Category / Jobsøgning

by maitrosborg

We Are Real

wanr_foto_MichaScaarup-1024x685

Kontrakten er underskrevet. To midlertidige ansættelser og to vikariater blev til et job. Jeg er nu officielt voksen. Eller jeg har et ordinært voksenjob. Jeg er en del af Dansk Flygtningehjælp midt i en flygtningekrise. Andres ulykkelige skæbner blev mit levebrød. Jeg er en del af dét og alligevel er jeg så langt fra, at jeg ikke kan nå, ikke er i stand til at forestille mig, hvad det er, jeg er en del af. Min opgave er, at åbne døren op til et samfund, som jeg bliver mindre og mindre tryg ved selv at være en del af. Sammen lægger vi planer for en fremtid. Jeg frygter at møde mine kursister igen og se at disse planer ikke at blevet indfriet. At nogen på vejen har sluppet deres hænder og de har mistet deres vilje. Jeg frygter historierne. Dem om familierne, kæresten, manden, konen, børnene. Men de er vigtige, historierne. Det er vigtigt, jeg lytter og forstår. Det er vigtigt, du lytter til det, jeg fortæller dig. Viljen eksisterer.

Jeg tænder for mit TV og hører en masse støj, men samtidig ser jeg, hvordan vi finder sammen i forsøget på at stoppe støjen og i stedet hjælpe, hvor der er brug for hjælp. Alt det langt væk, er nu tæt på. Indslagene i TV – avisen er virkelige historier, som aldrig har været tættere på vores stuer. Vi forholder os. Nogen forholder sig ignorant og kritisk. Beviset på, vores lille samfund har glemt alt omkring dem i alt for mange år. Som at bedrage sin næste. Det vil altid blive opdaget. Man vil altid skulle forholde sig på et tidspunkt. Det tidspunkt er nu. Jeg græder og jeg smiler. Græder over de ignorante, smiler af de initiativrige. Jeg ser et skilt med denne tekst:

We Are Not Real/And can’t talk/About the ship/The water/The smell/The face/The screams/And the slowly/Dying voices/We can’t tell about/The fish entering/Our body openings/Biting/Our flesh/From our insides

We are dolls/And can’t say/The prayers/Told/In the cold/And softy/Water/We can only be/A memorial/Of thousands/Of thousands/Of thousands/Have a break/Have a cake/Please

(Christian Lollike)

Og jeg hører en soldat fortælle, hvor meningsløst det hele måske er. Og jeg tænker igen på historierne. Hvor vigtigt det er at dele for at forstå. ♠♥

 

by maitrosborg

SPOT – en note fra en festival

Jeg er omgivet af smukke mennesker. Solen skinner og sodavanden er skiftet ud til fordel for brus med promiller. Musikken spiller og jeg er i mit es. Min hjerte har overtaget min hjerne og jeg er åben, i dag, i nat. Og igen i morgen. Min krop fyldes med gift og min sjæl med fred. Hér er der ikke nogen mandag eller tirsdag eller hverdag. Her er tiden en anden. Den glider fra os for senere at minde os om, den findes. Jeg glider ind og ud af forskellige verdener. Nogle er nemmere at trænge ind i end andre, det er stemmen, det er lyden. Det er dit, det er mit. Vores. Scenen er sat. Replikkerne, kulisserne omfavner dig i melankoli eller kedsomhed eller i et lykkerus eller som et slag kommer det mod dig, vælter dig omkuld. I dag sidder jeg i min seng. Skriver, mens mine tarme skriger. Tiden eksisterer igen, og den fylder mig med tomhed. Jeg er mæt, fyldt op. Min krop er tung og alting går i slowmotion. Skyerne trækker sig sammen og skærmer for solen, lader tunge regndråber lave melodier på vinduerne. Musikken fortsætter.

Vi ses igen næste år, SPOT.

