Category / Kunst

by maitrosborg

Ønskelister bliver til indkøbslister og noget om pelsklædte damer

wish-list1

De kommer væltende i flok, klædt i ens pelse og matchende læbestift og holdninger. De bestiller og forvirrer, først sig selv, siden hen mig. Har jeg styr på, hvem der bestilte hvad, betalte hvor meget? Jeg må skuffe dem og fortælle, jeg ikke har styr på deres interne regnskaber. De fortæller mig, jeg er en ung, kvik pige, som må have styr på det, og jeg kan jeg mærke vreden. Min stemme lyder ikke længere som min. Men stemmen er min, ligeledes er kroppen, som har svært ved at falde til ro. Det gør den heldigvis, og de pelsklædte damer med matchende læbestifter og holdninger, takker og går. Jeg kigger rundt på menneskerne, der sidder ved bordene omkring mig, drikker kaffe og streger ud i lister. Jeg hører julesange og dufte andesteg og ris a la mande, mens jeg ser på listerne, hvordan ord for ord streges, til alle ønsker opfyldes og alle er glade. Da jeg kommer hjem åbner jeg min mail og ser endnu en, to, tre lister. Per automatik griber jeg ud efter en pen og begynder at strege og strege og strege, indtil der ikke er flere ord tilbage og jeg opdager, der ikke er mere at strege i. Jeg bliver rastløs, rodløs, ringer. Giv mig en liste, NU. Da er det at min søster grinende korrigerer mig, at jeg nok mener ønskeliste og ikke indkøbsliste.

Lister og december hænger unægteligt sammen, så her er min gave til jer. En liste over gode ting i 2014. I er velkomne til at strege.

Film

Adeles liv Kapitel 1&2, denne film handler om kærlighed, når den gør ondt, sådan rigtig ondt. At det er to kvinder kærligheden opstår imellem er underordnet, det kunne såmænd også have været en mand og en kvinde.

Nick Cave 20,000 Days On Earth, stjernepoet og mester i selviscenesættelse – det kommer der en fremragende, nærværende, relevant dokumentar ud af – om manden, musikpoeten, bag musikken.

Ida, den smukkeste filmæstetik, jeg mindes at have set. Skuespillet og plottet fejler absolut heller intet. Og så er det befriende at se en film på polsk.

Litteratur

Marguerite Duras, Sommeren 80. Denne bog er sanselig, forførende. Og du er berørt hele vejen igennem, selvom du ikke altid ved af hvad. Bogen får dig til at dufte havvand og sommerregn.

Theis Ørntoft, Digte 2014, disse digte bør og skal blive klassikere. Jeg havde lyst til at tage hver sætning, klippe dem ud, hænge dem op. Bogen får dig til at tygge, smage, føle. På ordene – og livet.

Fredrik Backman, En mand der hedder Ove, en sur gammel, midaldrende mand, vi kender ham alle, i hvert fald på overfladen. Her dykker vi ned under, og det koster tårer.

(læs desuden Christina Hesselholdts bøger om Camilla og co., i alt 4 bøger – sidste udgivet i år og Lone Hørslevs Dyret og Hassans Bryne Burde, vil man gerne belastes med.. ).

Kunst

Berlin Artweek, KW institute for contemporary art med bl.a. Ryan Trecartin – det er ikke sidste gang, jeg besøger Berlin AW, min sult efter kultur og min nysgerrighed blev stillet. Og det er der, heldigvis, plads til.

Keren Cytter, Charlottenborg Kunsthal – Født i Iran, men bosat i New York, video og billedkunst. Cytter er interessant, fordi hun ikke udpensler sine værker for dig, du kommer kun til at holde af dem, hvis du orker at bruge tid. Og så holder du til gengæld også meget af dem.

Trapholt, 10, 000 timer hvad er talent? Trapholt er gode til brugerinddragelse. Det gælder også pågældende udstilling, hvor man får lov at gætte kendte kunstnere ud fra børnetegninger, hvem har tegnet hvad? Virkelig interessant – for alle aldersgrupper, og for en barnlig, nysgerrig sjæl, som undertegnede.

