På min Linkedin er jeg medlem af gruppen Jobsøgende Akademikere, og den anden dag dukkede der et link op der fangede min opmærksomhed. Overskriften “Se muligheder i dine identiteter”, er sigende for en arbejdsløs akademiker som jeg selv. Ja nok bare en arbejdsløs i virkeligheden. For det sker, at når ens hverdag ikke er omkredset en bestemt funktion dvs. et job, et studie etc., så føler man sig identitetsløs og man har svært ved at forklare andre, hvad man er. Men kan det virkelig passe, at man kun har en identitet og at denne identitet er dit erhverv eller dit job? Fandeme nej! Jeg er ikke hvad jeg gør, jeg er hvad jeg er. Mit (kommende) job er bare en af de mange identiteter, som er med til at forme mig som individ. Så her er en opfordring til alle, undlad at starte næste samtale med “hvad laver du?” (underforstået hvori består dit arbejde).
Category / Rastloese Tanker
Al-tid eller ingen tid…
På trods af manglende struktur på hverdagen samt en masse tid kun til mig, forsvinder den – altså tiden – forbløffende hurtigt. En side af mig, finder dette fortrøstningsfuldt, mens en anden side finder det skræmmende. Siden, som finder det fortrøstningfuldt, er den side, som ikke kan klare ensomhed og tomme dage. Siden, som finder det skræmmende, er den som tænker på hvor mange mdr. jeg nu har været jobsøgende – altså arbejdsløs. Uden arbejde. Det er forskellen mellem al tid og ingen tid, der er afgørende.
Tidens flygtighed er ligeledes grunden til, at jeg ikke har opdateret denne blog længe. Siden sidst har jeg været til jobsamtale på Øregaard Museum ang. et løntilskud på 6. mdr. (endelig én af de udvalgte). Jeg har besøgt Amager Bio (Kurt Vile) og Vesterbro (Culture Works@Distortion). Alt i alt en dejlig tid, hvor sommeren har gjort sit endelige indtog -og jobsituationen bliver sværere og sværere at holde i fokus.
Jeg fik desværre ikke løntilskudstillingen hos Øregaard Museum, men jeg havde en dejlig oplevelse med samtalen, og føler ikke jeg kunne have præsteret mere, hvilket jo selvfølgelig både er en god og dårlig ting, når jeg i sidste ende blev valgt fra. Jobbet gik til én, hvis kernekompetencer var indenfor området, og som havde flere års erfaring (selvfølgelig…). Men jeg opdagede Øregaard Museum, et museum jeg helt sikkert vil holde øje med i fremtiden. Tjek det ud!
Min jobsøgning blev sat på stand by, da mit fokus udelukkende var på samtalen og på jobbet, som et af de få jeg endnu er kommet tættest på. Jeg prøvede at fokusere på fortsat jobsøgning, men forgæves. Nu er det et overstået kapitel og jeg skal atter fokusere på ansøgninger og på at skaffe mig endnu en samtale, løntilskud eller ej.
Nedenfor ses lidt billeder fra de seneste par dage med sommer, koncerter og smukt selskab.
Tilbage på skolebænken, er det en god idé?

Når du er nyledig, så forbered dig på, at både A-kasse og jobcenter/konsulentfirma vil tale dig fra 6 ugers kurser. Statistikker viser nemlig, at de der ender på skolebænken skubber udsigterne til job længere frem. Hvad statistikken derimod ikke viser er, at os ledige, har brug for at blive motiveret. For at have forpligtelse overfor andre, og vi har brug for noget at stå op til. Det kan godt være der er mere netværkspotentiale i frivilligt arbejde, praktikker og løntilskud. Men jeg er træt af usikkerhed og nederlag, og med kursus ved jeg hvad jeg får – udvidede kompentencer, noget at stå op til og en motivation for fortsæt at kæmpe i jobjunglen.
Min konsulent gav mig nogle råd til hvordan han skifter mellem tre “kasser”. Henholdsvis hjerte, hjerne og sværd. Når noget bliver hårdt, så skal man gribe sværdet og ikke lade sig styre af hjertet, for så bliver man slået ud. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg kæmper, men jeg kæmper ikke blot med sværdet -også med hjertet og hjernen. Derfor ved jeg, at jobbet er på vej. Om det så er 6 uger længere ude i fremtiden og jeg er 6 uger klogere og mere kompetent…
Kæmp for hulen, kæmp for det du brænder for.