Her de kunstnere (vi nåede at se), der gjorde størst indtryk;

AquaSonic, Vinnie Who, Cancer, Dance! Dance! Dance! (visuel med Arsenal og Lydmor), Who killed Bambi, Kwammie Liv, SVIN. (og en masse flere, jeg sikkert har glemt). Og dét, vi gik glip af: Yung, The Entrepreneurs (m.fl. sikkert).

by maitrosborg

Identitetskrise #1

navle

Jeg har forsøgt at skrive om det jeg oplever som identitetskrise, men det er virkelig svært. Måske fordi jeg ikke ved, hvad den går ud på. Ironisk, ja. Jeg dykker ned og ind i egen navle. Nogle få flygtige sætninger af en samtale som jeg tror, jeg forstår, sætter sig fast i mellem hjertet og hjernen. Fremtiden blinker i neon for øjnene af mig, mens fortiden står skrevet i sandet, jeg træder på. Når jeg bøjer mig ned for at gribe ud, falder ordene fra hinanden. Vender jeg blikket mod det blinkende neon, skærer det i øjnene, så jeg har svært ved at se. Jeg befinder mig i et øde landskab alene. Eller også befinder jeg mig midt i en storby blandt millioner af fremmede, flygtige sætninger. Landskabet lukker sig sammen, eller folder sig ud. Det bor i min navle, og udenfor. Det bor i min navle, men udenfor. Alt afhænger af mig, og i virkeligheden intet. Jeg griber de flygtige sætninger, og jeg omfavner ensomheden. Jeg fralægger ansvar og jeg tillægger ironi. Jeg får det hele til at give mening. Snubler over symboler og undskyldninger for livet, som det er. Jeg dyrker melankoli og nynner med på melankolske sange, 50 beautifully sad songs er mine foretrukne. Forsøger at få det til at handle om andet og mere, men navlen er svær at slippe af med, og der opstår en krise, som jeg kalder en identitetskrise. Og jeg ved ikke, hvordan man skriver om krisen eller om identiteten.

by maitrosborg

At omfavne livet – som jobsøgende, som menneske

falling

Jeg forsøger det bedste at omfavne livet, som det former sig for mine fødder. Folder sig ud, så jeg snubler over det, igen og igen. Når jeg går ud i verden, spørger man, hvordan smilet altid kan være placeret således på min mund. Jeg smiler til dem og går hjem og råber ned i puden. Ellers også råber jeg af de få, der kender det mørkeste indre. Alt mørket tilfalder dem. Jeg bruger tiden på ærinde som fx at forny det pas, der er udløbet, og udskyder min udrejse, men ikke min udlængsel. Jeg står i kø og udvælger mig de personer, jeg ikke har lyst til at snakke med. Damen, hvis nummer jeg trækker, har jeg ikke lagt mærke til. Hun spørger, om vi skal måle mig. Ti år eller mere har det taget at vende sig til de 177 cm., hvis hun tillægger mig flere, vælter jeg, så jeg takker pænt nej. Der er babyer overalt. De græder, de smiler og de sover. De skal også have fornyet deres pas, og damen gør mig opmærksom på, hvis jeg får mig nogle børn, så er det billigere. Altså passet. 150 kr. fremfor de 625 kr., jeg betaler med penge, som vistnok ikke er mine, mens jeg smiler og går hjem og råber ned i puden. Men jeg nyder også at kunne drikke øl på en onsdag. Jeg nyder at kunne forlænge morgenerne. Når de ikke kan forlænges længere, går jeg en tur. Skriver, læser, ser dårlig tv eller dokumentarer om alt eller intet. Jeg jubler, når min telefon ringer eller mine venner fra de sociale medier giver notifikationer fra sig. Jeg surfer rundt, uden at vide, hvad jeg leder efter. Fornuften fortæller mig, det ikke findes her – eller der, men jeg har aldrig ladet fornuften være det afgørende, så jeg omfavner livet med mine følelser og lyster (på godt og ondt). Det folder sig ud, så jeg snubler over det, igen og igen. Men jeg falder ikke, så længe du ikke tillægger mig flere centimeter.

by maitrosborg

Indhold uden navn

WP_000419

Vi mødes klokken 8.00, men i stedet for at bage brød og varme croissanter, flytter vi rundt og pakker ned i kasser til vi ikke længere kan overskue og må tage en pause og begynde forfra. Fire timer bruger vi, og bagefter deler vi en flaske bobler, som er købt for flaskepengene. Vi sidder og griner i solen og udskyder livet.