(se også Boros Bunker, hvis I kommer forbi Berlin. Bunkerne er nærmest kunst i sig selv, men vær obs på at der er venteliste. Undtagen i AW)

Musik

Cancer, Ragazzi – forsangeren fra When Saints Go Machine, Nikolaj, og Chorus Grant har stiftet dette band i 2014. Og tak for det!

Broken Twin, May – Jeg hørte Broken Twin første gang til SPOT og var solgt, over de fine melodier og den skrøbelige, men sikre stemme.

First Aid Kit, Stay Gold – helt ærligt, synes jeg faktisk de fungerer bedre LIVE, vildt alligevel. Men pladen minder mig om den bedste koncertoplevelse i år.

(og selvfølgelig Leonard Cohens udgivelse i forbindelse med sin 80 års fødselsdag, manden skuffer ikke, aldrig – og så tag på SPOT og alle de andre festivaler, ik. Der er guld at komme efter, og så er der selvfølgelig Conor, Lana og alle de andre, som jeg havde glemt, men set på andre lister, og er enige i også hører til her på min – og jeres).

Rigtig glædelig jul.

by maitrosborg

Velkommen til det åndsforladte samfund

åndsforladt

Tænk, hvis vi levede i et samfund, hvor værdi kun blev gjort op i kroner og ører. Hvor dannelse stod i vejen for vækst. Hvad skulle sådan nogen som jeg, humanisterne, så give os til?
Hvis nu virkeligheden var, vi levede i et samfund, som beskrevet overstående, er jeg i vildrede (læs, jeg er i vildrede). Jeg er kastet ud på vand, hvor jeg ikke kan bunde – og som får mig til at tænke på det utal af matematikbøger, jeg smed i hovedet på min far, når han forsøgte at forklare mig, hvordan man kommer frem til et resultat. Men sandheden er, resultater har aldrig interesseret mig. Processer har. Jeg interesserer mig for, hvordan ting formes, skabes og bliver. Og selvfølgelig bliver jeg varm om hjertet, når jeg ser noget skabes og blive. Et slags resultat, som ikke kan gøres op i kroner og ører, men alligevel har en betydelig værdi for mig (og andre). Så hvad skulle jeg give mig til, hvis samfundet pludselig ikke anerkendte værdien af dannelse. Værdien af god litteratur, god musik og god kunst, som ikke nødvendigvis resulterer i økonomisk vækst for samfundet. Det ville jo føre til et åndsforladt samfund, hvor man kunne forestille sig psykisk sygdom var mere utalt end fysiske sygdomme (tyg lidt på den). Hvor man kunne forestille sig, folk som jeg, ikke følte de passede ind. Jeg mente det, da damen på jobcenteret siger til mig, man jo skal overveje hvor meget man vil sin branche, og jeg siger

”Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet”.

ps. Jeg forstår de vil skære ned på vores uddannelser, og det er jo sådan set meget fornuftigt, når ikke der er job til os. Men hvad med at skabe dem, job, i stedet?

Jeg har hørt fra Belinerkunstneren, som skriver, han vil være min tjener og tegne mine følelser, som jeg læser det. Hmm. Hvad svarer man på sådan en besked!?

by maitrosborg

Berliner Guide (til den kulturhungrende)

WP_000453

WP_000437

WP_000458

WP_000459

WP_000464

WP_000462

WP_000465

WP_000484

WP_000500

WP_000506

Kunst:
Sammlunng Boros
abc Berlin
KW (Kunst Werke)
Me Collectors Room
Positions Berlin
Hamburger Bahnhof

Musik og mad:
Neue Heimat (hver søndag)
Falafel i Kreuzberg.

Bøger, kunstbøger og magasiner:
Do you read me?
Buchandlung Walter König (hjemmesiden retfærdiggør den på ingen måde, opleves life).

Ps. et tip er at købe Exberliner, hvor man kan orientere sig omkring events og nye berlinertiltag.

by maitrosborg

Are you a strong woman? // Postkort fra Berlin

u-bahn

Den anden dag, da jeg for hundred syttende gang på en af mine distræte dage, havde taget toget i den forkerte retning, stod jeg på Alexander Platz i u- bahn og ventede på linje U5 til Samariter strasse, da en mand – feminin, klædt i sort og med let udtværet eyeliner– henvender sig. Han snakker tysk, et sprog jeg til dels forstår, men ikke mestrer at kommunikere andet end et par høflighedsfraser på (jeg øver mig dog).

