I et glemt kvarter, er jeg levende

Et øjeblik glemmer jeg, at det er vinter, at vi er i februar, og lader lyset strømme igennem mig, udefra og ind, hvis ikke indefra og ud. Jeg spejler mig i mennesker, jeg er tryg ved. Senere forsøger jeg at fange et blik, men får i stedet øje på mig selv. En alkoholisk mand dukker op midt i historien og hilser fra Aarhus. Og selvom jeg aldrig har set ham før, kender jeg ham. Den fulde mand forsvinder ud af historien og en ny begynder. Nu sidder vi ned, lader lyd og ord strømme igennem os, i et fælles åndedræt. Jeg er en række sekunder fuldt efter hinanden, og overvældes endnu engang af livet. Lader musikken udtrykke det, jeg ikke selv er i stand til. Lader andres ord blive til mine, som de forsvinder ud i rummet og gribes af os, der tør eller er i stand til at tage i mod. Selvom jeg ikke kender menneskerne på scenen, er vi de samme. I forskellige kroppe og køn. Onkel Frankie fx. Alt dette spiller ingen rolle på en søndag, denne søndag.

 

Det var rasende, rasende smukt. Tak til i særdeleshed Theis Ørntoft, Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter for at fremprovokere følelser på en februarsdag. Og tak til Nikolaj Nørlund og Pia Juul.

(jeg har tyvstjålet sætninger i dette indlæg – fordi de er gode!).

Puberteten

puberty-1894.jpg!Blog

Kom råber de, og jeg løber efter dem, men indser, at jeg ikke kan følge med. Så de andre kommer først, mens de råber ja og amen. Min røv vokser ud af bukserne og laver strækmærker på lårene, så jeg ruller fjorten kilometer og taber mig ti, så ingen kan gennemskue, at huden er sprukket under bukserne. Jeg får bøjle og lige tænder. Og en dag da jeg er på toiletter, er mine trusser farvede. Jeg viser det til Lise, og sådan så hendes også ud i sidste uge, så vi finder et bind og erklærer os for kvinder, mens vi synger med på Spice Girls og ”Do you wanna be my lover?”. Jeg finder en dreng, som kan slukke alle mine forventninger og farve mit ansigt rødere end mine trusser. Jeg køber en bluse med skriften ”heartbreaker”, for jeg drømmer om at være hende der knuser hjerter, og ikke hende hvis hjerte bliver knust. Jeg drømmer om at blive set, eller også drømmer jeg om at være usynlig. Mit ansigt blusser og jeg efterlader svedskjoler under mine ærmer. Jeg kravler langs væggen og jeg fører mig frem og fylder midt på gangene, så ingen andre kan passere. Jeg skriver en tekst om at være teenager, og da man kommer til passagen om, jeg hellere ville være hjemme en lørdag aften end vandre rundt i byen for at dukke op til en fest, jeg ikke er inviteret til, føler nogen at der skal reageres. Ordene t.a.b.e.r. giver genklang i lokalet, indtil drengen, som man har valgt at definere som cool, fordi han ryger i rygeskuret og hænger ud med folk, der er ældre end ham , vender sig og tysser . Og i det sekund tilgiver jeg min lærer for at fremlægge sider af mine dagbog. Jeg rejser til partyøer og lader folk hælde drinks på mig og fylde mig med komplimenter, så jeg når jeg kommer hjem kan føle, jeg er noget værd, mit selvværd gøres op i drinks. Jeg danser på baren med mine veninder og vi insisterer på at blive ved til folk genkender os og siger hej og hola, når vi nat efter nat indtræffer os i det miljø, som absolut intet har at gøre med det lokale. Og jeg vender hjem og lader folk fylde mig med forventninger og ambitioner, og insisterer på at høre til, når jeg dag efter dag indtræffer mig i et miljø, der absolut intet har at gøre med det lokale.

 

Hej, jeg (er en) blogger!