Nogle dage senere har jeg for første gang lyst til at nogle skal tage mig i hånden og vise mig vejen. Eller også har jeg lyst til at lade mig falde, hele vejen. Mærke hvordan det ville føles at splintres, ramme jorden hårdt. Synet inden. Eller også har jeg lyst til at svømme i det blå hav til, jeg ikke længere kan bunde. Følelsen af frihed.

Mere end nogensinde drømmer hun om at være nogen. Ikke bare til. Hun er fanget mellem to personager. Den der drømmer, og den der er drømmen. Folk der ikke kender hende, ville muligvis forveksle og tro, hun også er nogen eller noget, fordi, hun råber ukendte navne højt og krammer disse navne på sin vej frem og tilbage. Vi står i kø til at sparke døren op til noget, vi ikke ved, hvad er, eller hvordan tager form.

Hun undrer sig, for selv om drømmen om en mand og et barn – eller flere – eksisterer, har noget overtaget. Stædig som hun er, kæmper hun, mens hun nysgerrig som hun er, forsøger at gennemskue, hvad der skal til, mens hun mindes en samtale, hun engang havde. Folk der forsøger at skabe et billede af, hvem de er i stedet for bare at være. Hun lader sig falde og svømmer langt langt ud i det blå hav, mens hun mærker, hvordan solen skinner på hendes kuldskære krop, som drømmer om at kunne savne, om at kunne elske. Andet end illusionen. Foråret tager hende i hånden.

by maitrosborg

Black friday på en torsdag

635518747041388417-Black-Friday

Hvad skal der ske med jer, spørger de. Og jeg kan ikke engang svare på, hvad der sker med mig, så åbenlyst har jeg intet svar på, hvad der sker med os. Historien går sådan her; for nogle dage siden ringede en mand og sagde, han ville komme forbi. Det gjorde han så, og nu står der et menneskemylder og skubber og masser, køber bøger på (ophørs)udsalg og stiller spørgsmål. Hvem, hvad og hvordan? Fremad. Nu. Ser du, i mit hoved havde jeg forestillet mig historien anderledes, således;

Hun havde brugt knap to år på at arbejde på projekter, som var både spændende og krævende, men uden en løn, som hun fortjente. Det var ok, for det hele gavnede jo CV’et, fortalte man. Efter en hård (om)kamp med speciale og udmattelse, ser hun frem til en løn, som kan give hende frihed, til at betale noget af al den gæld hun har tilbage. Men da hun har sendt omkring et par hundrede ansøgninger og fået endnu flere afvisninger, kaster hun håndklædet i ringen og vender tilbage til noget, hun ved, hun kan, og som de vil betale hende for at kunne. Hun strammer forklædet og placerer smilet. Faktisk havde hun glemt, hvor godt tilpas hun er i denne rolle. Hun spiller den, mens hun forsøger at gennemskue, hvad meningen er med det hele. For der er altid en mening, ellers giver livet ingen. Hun bliver enig med sig selv om at spille denne rolle et år, hvorefter systemet giver hende plads og tilladelse til at rejse. Hvortil hun vil rejse er endnu uklart. Og efter vil hun vende hjem til København, som står, som da hun sidst forlod det. Mænd kan man ikke regne med, byer derimod, dem kan man få lov at elske, uden de løber væk og bliver bange, eller stikker af, og man kan selv forlade dem, når man ikke orker mere. Men inden året er gået, indser hun, at meningen er en anden. Hun tjekker sin telefon (al for tit), og da hun tjekker den nu, ser hun, butikken er solgt. Forklædet løsnes og smilet ligeså, til næste gang det skal bruges.

 

Fortsættelse følge (må man gå ud fra)…

by maitrosborg

Hej, jeg (er en) blogger!

