejdende timer i forhold til dagpengesatsen. Dvs. det er underordnet, hvor mange timer jeg arbejder, taxameteret tæller. Ligesom de gør med job med løntilskud (som off. kulturerhverv har en stor andel i).

Jeg har et ambivalent forhold til systemet, fordi jeg på den ene side er taknemmelig for, vi lever i et samfund, hvor vi kan starte egen virksomhed og samtidig få udbetalt dagpenge (for det kan vi), men jeg bliver frustreret, når det er så åbenlyst at kulturen, på trods, stadig ikke betragtes som et reelt erhverv. Vi, der arbejder med kultur, forventer for det meste blot smør på brødet og penge til en billig fredagsøl. Hvorfor skal det straffes? Er det ikke på tide, man tør satse. Satse på at kulturen også er en forretning, som kan gavne et samfund – både økonomisk såvel som socialt. Alt kultur behøver ikke være statsstøttet, ud med offentlige løntilskud og ind med faktiske, voksne betalte job (har jeg ikke sagt det før!?). Ta’ en chance, og lad være med at se os, kulturbranchen, som en kultursump. Jovist træder vi sommetider i vande for at komme op at sumpen. Men vi er ikke sumpen.

Anyway, jeg holder hovedet oven vande, og har nu udvidet mit søgefelt til udlandet og søgt en stilling i Barcelona. Jeg er en fri freelancer – uden et job, men med en drøm. Og jeg er selvstændig, endnu ikke i forretningsøjemed. Men hver ting til sin tid.

Når tiden er alt, man har

Time

Hvis det er sandt at kloge mennesker aldrig keder sig, er jeg ikke særlig klog. For jeg keder mig, i mit eget selskab, hvis jeg er alene for lang tid eller har for meget tid. Jeg trives bedst med en booket kalender, aftaler og forpligtelser.

At være jobsøgende og have det sådan med tiden er uforlignelig. Konstant genopfinder man sin dag, lægge planer, opfinder forpligtelser. Denne blog er et udmærket eksempel, en opfindelse, en forpligtelse, noget at stå op til.

Jeg ved der er mange der ville være jaloux på den ekstra tid, som vi jobsøgende har. Og jeg forstår. Men når du bor i en ét – værelse, kan du ikke udfylde dagene med rengøring, jobsøgning og madlavning eller motion. Du må finde på, og det gør jeg. Jeg har lært at prioritere det, jeg tidligere ikke har haft tid til; at tegne, at skrive og at læse. Tegne for at se, skriver for at glemme – eller huske? Læse for at forstå – eller forstå, hvad jeg ikke forstår. At tegne bl.a. croquis giver mig en fordybelse, jeg efterhånden sjældent når, og det samme gør bøgerne og ordene. Den fordybelse vil jeg tage med mig, når jeg finder jobbet, og jeg vil huske at værdsætte at tiden var alt jeg havde engang.

Tid til mine mange ture på biblioteket (især markedshylden “Sidegaden” med nyere litt. fra indland – og udland), hvor jeg har gjort gode opdagelser ( et tip til andre jobsøgende eller jer der prioritere tid til at læse). Læs fx Marguerite Duras ”Sommeren 80”, Christina Hesselholdts ”Du, mit du” (el. andet af hende), Martin Kongkildes ”Komedier 5100s”. Tid til at lave en blog. Tid til at samle tegneudstyret og smutte forbi byhøjskolen til en croquisaften, eller sende mails til gallerier og foreslå croquis events. Blot en opfordring, hvis du ligesom jeg, gerne vil glemme tiden. Den som føles lang vel at mærke.

Eller gå en tur i efteråret, det inspirerer. I hvert fald i min hver – dag.

I dag er det forresten lykkedes mig at sende to jobansøgninger afsted, den ene på opfordring af nogle søde kursister, som jeg besøgte forleden. De mente ikke det var nok kun med et besøg, derfor gik jeg hjem og skrev til chefen, og nu er ansøgningen sendt.

 

 

 

At rumme andres følelser

tumblr_mxqbohhBqM1qbud1eo1_500

Hvorfor tiltrækkes vi af kunsten? Græder over et stykke musik, græmmes af et foto, påvirkes af en film?

Os, der i særlig grad opsøger kunsten, påstår vi forstår den, måske er vi i virkeligheden ofrer for vores egne begrænsninger, afhængig af folk, der kan udtrykke, hvad vi ikke selv kan. Fyldt op af alt det der ikke er sagt, ord som endnu ikke har taget form. Disse ord tager form i kunsten, i fotografiet, i filmen, i teksten etc. Tager form, ikke nødvendigvis som ord, men som følelser, en følelse vi har ledt efter, men som det ikke er lykkedes os at findes endnu. Og pludselig finder vi den, i dansen, i maleriet, i musikken etc. At kunne rumme andres følelser mere, bedre end man rummer sine egne. Derfor.