WP_000720

I 2013 lancerede jeg en blog. Min blog. Det var en indskydelse, der udsprang af en rastløshed. Jeg var færdiguddannet og uden job med masser af tid, men intet at bruge den på. Min tanke var at bloggen skulle hedde rastløs for at symbolisere den tilstand, jeg befandt mig i, og nok altid befinder mig i. Navnet var optaget og blev derfor til rastløsetanker. Den første darling slået ihjel, lige der, inden bloggens første indlæg. Automatisk blev omdrejningspunktet for bloggen den svære kamp, man som nyuddannet humanist bliver en del af i jagten på jobbet. Jeg tilsluttede mig koret af klagesange og kronikker, der alle handlede om, hvor svært det hele er. Tag ikke fejl, det er svært. Pissesvært! At skulle forsvare de valg, man træffer. Forsvare hvorfor man ikke kan stille sig tilfreds med en mindsteløn og en tilfældig tjans. Men bloggen vidste sig at blive et frirum, hvor jeg kunne ytre mine tanker (måske navnet var meget passende alligevel?). Dagen jeg lagde en tekst ud som mennesket og ikke humanisten (til trods for disse unægteligt hænger sammen, misforstå ej), var interessen større end nogensinde. Måske var det temaet kærlighed. Men jeg tog chancen og fandt en ny retning for min blog og følte samtidig, jeg fandt hjem. Tekst har altid været en del af mig, og at være privilegeret at få lov at dele den – min tekst – med mennesker, som sætter pris på det, er det mest motiverende nogensinde. Nu mangler jeg bare modet til at stå ved, at jeg mener det her, skriveriet, temmelig seriøst. Fx kigger jeg i min kalender for at se, hvornår jeg har tid til at arbejde. Min hjerne er begyndt at definere disse blogindlæg, og diverse andre tekststykker jeg skriver på, som arbejde. Et arbejde der skal gøres og som jeg ikke kan lade være med at lave. Problemet er, jeg ikke tør vedkende mig, hvor seriøs jeg i grunden er. Hver gang jeg vover pelsen (for det er virkeligt grænseoverskridende) og fortæller folk, at jeg skriver, bliver det efterfulgt af et skævt smil eller en svada om, det jo mest er for mig selv bla bla bla. I særdeleshed er jeg ikke meget for at stå ved, at det hele foregår på en blog. At jeg er blogger. Det vil jeg forsøge at ændre nu. For at blive taget seriøst skal man vel også tage sig selv seriøs – i en vis grad? Så her er det:

Hej, mit navn er Mai og jeg har en blog, hvor jeg skriver!

Jeg har siden barnsben skrevet om alt og alle, jeg har brugt utallige timer på at lægge på knæ og udføre havearbejde alt imens jeg interviewede mig selv om alt og intet, så jeg en dag kunne svare på de spørgsmål, jeg ville blive stillet eller stillede mig selv. Navlepillende og narcissistisk muligvis, men drømme kan man ikke løbe fra….

 

Hvis jeg var mig selv, som en anden (udkast til en ansøgning…)

failure-is-success-in-progress_1x
Ae mig, for jeg er sårbar. nej skub mig, for jeg vil frem. Denne tekst er endnu en test. Et bevis på om, jeg kan eller ikke kan det, jeg drømmer om at kunne. Mit selvbillede og min selvopfattelse afhænger af, hvad der står i det papir, I sender mig.
Det startede i folkeskolen, da man fortalte mig, jeg knap kunne lægge to og to sammen. I dag er jeg  næsten sikker på, det er fire. Og man fortalte mig, jeg kunne udtrykke mig – på skrift. Derfor skrev jeg morgen, dag, nat. Dommen var fældet, så jeg turde godt. Da jeg havde én fejl (stregen over ét er afgørende) for meget til diktatteksten, så man bort fra det, og bød mig fortsat velkommen i de dygtigste rækker. Mine stile blev læst højt ved pulten, og mine skolehjemsamtaler var som gode jobsamtale, hvor jobbet var mit. Jeg kunne se en fremtid, min fremtid må man formode. Senere fik vi en ny lærer. Han var ikke helt så imponeret, indtil jeg krængede min sjæl ud på pairet, efterlod striber af sved, blod og teenagertårrer. Det fik ham overbevidst. Han delte svedet og blodet med andre, og lod mig beholde tårrene.
Så kom vi til gymnasiet. Her beholdt jeg min sjæl for mig selv, og skrev i stedet om andres. Men da jeg ikke kunne besidde andre sjæle end min egen, gik det helt galt. Min lærer var slet ikke imponeret. Så jeg vendte tilbage til min egen sjæl, da jeg forlod de andres, og gymnasiet. Men fordi mine tests ikke viste, jeg var blandt de dygtigste længere, gemte jeg mine ord, for senere at opdage, de ikke kan gemmes.