WP_000720

I 2013 lancerede jeg en blog. Min blog. Det var en indskydelse, der udsprang af en rastløshed. Jeg var færdiguddannet og uden job med masser af tid, men intet at bruge den på. Min tanke var at bloggen skulle hedde rastløs for at symbolisere den tilstand, jeg befandt mig i, og nok altid befinder mig i. Navnet var optaget og blev derfor til rastløsetanker. Den første darling slået ihjel, lige der, inden bloggens første indlæg. Automatisk blev omdrejningspunktet for bloggen den svære kamp, man som nyuddannet humanist bliver en del af i jagten på jobbet. Jeg tilsluttede mig koret af klagesange og kronikker, der alle handlede om, hvor svært det hele er. Tag ikke fejl, det er svært. Pissesvært! At skulle forsvare de valg, man træffer. Forsvare hvorfor man ikke kan stille sig tilfreds med en mindsteløn og en tilfældig tjans. Men bloggen vidste sig at blive et frirum, hvor jeg kunne ytre mine tanker (måske navnet var meget passende alligevel?). Dagen jeg lagde en tekst ud som mennesket og ikke humanisten (til trods for disse unægteligt hænger sammen, misforstå ej), var interessen større end nogensinde. Måske var det temaet kærlighed. Men jeg tog chancen og fandt en ny retning for min blog og følte samtidig, jeg fandt hjem. Tekst har altid været en del af mig, og at være privilegeret at få lov at dele den – min tekst – med mennesker, som sætter pris på det, er det mest motiverende nogensinde. Nu mangler jeg bare modet til at stå ved, at jeg mener det her, skriveriet, temmelig seriøst. Fx kigger jeg i min kalender for at se, hvornår jeg har tid til at arbejde. Min hjerne er begyndt at definere disse blogindlæg, og diverse andre tekststykker jeg skriver på, som arbejde. Et arbejde der skal gøres og som jeg ikke kan lade være med at lave. Problemet er, jeg ikke tør vedkende mig, hvor seriøs jeg i grunden er. Hver gang jeg vover pelsen (for det er virkeligt grænseoverskridende) og fortæller folk, at jeg skriver, bliver det efterfulgt af et skævt smil eller en svada om, det jo mest er for mig selv bla bla bla. I særdeleshed er jeg ikke meget for at stå ved, at det hele foregår på en blog. At jeg er blogger. Det vil jeg forsøge at ændre nu. For at blive taget seriøst skal man vel også tage sig selv seriøs – i en vis grad? Så her er det:

Hej, mit navn er Mai og jeg har en blog, hvor jeg skriver!

Jeg har siden barnsben skrevet om alt og alle, jeg har brugt utallige timer på at lægge på knæ og udføre havearbejde alt imens jeg interviewede mig selv om alt og intet, så jeg en dag kunne svare på de spørgsmål, jeg ville blive stillet eller stillede mig selv. Navlepillende og narcissistisk muligvis, men drømme kan man ikke løbe fra….

 

by maitrosborg

Hvis jeg var mig selv, som en anden (udkast til en ansøgning…)

failure-is-success-in-progress_1x
Ae mig, for jeg er sårbar. nej skub mig, for jeg vil frem. Denne tekst er endnu en test. Et bevis på om, jeg kan eller ikke kan det, jeg drømmer om at kunne. Mit selvbillede og min selvopfattelse afhænger af, hvad der står i det papir, I sender mig.
Det startede i folkeskolen, da man fortalte mig, jeg knap kunne lægge to og to sammen. I dag er jeg  næsten sikker på, det er fire. Og man fortalte mig, jeg kunne udtrykke mig – på skrift. Derfor skrev jeg morgen, dag, nat. Dommen var fældet, så jeg turde godt. Da jeg havde én fejl (stregen over ét er afgørende) for meget til diktatteksten, så man bort fra det, og bød mig fortsat velkommen i de dygtigste rækker. Mine stile blev læst højt ved pulten, og mine skolehjemsamtaler var som gode jobsamtale, hvor jobbet var mit. Jeg kunne se en fremtid, min fremtid må man formode. Senere fik vi en ny lærer. Han var ikke helt så imponeret, indtil jeg krængede min sjæl ud på pairet, efterlod striber af sved, blod og teenagertårrer. Det fik ham overbevidst. Han delte svedet og blodet med andre, og lod mig beholde tårrene.
Så kom vi til gymnasiet. Her beholdt jeg min sjæl for mig selv, og skrev i stedet om andres. Men da jeg ikke kunne besidde andre sjæle end min egen, gik det helt galt. Min lærer var slet ikke imponeret. Så jeg vendte tilbage til min egen sjæl, da jeg forlod de andres, og gymnasiet. Men fordi mine tests ikke viste, jeg var blandt de dygtigste længere, gemte jeg mine ord, for senere at opdage, de ikke kan gemmes.
by maitrosborg

Det var ikke lige det, du ville!?