(Og finder man et udtryk for en følelse man har ledt efter, kan man vide sig sikker på, det i forvejen er udtrykt et andet sted en anden tid. Eller et andet sted samme tid. Mennesket har patent på at føle, og vi er mennesket. Altså føler vi, samtidigt eller det samme somme tider).

Blåøjet dansker

WP_000360

De er muslimer, flygtninge, udlændinge. De er ikke ligesom du og jeg, blåøjede. Nej, de har set ting, som du ikke kan forestille dig. Hvordan reagerer man, når nogle fortæller de har mistet en mor, en far, en bror, en søster i en nytteløs krig? Kigger ned i et dybt sort hul, som var det dér svaret skulle findes. Svaret findes ikke, er ikke. Impotens’ magtliderlige mænd, måske.

Det er korrekt, at de har et anderledes tidsbegreb end du og jeg. Det er korrekt, at de tror på en gud, som for os er et forældet fænomen. Altså gud er forældet. Vi har ikke brug for håbet, som troen er. Vi har nok i os selv. Hvorfor skal vi forholde os til jer?

Vi kan frit låne bøger på vores eget sprog, uden omkostninger, uden samvittighed. Vi kan frit svømme i det hav, som er lige uden for vores dør. Vi kan frit rejse til Berlin og besøge vores søster, eller ringe over skype, når vi keder os en søndag.

Hvorfor skal vi konfronteres med, at I ikke kan?

Fordi vi og I er os. Vi er jer og I er os. Den eneste forskel er, vi er mere blåøjet.

Fem uger med unge, taknemmelige og intelligente (ja, Inger Støjberg og co.!) flygtninge giver en indsigt i en verden, som på én gang er tæt på, men så langt væk.

WP_000361

Jeg bliver flov over den taknemmelighed I udviser, når jeg forklarer et ord på dansk, eller når I klapper af os, fordi vi byder jer velkommen. Så lidt, og alligevel så meget.

Og jeg bliver vred, på dem som ødelægger det for jer.

På gensyn.

Det første billede er en gave, som jeg fik – sammen med en buket roser – af en af kursisterne. Det andet billede er fra en hyggestund, hvor kursisterne gav mig et lynkursus i arabisk, somalisk – og lidt fransk (modsat side af tallerkenen).

Skal vi være kærester, måske?

Jeg er efterhånden en del af mindretallet i venneflokken. Hende der ikke har en kæreste, børn eller er gift. Min søster fortæller mig jeg gerne vil have en kæreste mens min veninde skriver i en sms, at det skræmmer mig det der med trygge rammer og faste forhold. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Og jeg ved ikke om det er mig selv eller de mænd jeg møder, der irriterer mig mest. Det er som om jeg er tvunget til at tage stilling til, hvad det skal blive til, inden det overhovedet er.

Jeg oplever, at de mænd (slut 20erne, start/midt 30erne) jeg møder, har en forventning til mine forestillinger. Der er ingen tid til at udforske, inden det er tænkt ihjel. Måske har de en forestilling om at jeg er parat til at pakke mine tasker, flytte i rækkehus og købe barnevogn, mens jeg i virkeligheden bare har lyst til at sove længe, opføre mig tåbeligt, danse rundt i stuen til høj musik på en mandag og tage ud at natbade på en søndag. Jeg oplever, at vi ikke længere tillader os at spilde tid på noget der måske, måske ikke bliver. Og jeg tænker ved mig selv, at det er en skam. Hvorfor har vi så travlt? Samtidig oplever jeg det som en udtryk for usikkerhed. Hvis man er i stand til at kysse i en brandert – uden at være bange – hvorfor så lade sig skræmme, når man er ædru!? Det samme gælder den mand, som er i stand til at skrive flere personlige beskeder til mig, men ikke tør mødes i det virkelig liv. Selvom vi jo faktisk har mødtes i det virkelige liv. I en brandert, hvor der ingen farer var for villa og vovse. Jeg tænker, at vi fratager os selv at leve livet. Jovist, følelser kan være en hindring, især hvis de ikke er gensidige, men er det ikke en chance man bør tage?

Jeg har før overlevet ugengældte følelser og er sikker på, jeg nok skal gøre det igen. Jeg kender mine grænser og ved, at når det gør for ondt, så stopper legen. Det kan blive kompliceret og det har været kompliceret. Men imens det var, ville jeg ikke have været foruden. Også selvom det ikke førte til den store kærlighed.

Nu vil jeg skrue op for musikken og danse rundt i stuen, uden at tænke over, hvorfor jeg gør det.

PS. Manden som jeg beskriver overstående er virkelig, men findes i mange udgaver. Der er altså ikke tale om én specifik, men om forskellige eksemplarer (og jeg holder, på trods, af dem alle sammen).