Han snakkede lavt og hurtigt, så jeg blev nødt til at gøre ham opmærksom på min nationalitet – og bede om, at vi slog over i engelsk.

Manden er iransk kunstner, bosat i Tyskland. For tiden laver han et projekt om stærke kvinder. Jeg finder min notesblog og en kuglepen frem, hvor han noterer sit navn. Han spørger ”are you a strong woman?” og jeg svarer med et rødmosset ansigt, at sådan vil jeg da gerne betragte mig selv. Han komplimenterer mit udseende, siger han gerne vil bruge mig i forbindelse med sit projekt. Om vi skal tage en kop kaffe på Samariterstr. Jeg spørger hvorfra han ved, det er mit stop. Han griner bare og kører fingerne rundt ved sin tinding, mens hans illustrerer, at det ved han, fordi han er skør.

Jeg siger, at jeg skal hjem til min søster. Han insisterer, siger, at det bare behøver vare to -tre minutter. Vi står af sammen på Samariterstr. for at drikke en kop kaffe i u-bahneboden, hvor hans iranske kammerat serverer os to kopper kaffe, mens vi snakker, alle tre. Det viser sig, manden der servere os kaffen, har en bror og en søster i Skanderborg. Snakken falder derfor naturligt på Danmark. Samtalen foregår på engelsk, tysk og med nogle få danske ord. Kunstneren spørger til min fødselsdag, men inden jeg når at svare, har han afsløret, at jeg er født i februar og mit stjernetegn derfor er fisk. Ligesom hans. På en gang er jeg nysgerrige og skræmt, hvem er denne mand der stopper mig i u-bahn og udnævner mig som stærk kvinde (og muse)?

To be continued. Maybe.

by maitrosborg

At rumme andres følelser

tumblr_mxqbohhBqM1qbud1eo1_500

Hvorfor tiltrækkes vi af kunsten? Græder over et stykke musik, græmmes af et foto, påvirkes af en film?

Os, der i særlig grad opsøger kunsten, påstår vi forstår den, måske er vi i virkeligheden ofrer for vores egne begrænsninger, afhængig af folk, der kan udtrykke, hvad vi ikke selv kan. Fyldt op af alt det der ikke er sagt, ord som endnu ikke har taget form. Disse ord tager form i kunsten, i fotografiet, i filmen, i teksten etc. Tager form, ikke nødvendigvis som ord, men som følelser, en følelse vi har ledt efter, men som det ikke er lykkedes os at findes endnu. Og pludselig finder vi den, i dansen, i maleriet, i musikken etc. At kunne rumme andres følelser mere, bedre end man rummer sine egne. Derfor.

(Og finder man et udtryk for en følelse man har ledt efter, kan man vide sig sikker på, det i forvejen er udtrykt et andet sted en anden tid. Eller et andet sted samme tid. Mennesket har patent på at føle, og vi er mennesket. Altså føler vi, samtidigt eller det samme somme tider).

by maitrosborg

Ikke alle skatte burde være skjulte

Aarhus Godsbanegård

I mellem centrum, det man i en storby kunne kalde indre by, og banegården, ligger Godsbanen. Det er, som navnet antyder, en gammel godsbane. I dag er det meningen, at stedet skal fungere som den kulturelle navle i smilets by. Den navle hvorfra kulturen skal trække vejret. Her sætter kreative og kunstneriske personligheder hver dag deres aftryk, når de bruger stedet som værksted og/-eller kontor. Arkitektonisk skriger bygningerne på, at man famler, betræder og leger i og omkring den.

Hver dag på hverdagen kan man fornemme stedet får en lille puls. Men vejret trækkes i flere omgange og ikke altid samtidigt. Nysgerrigt forsøger man at blive klog på hvad naboen laver, og håber nysgerrigheden gengældes. Kunstarterne er mange, de flyder, og det er ikke altid man når at få fat i det ene, før det overtages af det andet.

