Kom råber de, og jeg løber efter dem, men indser, at jeg ikke kan følge med. Så de andre kommer først, mens de råber ja og amen. Min røv vokser ud af bukserne og laver strækmærker på lårene, så jeg ruller fjorten kilometer og taber mig ti, så ingen kan gennemskue, at huden er sprukket under bukserne. Jeg får bøjle og lige tænder. Og en dag da jeg er på toiletter, er mine trusser farvede. Jeg viser det til Lise, og sådan så hendes også ud i sidste uge, så vi finder et bind og erklærer os for kvinder, mens vi synger med på Spice Girls og ”Do you wanna be my lover?”. Jeg finder en dreng, som kan slukke alle mine forventninger og farve mit ansigt rødere end mine trusser. Jeg køber en bluse med skriften ”heartbreaker”, for jeg drømmer om at være hende der knuser hjerter, og ikke hende hvis hjerte bliver knust. Jeg drømmer om at blive set, eller også drømmer jeg om at være usynlig. Mit ansigt blusser og jeg efterlader svedskjoler under mine ærmer. Jeg kravler langs væggen og jeg fører mig frem og fylder midt på gangene, så ingen andre kan passere. Jeg skriver en tekst om at være teenager, og da man kommer til passagen om, jeg hellere ville være hjemme en lørdag aften end vandre rundt i byen for at dukke op til en fest, jeg ikke er inviteret til, føler nogen at der skal reageres. Ordene t.a.b.e.r. giver genklang i lokalet, indtil drengen, som man har valgt at definere som cool, fordi han ryger i rygeskuret og hænger ud med folk, der er ældre end ham , vender sig og tysser . Og i det sekund tilgiver jeg min lærer for at fremlægge sider af mine dagbog. Jeg rejser til partyøer og lader folk hælde drinks på mig og fylde mig med komplimenter, så jeg når jeg kommer hjem kan føle, jeg er noget værd, mit selvværd gøres op i drinks. Jeg danser på baren med mine veninder og vi insisterer på at blive ved til folk genkender os og siger hej og hola, når vi nat efter nat indtræffer os i det miljø, som absolut intet har at gøre med det lokale. Og jeg vender hjem og lader folk fylde mig med forventninger og ambitioner, og insisterer på at høre til, når jeg dag efter dag indtræffer mig i et miljø, der absolut intet har at gøre med det lokale.