 177798_291822497583810_640968997_o

Vi læser Baudelaire og Kant, som ingen forstår, men alle har en mening om. Bagefter fortæller man os, det ikke kan bruges til noget. Hvordan vil I skaffe penge? SVAR os, råber de, som har opgivet Baudelaire og alle de andre for længe siden. Det siger dem ingenting. Eller måske siger det dem for meget? Jeg kan ikke svare og finder mig derfor et job, som intet har med filosofer og æstetikere og litterater og tænkere at gøre. Dog ikke længere væk, end de stadig omgiver, omringer og omfavner mig.  Visker, jeg ikke skal glemme dem (som var de en del af mig). Faer spurgte man, hvorfor jeg ikke havde et job – og stillede mig til dels til ansvar for humanismen. Os, der er dumme nok til at uddanne os til arbejdsløse – og det, vi brænder for. Nu siger man til mig, at dette ikke var, hvad jeg ville. Men svar mig, hvad vil I egentlig? Ingen stiller spaergsmål i ond tro, men jeg er træt. Træt af at forklare og forsvare.

Jeg arbejder, jeg tegner, jeg skriver, jeg spiser, jeg taler, jeg tænker. Jeg er, levende. Nu. Dér er svaret. Tag det, brug det.

by maitrosborg

Fire bryllupper og én begravelse (farvel 2014)…

 

WP_000131

klokkerne ringer og bruden smiler om kap med solen, for enden af kirkegulvet venter gommen, og sådan gik det en, to, tre, fire gange i år, at kirkeklokkerne ringede, og jeg måtte tro på, at kærligheden eksisterer, tage den med og bringe den videre til den – eller de – dage, tvivlen kommer. Ja og ammen, vi fejrede og vi græd, og vi elsker, livet og hinanden. Pludselig ringer klokkerne igen, solen skinner ikke længere og det er blevet køligere. Vi samles om et sidste farvel, smider roser på graven og græder, vi fejrede livet og hinanden, mødet vi fik lov at få og historierne, vi kan tage med videre. Og jeg tænker, at døden er en underlig størrelse. Den kommer som et lyn fra en verden, som er så uretfærdig og modbydelig. Den kommer snigende, forvandler mennesker du holder af, så du langsomt ikke kan kende dem igen. Og den kommer, når det er tid til at takke og sige farvel for alle de år, man har haft, den familie, man har kendt. Døden kan være til at leve med, trods alt. 2014, du forsøgte det bedste du kunne, at tage modet fra mig ved at putte mig i en kasse og klistre mærkaten ”arbejdsløs” på,  lægge skemaer og lave regler, som var jeg stadig hjemmeboende. Du bliver ved at sende mig mail med emnefeltet ”afvist”. Jo mere du prikker til mig og putter mig i kasser, jo hårdere kæmper jeg for at slippe ud. Jeg beslutter mig derfor for, jeg hellere vil være arbejdsløs akademiker end afhænge af regler og dagpengesystemer, så jeg melder mig ud for at melde mig ind, i klubben af folk med høje uddannelser og lave lønninger. Du gør alt for at trække mig ned, men jeg beviser, jeg kan holde mig oven vande, for heldigvis har jeg lært at svømme i modstrøm. Og jeg beslutter og jeg bestemmer, at livet er mit og det er mig, der skal leve det. Så jeg skriver og jeg skriver – og jeg kan ikke stoppe igen. I involveres, får indblik i noget, jeg aldrig troede, I skulle blive en del af. Men det virker, jeg får lyst til at fortsætte. Og det vil jeg gøre, så TAK for det!

Rigtig, rigtig godt nytår. Må det nye år bringe jer mange gode oplevelser. Vi ses i 2015!