Tag / Kultur

by maitrosborg

Velkommen i kultursumpen

Sump Forleden besluttede jeg mig for, at tilmelde mig workshoppen ”freelance? Fri fugl? Selvstændig?” (hvem vil ikke gerne være en fri fugl?). Workshoppen var udbudt af min a-kasse, dvs. ,vi, der deltog, deler samme jobløse skæbne. En jobløs skæbne var ikke det eneste vi delte.

Fælles for de fremmødte var, at vi alle forsøger at basere en karriere på det, vi brænder for. Jeg møder op en onsdag formiddag 5 min. før tid, som vanligt, sætter mig til bords ved to andre fremmødte, som det senere skal vise sig, jeg har mere til fælles med end blot lysten til at arbejde freelance eller være selvstændig.De to, jeg tilfældigt har sat mig hos, er begge, som jeg, uddannet i dansk. De har begge undervisningserfaring, denne ene skriver bøger, den anden producerer undervisningsmateriale. SUK, tænker jeg højt, da det går op for mig, vi alle mere elle mindre jagter den samme vej.

Nå, men størstedelen af de fremmødte, er en del af, hvad a-kassemanden skarpsindigt kalder kultursumpen (musikere, forfattere, kreative erhverv generelt). Vi er dem, der ikke passer ind i systemet. Som a-kassemanden senere – med en let skjult foragt – får sagt, så er dagpengene ikke støttet af kulturmidler (læs, vi tror ikke på, at musikere og forfatter og billedkunstnere er et rigtigt erhverv). Sort på hvidt, får de ord lov til at hænge i luften, og forfølger mig længe efter workshoppen er slut.

Min drøm, min passion og mit erhverv, garanterer ikke kroner i (stats)kassen. Derfor har man valgt helt at undlade kasser, hvori vi, kultursumpen, kan passe i. Her er et eksempel derpå. Fordi jeg i min blog henviser til, at jeg kan udføre freelance arbejde inden for kommunikation og projektledelse, er jeg, hvis a-kassen finder ud af det, nødsaget til at erklære mig selvstændig. Hvilket kræver en hulens masse bureaukratisk papirarbejde , samtidig kan jeg ikke kan modregne mine arbejdende timer i forhold til dagpengesatsen. Dvs. det er underordnet, hvor mange timer jeg arbejder, taxameteret tæller. Ligesom de gør med job med løntilskud (som off. kulturerhverv har en stor andel i).

Jeg har et ambivalent forhold til systemet, fordi jeg på den ene side er taknemmelig for, vi lever i et samfund, hvor vi kan starte egen virksomhed og samtidig få udbetalt dagpenge (for det kan vi), men jeg bliver frustreret, når det er så åbenlyst at kulturen, på trods, stadig ikke betragtes som et reelt erhverv. Vi, der arbejder med kultur, forventer for det meste blot smør på brødet og penge til en billig fredagsøl. Hvorfor skal det straffes? Er det ikke på tide, man tør satse. Satse på at kulturen også er en forretning, som kan gavne et samfund – både økonomisk såvel som socialt. Alt kultur behøver ikke være statsstøttet, ud med offentlige løntilskud og ind med faktiske, voksne betalte job (har jeg ikke sagt det før!?). Ta’ en chance, og lad være med at se os, kulturbranchen, som en kultursump. Jovist træder vi sommetider i vande for at komme op at sumpen. Men vi er ikke sumpen.

Anyway, jeg holder hovedet oven vande, og har nu udvidet mit søgefelt til udlandet og søgt en stilling i Barcelona. Jeg er en fri freelancer – uden et job, men med en drøm. Og jeg er selvstændig, endnu ikke i forretningsøjemed. Men hver ting til sin tid.

by maitrosborg

At rumme andres følelser

tumblr_mxqbohhBqM1qbud1eo1_500

Hvorfor tiltrækkes vi af kunsten? Græder over et stykke musik, græmmes af et foto, påvirkes af en film?

