For en måneds tid siden var jeg til opfølgningsmøde hos mit konsulentfirma (der fungerer som mit job-center, som A-kassen har udliciteret mig til. Hurra for det). Her valgte jeg at gå til bekendelse. Det er hårdt at være jobsøgende, eller mere korrekt – det er hårdt ikke at have et job, og ikke at vide, hvornår det kommer. Det var en befrielse at lade ærligheden tage over evigoptimisten, og det gav bonus. For vi var, eller er, jo alle i samme situation, og alle havde følt, tænkt eller handlet som jeg. Vores jobsøgning og desperate forsøg på noget at lave, blev hurtigt til noget, vi sammen kunne grine af. Nedenfor har jeg lavet en liste over ting, som kan ske eller sker, som jobsøgende (tyvstjålet med inspiration fra de andre jobsøgende).

•  Det sker, at man ender i sine sweatpants hele dagen – uden det går op for én, førend kæresten pointerer det, og man griner af situationen
• Det sker, at man udgiver sig for at være studerende, når man er tilpas træt af at forklare hvorfor man er ledig, og at ja, man har undersøgt alle muligheder og søgt alle job
• Det sker, at man bliver så desperat, at man på sine grædende knæ tigger og be´r om et job – hvor de ikke behøver betale dig!
• Det kan ske, at du undviger sociale arrangementer, fordi det er for uoverskueligt at forklare, hvad “du laver”…

Gode råd til andre ledige, mød folk i samme situation – del råd og erfaring, og grin for hulen. Grin af det (evigoptimisten lever åbenbart stadig derinde).