PPS. Jeg er klar over, at ikke én mand er ens, og dette skal ikke forstås som et indlæg om køn. Tværtimod. Dette indlæg handler om min usikkerhed. Hvad jeg vil og ikke vil (sidstnævnte er nemmere at gennemskue end førstnævnte).

 

I bagklogskabens lys…

WP_000267

Vi havde dannet et stærkt team, mine to kollegaer og jeg, formået at tage styringen og ansvaret for vores egen udvikling, når ingen andre gjorde.

Det var ikke et aktivt valg, men noget der skete helt naturligt, fordi vi arbejder på en arbejdsplads hvor vilkårene er ens for alle – undtagen chefen og koordinatoren. Vilkårene var, at vores løn blev betalt af kommunen mens dagpengetaxameteret stadig tikkede – og det tikker højt, som tidligere nævnt.

Udskiftningen på arbejdspladsen er stor, rigtig stor. Virksomhedens fremtid afhænger af, at man husker at opdatere et online projektstyringssystem. Et smart system, men ikke et system der kan afløse os, mig og dig. Sådan føltes det desværre. Især fordi prioriteringen med, at integrere medarbejderne og skabe et arbejdsmiljø, lå i bunden af prioriteringslisten. Det vigtigste er, at virksomheden fortsætter – og for at det kan lade sig gøre – skifter man hele personalet hver sjette/syvende måned, så man ikke skal betale løn, hvilket man reelt heller ikke har mulighed for. Der lægges dog ikke skjul på strategien, hvilket bidraget til, at man føler sig meget lidt værdsat som ansat i virksomheden.

Jeg er som sådan ikke i mod tanken om løntilskud. Især ikke hvis det bidrager til kompetenceudvikling og forbedrer ens chancer for et ordinært job. Men jeg har set løntilskuddets grimme side. Jeg har set det blive brugt som et mål fremfor et middel. Jeg har set, man glemmer at standse op for at spørge sig selv om det virkelig kan være rigtigt, at hele virksomheden er baseret på folk i løntilskud? Jeg har set, man er ligeglad med at informere medarbejderne om nye kollegaer, jeg har set, man afholder jobsamtaler så ofte, at man ikke længere gider læse ansøgningerne eller sætte sig ind i CV’erne. Og jeg har oplevet en chef, der ikke var til stede eller gav lyd fra sig, den dag man ikke længere var en del af virksomheden. Det provokerer mig. Har man ansat 6 mennesker i løntilskud, har man også et ansvar. Et ansvar for, at formidle arbejdsprocedurerne (og ikke gennem et computerprogram!), arbejdsopgaverne og arbejdsmiljøet. Det ansvar er man i dette tilfælde løbet fra. Og det er ikke O.K.

Jeg har haft mine skrubler ved at skrive dette, fordi jeg ved, at der er stor sandsynlighed for at brænde broer. Men jeg kan ikke klare tanken om, at det fortsætter, så nu brænder jeg et par broer – og svømmer. I håbet om, at åbne øjnene op for hvordan løntilskud også kan blive udnyttet.

Jeg vil dog gerne komme med et eksempel på et job, hvor løntilskud har sin berettigelse.

I de 4 uger, hvor jeg var i praktik hos Danmarks Idrætsforbund – og sidenhen blev tilbudt et løntilskud (som jeg var dum nok, at takke nej til – grundet en masse ydre omstændigheder), var der ingen tvivl om, at chefen havde læst mit CV – udset sig en plads i firmaet, som jeg kunne udfylde – og et arbejdsområde hvor jeg kunne udvikle mine kompetencer og bidrage til virksomheden. Første dag jeg mødte ind på denne nye arbejdsplads, fik jeg en rundvisning i hele huset og 10 minutters præsentation af hver af mine nye kollegaer og deres arbejdsområder. På den måde følte jeg mig klædt på, som en del af virksomheden og jeg følte et ansvar for de opgaver jeg blev stillet overfor. Jeg vidste præcis, hvem jeg skulle gå til med hvad, når det opstod spørgsmål. Hvilket der uundgåeligt gør som nyansat. Og vigtigst af alt; der var nogle at gå til! At der måske ikke havde været et job til mig i sidste ende er underordnet i det jeg vidste – og ved, at jeg ikke bare skulle udfylde et hul, som alle kunne udfylde.

Set i bagklogskabens lys har jeg taget nogle forkerte beslutninger i forhold til at skaffe et fast job. Det ved jeg nu og der er ingen grund til angrer. Alle fravalg er også tilvalg – og ved at vælge dette til, har jeg mødt nogle fantastiske, smukke mennesker og bl.a. tilføjet fundraising og projektledelse på CV’et samt udvidet mit netværk betydeligt. Jeg savner hver dag den stemning og de mennesker, som fyldte 7 mdr. af mit liv – og fortsat skal fylde. (Billledet er af en gave, som en af vores medlemmer gav mig, da jeg stoppede).