Os, der i særlig grad opsøger kunsten, påstår vi forstår den, måske er vi i virkeligheden ofrer for vores egne begrænsninger, afhængig af folk, der kan udtrykke, hvad vi ikke selv kan. Fyldt op af alt det der ikke er sagt, ord som endnu ikke har taget form. Disse ord tager form i kunsten, i fotografiet, i filmen, i teksten etc. Tager form, ikke nødvendigvis som ord, men som følelser, en følelse vi har ledt efter, men som det ikke er lykkedes os at findes endnu. Og pludselig finder vi den, i dansen, i maleriet, i musikken etc. At kunne rumme andres følelser mere, bedre end man rummer sine egne. Derfor.

(Og finder man et udtryk for en følelse man har ledt efter, kan man vide sig sikker på, det i forvejen er udtrykt et andet sted en anden tid. Eller et andet sted samme tid. Mennesket har patent på at føle, og vi er mennesket. Altså føler vi, samtidigt eller det samme somme tider).

by maitrosborg

Hvem griber, når boldene kastes?

large

Humaniora er mere dannelse end uddannelse. Som humaniora beskæftiger du dig oftest med fagområde, der ikke kan forklares eller læres. Et eksempel kunne være kunsten. Kunsthistorikeren bliver uddannet til at kunne historierne bag kunsten, men ikke til at kunne forklare selve kunsten eller udføre og lære den. I kan være uenige med mig, men min pointe er, at vi – humanioras – er i stand til at bidrage med et overblik, som ikke findes hos mange andre. Vi er ikke i stand til at udføre en levertransplantation eller bygge en flot murstensvæg. Vores kompetencer er, at være i stand til at stå på toppen af det hele og se sammenhæng, skabe.

En kompetence, der ikke må undervurderes, men som næsten alle humaniora alligevel undervurderer, inklusiv mig selv. Vi vil så gerne forklare vores gamle tante, hvad det er vi beskæftiger os med, eller hvad den dér uddannelse kan bruges til. Ligesom kunsten kan en humanioras kompetencer ikke altid forklares. Skal jeg forsøge, kan man sige, vi er dem, der kan gribe boldene, når de kastes, hvis de kastes ordentligt.

Desværre er der en tendens inden for den branche jeg beskæftiger mig med – kulturen. En tendens til at boldene rammer ved siden af, at de kastes for hårdt og for mange på én gang. Samtidig har du ikke en chance for at gribe dem, hvis du ikke er en del af teamet, og har været det hele vejen. Branchen er simpelthen for intern, og for bange for at udvide holdene. Efter at jeg er flyttet tilbage til smilets by, oplever jeg en tendens der gør mig led og ked af det. Folk støtter primært op om deres egne eller deres venners projekter. Som så vidt fair nok, men jeg kan ikke lade være at spørge, hvor er nysgerrigheden og viljen til kulturen, altså den man ikke selv er en del af?

Og så en lille opfordring til de folk der har været længe i kulturbranchen – ta’ jer tid til at kaste boldene, så de gribes og lander de rigtige steder.

by maitrosborg

Hvad med Kulturen?

large

Ja, hvad egentlig med den. Hvorfor er det, at vi i Danmark endnu ikke har turde satse. Jeg mener virkelig satse. Man kan læse flere marketingsundersøgelser, der peger på, at kulturen faktisk er noget af det der skaber mest økonomisk vækst. Det er altså en myte, at man ikke kan tjene penge på kulturen og kunsten. Det kan man. Hvis man vil. Men hvornår tør vi satse? Hvornår tør vi prioritere kulturen, altså højt?

Ganske vist er kultur en underlig størrelse og kunst noget man ikke altid kan forstå. Men lad os i det mindste prøve. Den anden dag havde jeg et møde med en udlænding, som gav udtryk for hvor håbløst bagud Danmark er i forhold til at prioritere kunsten og kulturen. Det er som om, at den – altså kunsten – er mest ægte, hvis den er lidt hemmelig – og for eliten. Hvor vedkommende kommer fra, prioritere staten, at fx reklamer i det offentlig rum skal indeholde en vis procentdel kultur- sponsoreret, så også de mindre kulturelle tiltag har en chance. Kulturen er en del af samfundet, og det er den jo. Men en synlig del, kan man ikke just påstå den er endnu. Hvis den var, havde jeg et betalt job, formentligt. Lad os ikke være bange for, at tjene penge på kunsten.