At arbejde for ingen penge, om frivillighed
Inspireret af en god veninde (som jeg lærte at kende igennem 6 mdr. ulønnet arbejde)
Som studerende, er frivillighed et ord man hører ofte. Frivilligt arbejde, et pænere ord for ulønnet arbejde, er din adgangsbillet til et job, når du er færdiguddannet. Det stiller dig ihvertfald foran de andre i køen, og pynter på CV`et. Ergo friviligt arbejde betaler sig, så at sige.
Men er det egentlig sandheden?
Jeg er selv en af de personer, som elsker at arbejde – og har arbejdet hårdt for ingen penge. Fordi jeg kan lide at arbejde, men også fordi jeg troede på, at erfaring skaber muligheder og giver jobs.
Men i mit tilfælde tæller praktikker og rapportskrivniger ikke som reelle erfaringer, for erfaringer får man først, når man har været på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse.
Desuden kæmper man en kamp, som er svær at vinde. Vi er mange der har ladet os overbevise om, at ulønnet arbejde betaler sig. Nu må vi sande, at det måske ikke er tilfældet. Tør man tænke tanken “udnyttede de mig?”. Jeg har tænkt tanken, jeg er også kommet med mange tanker, som skulle retfærdiggøre, at man måske er blevet udnyttet, men i sidste ende kan det jo ikke retfærdiggøres. Desværre.
Det er efterhånden 6 mdr. siden jeg modtog mit sidste eksamensbevis nogensinde, og lagde min identitet som studerende på hylden. Jeg troede, at det var slut med at arbejde for ingen penge. Eftersom det er hvad jeg har gjort de sidste 5 år. Jeg troede de 5 år på studiet sikrede mig en garanti for, at jeg var kompetent til at udføre et arbejde til en ordentlig løn. Hvis ikke, bør man så ikke overveje studiereformerne en ekstra gang?
Men tilsyneladende tog jeg fejl, for ifølge både A-kasse og konsulent er den måde jeg kommer i arbejde på gennem praktikker og løntilskud dvs. ulønnet arbejde. Praktikker og løntilskud er projektansættelse, som ikke garanterer dig nogen fremtid, altså ingen fastansættelse og herved ingen løn. Men har man noget valg? Nej, så længe vi er mange, der er bange. Bange for et tomt CV, bange for manglende erfaring eller at ryge bagerst i bunken, så lader vi os udnytte, og arbejder til ingen penge. Men er det fair?
Jeg har brugt 5 år på at læse. Ved siden af studierne har jeg forsøget mig ved tjenerjobs, men for at være klar til arbejdsmarkedet har jeg slået til, når relevante projekter og praktikker har budt sig.
Nu er jeg klar til arbejdsmarkedet, men må se “mine” stillinger gå til praktikker. For i kulturindustrien er frivilligheden en særlig instans, nærmest en selvfølge. Har man valgt en karriere baseret på interesser, så må man tilsyneladende tage konsekvensen og arbejde gratis. Kan det virkelig passe?
Jeg tager ordene i min mund, og siger det som det er “jeg føler mig udnyttet”.
Kunsten at stå op….til noget
For en måneds tid siden var jeg til opfølgningsmøde hos mit konsulentfirma (der fungerer som mit job-center, som A-kassen har udliciteret mig til. Hurra for det). Her valgte jeg at gå til bekendelse. Det er hårdt at være jobsøgende, eller mere korrekt – det er hårdt ikke at have et job, og ikke at vide, hvornår det kommer. Det var en befrielse at lade ærligheden tage over evigoptimisten, og det gav bonus. For vi var, eller er, jo alle i samme situation, og alle havde følt, tænkt eller handlet som jeg. Vores jobsøgning og desperate forsøg på noget at lave, blev hurtigt til noget, vi sammen kunne grine af. Nedenfor har jeg lavet en liste over ting, som kan ske eller sker, som jobsøgende (tyvstjålet med inspiration fra de andre jobsøgende).
- Det sker, at man ender i sine sweatpants hele dagen – uden det går op for én, førend kæresten pointerer det, og man griner af situationen
- Det sker, at man udgiver sig for at være studerende, når man er tilpas træt af at forklare hvorfor man er ledig, og at ja, man har undersøgt alle muligheder og søgt alle job
- Det sker, at man bliver så desperat, at man på sine grædende knæ tigger og be´r om et job – hvor de ikke behøver betale dig!
- Det kan ske, at du undviger sociale arrangementer, fordi det er for uoverskueligt at forklare, hvad “du laver”…
Gode råd til andre ledige, mød folk i samme situation – del råd og erfaring, og grin for hulen. Grin af det (evigoptimisten lever åbenbart stadig derinde).