Om aftenen og i weekenderne bliver pulsen meget lav eller forsvinder helt. Det er som om stedet hvisker mod byen. Som jo faktisk er lige dér. Stedet er en del af byen, men forsvinder ind i sig selv. I sin egen by. En by som endnu ikke har fået en puls. Til trods for den både synger, spiller, maler, skriver.

Byen i byen skriger på en puls, efter hver dag i hverdagen og weekenden. Er det ikke på tide, at vi giver den dét?

Ikke alle skatte burde være skjulte.

by maitrosborg

Hvad med Kulturen?

large

Ja, hvad egentlig med den. Hvorfor er det, at vi i Danmark endnu ikke har turde satse. Jeg mener virkelig satse. Man kan læse flere marketingsundersøgelser, der peger på, at kulturen faktisk er noget af det der skaber mest økonomisk vækst. Det er altså en myte, at man ikke kan tjene penge på kulturen og kunsten. Det kan man. Hvis man vil. Men hvornår tør vi satse? Hvornår tør vi prioritere kulturen, altså højt?

Ganske vist er kultur en underlig størrelse og kunst noget man ikke altid kan forstå. Men lad os i det mindste prøve. Den anden dag havde jeg et møde med en udlænding, som gav udtryk for hvor håbløst bagud Danmark er i forhold til at prioritere kunsten og kulturen. Det er som om, at den – altså kunsten – er mest ægte, hvis den er lidt hemmelig – og for eliten. Hvor vedkommende kommer fra, prioritere staten, at fx reklamer i det offentlig rum skal indeholde en vis procentdel kultur- sponsoreret, så også de mindre kulturelle tiltag har en chance. Kulturen er en del af samfundet, og det er den jo. Men en synlig del, kan man ikke just påstå den er endnu. Hvis den var, havde jeg et betalt job, formentligt. Lad os ikke være bange for, at tjene penge på kunsten.

by maitrosborg

#CPH ART//ART FAIR CPH

1270142_10152129852579256_909954159_o

I weekenden var København overtaget af kunst og mennesker som elsker kunst. Der var kunstfestival. Da jeg er en af de mennesker som elsker kunsten, var jeg der selvfølgelig også; til åbningsfesten på Kunsthal Charlottenborg (billede), til den internationelle messe i forum og til chart art fair i Charlottenborg.

Fredag var der CHART ART FAIR grand opening, hvor en række dj´s spillede op fra kl. 22 og hvor bandet Vinnie Who spillede live koncert. Udstillingen åbnede op om eftermiddagen og lukkede kl. 20, så vi nåede kun festen.

Lørdag tog jeg min veninde med til den internationalle messe i forum, hvor 59 gallerier fra nær og fjern var repræsenteret. Det siger sig selv, at man ikke kan rumme kunst fra 59 gallerier på én dag. Ens sanser bliver alt for mættede. Derfor koncentrede vi os om det kunst vi synes var mest interessant. Heldigvis var vi enige.  Bl.a. var vi enige om at kunstneren Peter Max- Jakobsen, som laver grafik og litografi havde et interesant udtryk. Henriette Hagelskjær er også en kunstner jeg vil holde øje med fremover. Og så har jeg fundet et visitkort på Black Square Gallery i Miami i min taske…

Om aftenen lagde jeg kunsten på hylden og spiste med ti skønne piger på tapasfabrikken. Bagefter drak vi drinks og dansede til vi ikke kunne mere.

Søndag tog jeg cyklen til nyhavn, hvor Charlottenborg havde 18 gallerier udstillede. Udstillingen fokuserede på moderne samtidskunst fra de nordiske lande. Fem københavnske gallerier  – Galleri Susanne Ottesen, Galleri Bo Bjerggaard, Andersen’s Contemporary, V1 Gallery and David Risley Gallery havde været kuratorer på udstillingen. Jeg havde virkelig høje forventninger, derfor var det nok også uundgåeligt at jeg blev skuffet. Der var lidt for langt mellem de virkelig gode værker. Eftersom det var de mest kompetente mennesker der stod bag, havde jeg forventet en udstilling hvor samtlige værker var særlige. Det var de ikke, men der var bestemt god kunst. Og så scorede jeg mig fem gratis plakater…

by maitrosborg

The Big B…

WP_000005

Efter 5 ugers fuldtidsarbejde tog jeg en tur til the Big B…Berlin, for at fejre min søsters toogtyvende år, se på kunst og koble af inden det atter går løs med jobsøgning.