Middag med mennesker (nytårsmiddag med madrouletten)

B6MKr78IEAAGV3c

Mest af alt har jeg lyst til at hoppe ind, hoppe ned og hoppe ud i det nye år fra en gammel slidt sofa i et sommerhus omgivet af de få nærmeste. Da det ikke kan lade sig gøre, hopper jeg ind og ud i det nye år med fem mennesker, jeg aldrig i mit liv har set før. En sen aften klikker jeg, at jeg deltager til en middag, som starter lidt i seks og slutter lidt i fire (men det ved jeg selvfølgelig ikke endnu). Desserten står jeg og en anden kvinde for. Vi får det koordineret, så vi kan lave hver vores halvdel og nøjes med at sammensætte til en helhed 20 minutter inden vi sammen følges til et hjem, vi ikke kender. Nytårsdag, da jeg har fået fri, klædt mig på og glattet ud med pensler og farver, banker det på min dør. Da jeg bor i en etværelses, træder man direkte ind i mit soveværelse, min stue og mit køkken. Her er jeg. Velkommen. Vi smækker de to halvdele sammen og beundrer helheden. Næste gang vi banker på, er det i en toværelses tæt på. Værten tager imod os, og vi får stukket en drink i hånden og hilst på de tre gæster, som allerede er kommet. Alle kender ingen. Vi tænder tv’et og dronningen bliver bindeleddet i vores monarki, som senere bliver forvandlet til demokrati, hvor alle har noget at byde ind med og skulle have sagt. Vi spiser og vi snakker og vi drikker, som kendte vi allerede hinanden. Eller måske ikke, vores møde er uforbeholdent. Vi har ingen kendskab og derved ingen forventninger til dem, der sidder overfor os. Jeg stiller mig spørgsmålet, ville jeg selv have opsøgt disse mennesker? Og bliver enig med mig selv om, svaret er lige gyldigt. Jeg er her, nu. Jeg befinder mig i køkkenet, da jeg får øjet på uret over døren, som peger på lidt i 00.00. Vi finder champagnen frem og de hjemmebagte kager (ikke mit hjemmebag), popper flasken og skåler med hinanden i ønsket om et godt år, mere smalltalk bliver der ikke talt denne aften. Vi finder frakkerne frem og går ned på gaden for at møde det nye år til brag og farver og en lille smule frygt. Vi fryser og fortsætter festen indenfor, til værten gaber og gerne vil i seng. Vi bliver enige om, det har været en god aften, og vi måske skal lave flere middage og mere mad, man taler i hvert fald om det, da vi sammen bevæger os ned mod byen. Jeg takker af og drejer rundt. Tænker det har været en god start på et nyt år, selvom jeg vist nok blev kaldt flabbet. Siden er der tikket venneanmodninger ind, så helt slemt kan det ikke have været.

Madrouletten er et initiativ startet af to unge århusianere. På deres hjemmeside kan man tilmelde sig diverse middagsarrangementer, hvis man har mod på og lyst til at lære nye mennesker at kende eller er træt af at spise alene. Tjek det ud.