Pt. er jeg tilbage på Dansk Flygtningehjælps sommerskole, hvor jeg er indtil start august, et job som er indholdsrigt – og betalt. Den anden dag hjælp vi en kursist med at låne bøger på hans modersmål – han havde ikke læst i 4 år. En anden kursist havde ikke svømmet i flere år, og sprang straks i med alt tøjet på, da vi besøgte stranden. Behøver jeg sige, man føler sig nyttig og taknemmelig!?

 

Modig eller dum?

large

Er det en dumhed, at lade sig styre af sine impulser. Eller er det mod. Fordi man tør. Én ting ved jeg, hvad enten det er det ene eller det andet, så er det hvad jeg gør. Lader mig styre af impulser – eller følelser. Hvis noget føles rigtigt i øjeblikket, så handler jeg. Hvad enten det handler om, at rykke alt op og flytte, det handler om at sidde en sen aften og komme i tanke om, man har lyst til, at gøre noget ved de drømme man har, eller det handler om, at kysse på en mand, man har lyst til at kysse på. På grund af mit mod – eller mine dumheder – rutsjer jeg ofte op og ned af den karrusel livet er. Men jeg er faktisk stolt over, at jeg tør. Tør leve. Også selvom det gør ondt. Og det har aldrig gjort ondt nok til, at jeg ikke tør. Tør stole på mine impulser – og handle efter dem. Jeg er aldrig rutsjet helt derned, hvor jeg ikke kan komme op igen. Og faktisk har jeg en lille mistanke om, at mine følelser kan virke stærkere på andre, end jeg selv oplever dem. Eller måske er de lige præcis den størrelse. Det er underordnet. Jeg handler, når det føles rigtigt. Dumt eller ej. Det har endnu ikke haft uoverskuelige konsekvenser. Måske fordi jeg ved, jeg ikke gør ting, som jeg ikke føler. Og at jeg er i stand til at skelne mellem mine følelser, når jeg mærker efter. En lille opfordring til at mærke efter…

 

Hvem griber, når boldene kastes?

large

Humaniora er mere dannelse end uddannelse. Som humaniora beskæftiger du dig oftest med fagområde, der ikke kan forklares eller læres. Et eksempel kunne være kunsten. Kunsthistorikeren bliver uddannet til at kunne historierne bag kunsten, men ikke til at kunne forklare selve kunsten eller udføre og lære den. I kan være uenige med mig, men min pointe er, at vi – humanioras – er i stand til at bidrage med et overblik, som ikke findes hos mange andre. Vi er ikke i stand til at udføre en levertransplantation eller bygge en flot murstensvæg. Vores kompetencer er, at være i stand til at stå på toppen af det hele og se sammenhæng, skabe.

En kompetence, der ikke må undervurderes, men som næsten alle humaniora alligevel undervurderer, inklusiv mig selv. Vi vil så gerne forklare vores gamle tante, hvad det er vi beskæftiger os med, eller hvad den dér uddannelse kan bruges til. Ligesom kunsten kan en humanioras kompetencer ikke altid forklares. Skal jeg forsøge, kan man sige, vi er dem, der kan gribe boldene, når de kastes, hvis de kastes ordentligt.

Desværre er der en tendens inden for den branche jeg beskæftiger mig med – kulturen. En tendens til at boldene rammer ved siden af, at de kastes for hårdt og for mange på én gang. Samtidig har du ikke en chance for at gribe dem, hvis du ikke er en del af teamet, og har været det hele vejen. Branchen er simpelthen for intern, og for bange for at udvide holdene. Efter at jeg er flyttet tilbage til smilets by, oplever jeg en tendens der gør mig led og ked af det. Folk støtter primært op om deres egne eller deres venners projekter. Som så vidt fair nok, men jeg kan ikke lade være at spørge, hvor er nysgerrigheden og viljen til kulturen, altså den man ikke selv er en del af?

Og så en lille opfordring til de folk der har været længe i kulturbranchen – ta’ jer tid til at kaste boldene, så de gribes og lander de rigtige steder.

Jobbyisterne – et fællesskab for jobsøgende

large

God søndag til alle.

Håber I har fået ladet op til en ny uge.

I fredags modtog jeg en sød mail fra én som havde læst mit gæsteindlæg på medieboxen. Han inviterede mig til at joine “jobbyisterne” – en gruppe jobsøgende som mødes én gang om ugen for at sparre og skrive ansøgninger.

De holder til i Kbh. så hvis I mangler et jobsøgningsfællesskab – værs’go!

I kan finde dem her.