Berlin har altid været lidt ambivalent for mig. Jeg ved hvad byen har at byde på, men sommetider føler jeg den gemmer det. Det tog mig noget tid at åbne op for det (det refererende til det megen kultur, stemningen af storby etc.). Men Berlin og jeg bliver mere og mere fortrolige for hver gang jeg besøger byen, den vokser på mig. Heldigvis.

Første dag fandt jeg mig til rette med en gåtur, en god kop kaffe og en god bog på en café i nabolaget Friedrichshain, hvor jeg var indlogeret i min søsters lejlighed.

Anden dag stod den på kunst. Jeg tog derfor til Hamburger Bahnhoff – museum für Gegenwart. Her købte jeg en kombi ticket, som gav adgang til den permanente udstilling samt særudstillingerne. Den permanente udstilling rummer en del Andy Warhol og Roy Lichtenstein, klassikere, som er god kunsthistorie, men som jeg efterhånden har set en del gange. Udover den permanente udstilling var der udstillingen body pressure – sculpture since the 1960s, en interessant udstilling som helt sikkert var pengene værd med bl.a. værker af Marina Abramovic og Paul McCarthy. Foruden var en særudstilling af Martin Kippenberger (sehr gut/ very gut) og en udstilling af Hilma af Klint. Sidstnævnte sagde mig intet, men Martin Kippenberger var et interessant – og komisk bekendtskab, en mand jeg for fremtiden vil holde øje med.

Efter at havde besøgt Hamburger Bahnhof tog jeg videre til Hackescher Markt (Spandauer Vorstadt), hvor jeg gik på jagt efter  C/O Berlin (the place for photography). Det lykkedes mig desværre ikke at finde stedet, da det viste sig at den adresse jeg havde læst mig til ikke længere var den eksisterende adresse.  C/O Berlin har jeg til gode til næste gang jeg besøger Berlin. Er en kæmpe fotokunst entusiast, så er sikker på vores bekendtskab nok skal blive gavnligt.

Da jeg ikke fandt C/O fandt jeg til gengæld nogle spændende gallerier i gaden Gipsstrasse og gaderne omkring. Her fandt jeg også Do You Read Me?? , en hyggelig lille butik som forhandler alverdens magasiner. Det var kærlighed ved første blik.

De resterende dage brugte jeg med min søster, god mad, hygge, gåture og en tur i bio, hvor vi så “This Is The End” – så åndssvag sjov en film.

WP_000006

På Berliner grund (Hamburger Bahnhoff).

WP_000009

En del af kunsten, kigger I godt efter kan I se Michael J og Bubbles (Paul McCarthy) i baggrunden.

WP_000011

En væg dekoreret af kunststuderende.

WP_000053

Fødselsdagsfejring.

WP_000008

by maitrosborg

Årets pressefoto 2012/13

Lørdag nåede jeg forbi Den Sorte Diamant for at se årets pressefoto 2012/2013. Udstillingen skuffede bestemt ikke, men særligt indtryk gjorde den udenlandske reportage af Lærke Posselt om små skønhedspiger, samt Sofie Amalie Klougarts maleriske fotos af en swingerklub, Marie Hald (årets pressefoto) fotos af den prostitueres hverdag, professionelt og privat. Thomas Freitags sportsfotos af fødder fotograferet efter endt Ironman var en sjov og anderledes idé, som fungerede. Nedenfor ses et udsnit af billederne (mine foretrukne).

Udstillingen er der desværre ikke længere, men besøg hjemmesiden her, og få overblik over de bedste pressefotos og fotografer i  2012/2013.

_rets_Pressefoto_20_727669yÅrets foto, Marie Hald

r_dt_vindue__697048y

Åben klasse, Sofie Amalie Klougart

20130301-152139-l_38mb

Årets sportsbillede, Thomas Freitag

TIL_BILLEDHJUL_-_BI_643326aReportage udland, Lærke Posset