Billedinfo: Billedet er fra en bog, jeg fandt på mit job nytårsdag med en lille nytårsbesked inden i. Passende til anledningen, så selvfølgelig måtte jeg have den – hvis ikke kun for det flotte tryk.

Fire bryllupper og én begravelse (farvel 2014)…

 

WP_000131

klokkerne ringer og bruden smiler om kap med solen, for enden af kirkegulvet venter gommen, og sådan gik det en, to, tre, fire gange i år, at kirkeklokkerne ringede, og jeg måtte tro på, at kærligheden eksisterer, tage den med og bringe den videre til den – eller de – dage, tvivlen kommer. Ja og ammen, vi fejrede og vi græd, og vi elsker, livet og hinanden. Pludselig ringer klokkerne igen, solen skinner ikke længere og det er blevet køligere. Vi samles om et sidste farvel, smider roser på graven og græder, vi fejrede livet og hinanden, mødet vi fik lov at få og historierne, vi kan tage med videre. Og jeg tænker, at døden er en underlig størrelse. Den kommer som et lyn fra en verden, som er så uretfærdig og modbydelig. Den kommer snigende, forvandler mennesker du holder af, så du langsomt ikke kan kende dem igen. Og den kommer, når det er tid til at takke og sige farvel for alle de år, man har haft, den familie, man har kendt. Døden kan være til at leve med, trods alt. 2014, du forsøgte det bedste du kunne, at tage modet fra mig ved at putte mig i en kasse og klistre mærkaten ”arbejdsløs” på,  lægge skemaer og lave regler, som var jeg stadig hjemmeboende. Du bliver ved at sende mig mail med emnefeltet ”afvist”. Jo mere du prikker til mig og putter mig i kasser, jo hårdere kæmper jeg for at slippe ud. Jeg beslutter mig derfor for, jeg hellere vil være arbejdsløs akademiker end afhænge af regler og dagpengesystemer, så jeg melder mig ud for at melde mig ind, i klubben af folk med høje uddannelser og lave lønninger. Du gør alt for at trække mig ned, men jeg beviser, jeg kan holde mig oven vande, for heldigvis har jeg lært at svømme i modstrøm. Og jeg beslutter og jeg bestemmer, at livet er mit og det er mig, der skal leve det. Så jeg skriver og jeg skriver – og jeg kan ikke stoppe igen. I involveres, får indblik i noget, jeg aldrig troede, I skulle blive en del af. Men det virker, jeg får lyst til at fortsætte. Og det vil jeg gøre, så TAK for det!

Rigtig, rigtig godt nytår. Må det nye år bringe jer mange gode oplevelser. Vi ses i 2015!

En hyldest til Suzanne

5750370-klementiner

Jeg opfanger ikke alt, hvad hun siger. Men jeg opfanger det, da hun siger, vi gør noget for samfundet, bare ved at stå her og servere kaffe. Det er min anden dag på jobbet, og det undrer mig, især efter mælkeskummeren er stukket af og bønnerne fra kaffekværnet er over det hele, at jeg allerede skal føle mig nyttig i samfundet, efter to dage på job. Jeg har mødt flere stamgæster, end jeg kan holde styr på. Hun er ikke en af dem, endnu, men hun er snaksaglig. Fortæller hun startede en af de første kvindeforeninger herhjemme, det kan vi godt lide, bliver vi enige om, som vi står tre kvinder bag disken og skubber røven tilbage og brysterne frem, som for at understrege, vi mener det sgu, girlpower! Det virker, for hun lægger mærke til en af vores taljer, den mindste. Sådan en havde hun også en gang, fortæller hun. Men det er længe siden, og hører en anden tid til. Nå, men nu læner hun sig ind over bordet og spørger, om vi kan holde på en hemmelighed. ”JA”, lyder det lidt for højt og hurtigt fra mig, som indtil videre har holdt mig i baggrunden og observeret og nikket til det, der blev sagt og gjort. Så det virker ret mærkværdigt, og sådan føler jeg, da det slår mig, hvor højt og hurtigt, jeg reagerede, på så typisk et spørgsmål. Hemmeligheden er, hun har pyntet op til jul. Vi er i starten af november! Faktisk har hun ikke kun pyntet op, hun har også købt julepynt, som hun viser, og insisterer på passer sammen med taljen. Den lille fine julestjerne og den smalle talje, det er en sejr for julen og for kvinderne. Helt ærligt, så fortryder jeg mit udbryd, for julepyntning i november, er ikke den hemmelighed, jeg håbede på. Om natten kan jeg ikke falde i søvn og opdager, det er fuldmåne. Jeg kyssede engang en mand ved fuldmåne (og igen ved næste fuldmåne), derfor kommer jeg til at tænke på ham. Jeg forbander mine tanker og ham og de søvnløse nætter langt væk. Jeg skubber røven tilbage og brysterne frem, mine våben, og husker det, girlpower! Jeg behøver sgu da ingen mand. Næste dag finder jeg julepynten frem, laver risengrød og køber klementiner.