Det glade pizzabud i glassalen
Jeg er farvet af mit fag, selvfølgelig. Kunst og kultur er for kultursnobberne synonymer med Kierkegaard, Poul Henningsen (PH) og Duchamp. Ikke med Rasmus Nøhr, lad os bare sige det som det er. Men da jeg lørdag skulle til koncert i glassalen med netop Rasmus Nøhr, var det med et åbent sind og ingen forventningerne til hvad jeg ville opleve.
Bevidst ydmyghed
Rasmus Nøhr ved hvilken tangenter han har at spille på, og han spiller på dem. Charme er et af hans absolutte bedste feature, og han ved det. Derfor bliver hans sceneshow præget af en bevidst ydmyghed. En ydmyghed, som publikum (hvis klientel var repræsenteret blandt alle køn og aldre) elsker. Han er hurtig i replikken og replikkerne bliver sjældent leveret uden et glimt i øjet – det samme gælder for hans sange. De synges altid med en komisk, næsten naiv undertone jf. det glade pizzabud, som excellent eksempel. Men det virker. Emner som kærlighed og kærestesorger, bliver nemmere at håndtere, når de er pakket ind i bevidst ydmyghed, naivitet og komiske vendinger. Hvori manden er dygtig! De letbenede melodier og nemme rim, virker.
Letbenede melodier og nemme rim
Rasmus Nøhr er ikke nogen stor sanger. Han er god til at skabe genkendelige melodier og tekster, som giver genlyd i de flestes øre. Det er det han kan. Og han gør det godt. Hvem kan ikke lade sig rive med, når en hel sal rejser sig, på en forårsdag, for at synge med på sange som “Det glade pizzabud”….selv en farvet kulturfaglig (snob) kan lade sig rive med, skulle jeg hilse og sige. Jeg ved dog ikke helt hvordan jeg skulle forholde mig til hans trommeslager (vi snakker bongotrommer), som mest af alt mindede om et levn fra 80`erne, og fik mig til at føle, jeg var til en dårlig familiefest, hvor klappen i takt på 2-og 4 er i høj kurs. Mindre af det næste gang, tak. Selvom det dog var et underholdende indslag, om ikke andet.
Overgiver mig til dansksproget charmør
Jeg vidste som nævnt ikke hvad jeg skulle forvente mig af lørdagens koncert, men charmøren overraskede positivt. Hans bevidste ydmyghed og de vrikkende – lidt kiksede – hofter, virkede, også på mig. Og ja, han er ikke den bedste sanger, mikrofonen skulle være skruet en smule højere op, og 80´er musikeren skrue en smule mindre ned for fællessang og fælles klappen. Og så manglede han altså lige “Hash eller gas” og “Kysse under stjernerne” på setlisten..men jeg overgiver mig en smule til den dansksprogede charmør. Alt i alt en god oplevelse, med fejl der kunne overses.
Moving #2 nyt hjem, ny begyndelse
For mindre et blot år siden identificerede jeg mig som studerende og single. Identiteter jeg ikke længere har. Det kræver nogle forandringer at tilpasse sig sine nye identiteter. De er der ikke, de skal skabes. Da jeg oveni blev opsagt af min udlejer, stod jeg pludselig helt identitetsløs (følte jeg), intet job, ingen bopæl. Tæppet var revet væk, som jeg aldrig har oplevet det før. Hvor skulle man bo, og hvad skulle man lave. Jeg elsker udfordringer og forandringer, men dette var meget at rumme på en gang. Når du har identificeret dig selv som studerende i 5 år, hvad er du så når studiet ophører? Jeg ved det stadig ikke, men jeg ved at mit fodfæste bliver bedre og bedre. Og nu har jeg et nyt hjem, en ny begyndelse. Min nye identitet(er) begynder så småt at tage form…

Frisk luft, familie og frihed
Tragikomisk eller blot tragisk
Min kæreste sidder pt. og søger studiejobs. Den anden dag faldt han over et stillingsopslag fra spillerforeningen (fagforening), som efterspørger praktikanter – vel at mærke ulønnede. Jeg ved ikke om det er tragikomisk eller blot tragisk. Deles, det skal det ihvertfald.
Jobsøgning på standby
Weekend gælder også som jobsøgende. Derfor var lørdagen afsat til fødselsdagshygge, og jobsøgningen var sat midlertidigt på standby. Rødvin, dans og dejligt selskab havde i stedet taget over. Skønt! Jeg havde købt et billede fra kunstneren My Buemann, hvis naive streger og filosofiske sætninger, skabte glæde hos fødselaren. Billedet var købt hos CMYK Kld. i Jægersborgsgade. Et af mine absolut favorit steder, når der skal kigges og handles kunst.







