Inspireret af en god veninde (som jeg lærte at kende igennem 6 mdr. ulønnet arbejde)

Som studerende, er frivillighed et ord man hører ofte. Frivilligt arbejde, et pænere ord for ulønnet arbejde, er din adgangsbillet til et job, når du er færdiguddannet. Det stiller dig ihvertfald foran de andre i køen, og pynter på CV`et. Ergo friviligt arbejde betaler sig, så at sige.

Men er det egentlig sandheden?
Jeg er selv en af de personer, som elsker at arbejde – og har arbejdet hårdt for ingen penge. Fordi jeg kan lide at arbejde, men også fordi jeg troede på, at erfaring skaber muligheder og giver jobs.
Men i mit tilfælde tæller praktikker og rapportskrivniger ikke som reelle erfaringer, for erfaringer får man først, når man har været på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse.
Desuden kæmper man en kamp, som er svær at vinde. Vi er mange der har ladet os overbevise om, at ulønnet arbejde betaler sig. Nu må vi sande, at det måske ikke er tilfældet. Tør man tænke tanken “udnyttede de mig?”. Jeg har tænkt tanken, jeg er også kommet med mange tanker, som skulle retfærdiggøre, at man måske er blevet udnyttet, men i sidste ende kan det jo ikke retfærdiggøres. Desværre.

Det er efterhånden 6 mdr. siden jeg modtog mit sidste eksamensbevis nogensinde, og lagde min identitet som studerende på hylden. Jeg troede, at det var slut med at arbejde for ingen penge. Eftersom det er hvad jeg har gjort de sidste 5 år. Jeg troede de 5 år på studiet sikrede mig en garanti for, at jeg var kompetent til at udføre et arbejde til en ordentlig løn. Hvis ikke, bør man så ikke overveje studiereformerne en ekstra gang?

Men tilsyneladende tog jeg fejl, for ifølge både A-kasse og konsulent er den måde jeg kommer i arbejde på gennem praktikker og løntilskud dvs. ulønnet arbejde. Praktikker og løntilskud er projektansættelse, som ikke garanterer dig nogen fremtid, altså ingen fastansættelse og herved ingen løn. Men har man noget valg? Nej, så længe vi er mange, der er bange. Bange for et tomt CV, bange for manglende erfaring eller at ryge bagerst i bunken, så lader vi os udnytte, og arbejder til ingen penge. Men er det fair?

Jeg har brugt 5 år på at læse. Ved siden af studierne har jeg forsøget mig ved tjenerjobs, men for at være klar til arbejdsmarkedet har jeg slået til, når relevante projekter og praktikker har budt sig.
Nu er jeg klar til arbejdsmarkedet, men må se “mine” stillinger gå til praktikker. For i kulturindustrien er frivilligheden en særlig instans, nærmest en selvfølge. Har man valgt en karriere baseret på interesser, så må man tilsyneladende tage konsekvensen og arbejde gratis. Kan det virkelig passe?

Jeg tager ordene i min mund, og siger det som det er “jeg føler mig udnyttet”.