Og i dag er søndag, så jeg vågner alt for sent, og stiller mig selv spørgsmålet, hvad er for sent? Jeg lægger planer for at bryde dem, og jeg tænker for mange tanker, så jeg tager opvasken og kigger på min LinkedIn, min Facebook og min Twitter, men bliver svimmel af at se på alle de smukke mennesker og alle de fine titler, hvor én ofte ikke er fyldestgørende, og får lyst til at krybe tilbage i seng. I stedet mødes jeg med en veninde over en kop kaffe for at overtage nogle af hendes tanker. På vejen hjem køber jeg bland-selv-slik for en million kroner, og spiser det hele på to minutter, mens jeg ser en dokumentar om Suzanne Brøgger, den krukke. Hun forstår, girlpower. Eller søndag. Eller tanker, der er.

 

 

 

 

 

Are you a strong woman? // Postkort fra Berlin

u-bahn

Den anden dag, da jeg for hundred syttende gang på en af mine distræte dage, havde taget toget i den forkerte retning, stod jeg på Alexander Platz i u- bahn og ventede på linje U5 til Samariter strasse, da en mand – feminin, klædt i sort og med let udtværet eyeliner– henvender sig. Han snakker tysk, et sprog jeg til dels forstår, men ikke mestrer at kommunikere andet end et par høflighedsfraser på (jeg øver mig dog).

Han snakkede lavt og hurtigt, så jeg blev nødt til at gøre ham opmærksom på min nationalitet – og bede om, at vi slog over i engelsk.

Manden er iransk kunstner, bosat i Tyskland. For tiden laver han et projekt om stærke kvinder. Jeg finder min notesblog og en kuglepen frem, hvor han noterer sit navn. Han spørger ”are you a strong woman?” og jeg svarer med et rødmosset ansigt, at sådan vil jeg da gerne betragte mig selv. Han komplimenterer mit udseende, siger han gerne vil bruge mig i forbindelse med sit projekt. Om vi skal tage en kop kaffe på Samariterstr. Jeg spørger hvorfra han ved, det er mit stop. Han griner bare og kører fingerne rundt ved sin tinding, mens hans illustrerer, at det ved han, fordi han er skør.

Jeg siger, at jeg skal hjem til min søster. Han insisterer, siger, at det bare behøver vare to -tre minutter. Vi står af sammen på Samariterstr. for at drikke en kop kaffe i u-bahneboden, hvor hans iranske kammerat serverer os to kopper kaffe, mens vi snakker, alle tre. Det viser sig, manden der servere os kaffen, har en bror og en søster i Skanderborg. Snakken falder derfor naturligt på Danmark. Samtalen foregår på engelsk, tysk og med nogle få danske ord. Kunstneren spørger til min fødselsdag, men inden jeg når at svare, har han afsløret, at jeg er født i februar og mit stjernetegn derfor er fisk. Ligesom hans. På en gang er jeg nysgerrige og skræmt, hvem er denne mand der stopper mig i u-bahn og udnævner mig som stærk kvinde (og muse)?

