Før jeg kan kaste mit subjektive vurderinger over forestillingen Processen (opføres på teater Republique til 6. april), er det vigtigt, jeg understreger at mine vurderinger udelukkende baseres på stykket, da jeg ikke har læst bogen. Processen er stadig en af mange klassiske bøger på min to-do-liste.

Josef K i en virkelig drøm

Hovedpersonen Josef K spilles af Jens Jacob Tychsen, og efter hans præsentation, kan jeg ikke forestille mig nogen anden udfylde den rolle. Tychsen er Josef K – han er ung, naiv, smuk, forvirret, opløst. Han har svært ved at skelne mellem virkelighed og drøm, da han befinder sig et sted midt  imellem. Han forvandler sig fra en passiv borger til et opløst individ, hvis ydre synes mere og mere usammenhængende, og passer til det opløste indre. Vi ser et menneske gå i opløsning, og vi tror på det! – takket være en fantastisk skuespilpræstation fra Tychsen. Generelt er skuespilniveauet i top og rollelisten tæller blandt andre Karen -Lise Mynster og Trols Munk.

Ensom blandt mange

Scenen er sjældent tom. De mange mennekser fungerer mere som rekvisitter fremfor egentlige personer, og understreger tomheden. Hvilket er med til, at vi som publikum oplever den samme forvirring, som Josef K gennemgår. De mange rekvisitter, det store personregister, heriblandt personer, som aldrig får nogle større introduktion, men i højere grad fungerer som rekvisitter, skaber en underlig stemning, som nævnt, understreger tomheden, men også markerer det uklare skel mellem drømmen og virkeligheden.

Alt hvad man kunne tænke sig til

Processen er alt hvad man kunne tænke sig til. Skuespillerne bærer størstedelen af skylden for stykkets succes, men også rekvisitterne fungerer til, at stykket bliver sammenhængene. Den forvirring man som publikum bliver efterladt med, er den følelse man skal efterlades med. Jovist, muligvis fangede jeg ikke stykkets mange lag. Men stykket gav mig lyst til at læse Processen, og det bliver nu mit næste bogprojekt. Det er da et succeskriterie… ihvertfald begyndelsen på en ny proces…