To be continued. Maybe.

Når tiden er alt, man har

Time

Hvis det er sandt at kloge mennesker aldrig keder sig, er jeg ikke særlig klog. For jeg keder mig, i mit eget selskab, hvis jeg er alene for lang tid eller har for meget tid. Jeg trives bedst med en booket kalender, aftaler og forpligtelser.

At være jobsøgende og have det sådan med tiden er uforlignelig. Konstant genopfinder man sin dag, lægge planer, opfinder forpligtelser. Denne blog er et udmærket eksempel, en opfindelse, en forpligtelse, noget at stå op til.

Jeg ved der er mange der ville være jaloux på den ekstra tid, som vi jobsøgende har. Og jeg forstår. Men når du bor i en ét – værelse, kan du ikke udfylde dagene med rengøring, jobsøgning og madlavning eller motion. Du må finde på, og det gør jeg. Jeg har lært at prioritere det, jeg tidligere ikke har haft tid til; at tegne, at skrive og at læse. Tegne for at se, skriver for at glemme – eller huske? Læse for at forstå – eller forstå, hvad jeg ikke forstår. At tegne bl.a. croquis giver mig en fordybelse, jeg efterhånden sjældent når, og det samme gør bøgerne og ordene. Den fordybelse vil jeg tage med mig, når jeg finder jobbet, og jeg vil huske at værdsætte at tiden var alt jeg havde engang.

Tid til mine mange ture på biblioteket (især markedshylden “Sidegaden” med nyere litt. fra indland – og udland), hvor jeg har gjort gode opdagelser ( et tip til andre jobsøgende eller jer der prioritere tid til at læse). Læs fx Marguerite Duras ”Sommeren 80”, Christina Hesselholdts ”Du, mit du” (el. andet af hende), Martin Kongkildes ”Komedier 5100s”. Tid til at lave en blog. Tid til at samle tegneudstyret og smutte forbi byhøjskolen til en croquisaften, eller sende mails til gallerier og foreslå croquis events. Blot en opfordring, hvis du ligesom jeg, gerne vil glemme tiden. Den som føles lang vel at mærke.

Eller gå en tur i efteråret, det inspirerer. I hvert fald i min hver – dag.

I dag er det forresten lykkedes mig at sende to jobansøgninger afsted, den ene på opfordring af nogle søde kursister, som jeg besøgte forleden. De mente ikke det var nok kun med et besøg, derfor gik jeg hjem og skrev til chefen, og nu er ansøgningen sendt.

 

 

 

At rumme andres følelser

tumblr_mxqbohhBqM1qbud1eo1_500

Hvorfor tiltrækkes vi af kunsten? Græder over et stykke musik, græmmes af et foto, påvirkes af en film?

Os, der i særlig grad opsøger kunsten, påstår vi forstår den, måske er vi i virkeligheden ofrer for vores egne begrænsninger, afhængig af folk, der kan udtrykke, hvad vi ikke selv kan. Fyldt op af alt det der ikke er sagt, ord som endnu ikke har taget form. Disse ord tager form i kunsten, i fotografiet, i filmen, i teksten etc. Tager form, ikke nødvendigvis som ord, men som følelser, en følelse vi har ledt efter, men som det ikke er lykkedes os at findes endnu. Og pludselig finder vi den, i dansen, i maleriet, i musikken etc. At kunne rumme andres følelser mere, bedre end man rummer sine egne. Derfor.

(Og finder man et udtryk for en følelse man har ledt efter, kan man vide sig sikker på, det i forvejen er udtrykt et andet sted en anden tid. Eller et andet sted samme tid. Mennesket har patent på at føle, og vi er mennesket. Altså føler vi, samtidigt eller det samme somme tider).