At flygte, flytte.
Jeg flygter
Jeg flytter
Endnu engang
De siger, par har kriser efter to år sammen
Jeg behøver ikke en anden til at opnå toårskrisen
Jeg kan sagtens spørge mig selv; hvor er vi på vej hen?
Og hun sikkert sig en gave får….
Dagen forinden smutter jeg i Tiger efter fyraften for at finde pynt, som kan erstatte manglende falsk fødselsdagssang og hvad dertil hører. Jeg finder ikke det, jeg leder efter, går i panik og hiver en guirlande ned fra hylden. Da jeg kommer hjem og folder den ud, fortryder jeg den lidt for kitschede stil. Hænger den op, piller den ned, hænger den op, piller den ned og folder den sammen, og smider den i kassen med kreativt rod til senere brug, og glæder mig over, jeg trods alt fik købt en pakke servietter med flag og en pose med hjerter, der kan anvendes til anledningen. Jeg vågner midt om natten, som da jeg var barn og kunne dufte nybagte croissanter og høre fodtrin udenfor min dør. I stedet for trin og croissanter har jeg Facebook, som jeg tjekker, og ser den første fødselsdagsnotifikation, sendt lidt over midnat. Det skal nok blive en god dag. Jeg falder i søvn igen, vågner, står op og cykler på job. Det første der møder mig her, er dinosauren Kasper, et flag og et kort med en lykønskning. Min kollega har reddet situationen med den mislykkede guirlande. Da klokken slår fyraften, står en solskoldet mand med et stort fuldskæg og gamle sømandstatoveringer, klar til at drikke kaffe og spise kage med mig, hjemvendt efter en måneds ophold i Indien. Manden er min far. Han er hoppet af toget fra København til Nordjylland for at berette om kameller og proppede tog. Og for at lytte til en kvinde, der snakker alt for meget og stiller tusinde spørgsmål. Det er mig. Senere åbner jeg døren og ser et bjerg af gaver, bagved gemmer sig en mand og en kvinde. Kvinden er min mor og manden er min mors. De kommer til fastelavnsboller og kaffe. Jeg er allerede oppe på tre –fire kopper koffein og vælger te, som jo egentlig også er fuld af koffein, men føles mindre koffein- ish. Manden (min mors) og kvinden (min mor) kører min veninde (som dukker op midt i fortællingen) og jeg til Mejlgade, hvor jeg skal mødes med flere gode veninder og spise middag. En er allerede ankommet før os. Jeg ser hende sidde og drikke en cola, og ved, hun venter et barn. Ganske vist. Jeg ved ligeledes, det er alt for længe siden, at vi har set hinanden. Det bevidner den fortsatte historie, så vi bliver enige om, der ikke skal gå et bryllup og et barn mellem næste gang vi ses. Samtlige veninder dukker op med gaver under armen, selvom de betaler deres egen middag og gaver derfor ikke var en del af aftalen…
Mæt, glad og taknemmelig. Et år ældre og mere vis, lægger hun sig til at sove. Hun er mig. Overvældet. Og 29 år.
Om at blive ældre uden at dræbe barnet
Jeg havde fået et værelse for mig selv, mens mine søskende delte værelset i stueetagen og mine forældre sov i stuen. Selvom det var en to etages ejendom, var der ikke meget plads til fem mennesker, men det gjorde ikke så meget, når hele byen var en legeplads, man trygt kunne boltre sig på. Det gjorde vi, lavede hemmelige klubber, stod på rulleskøjter, byggede sæbekassebiler og fortrængte den verden, vi om lidt ville komme til at tilhøre.
Mine minder fra dengang er sparsomme, men noget mindes jeg, fx hvordan jeg ikke var i stand til at gå ned af trapperne, men i stedet svævede med fødderne over, mens mine hænder greb let i gelænderet. Jeg gik ikke, jeg fløj et lille stykke over jorden. Det gør jeg måske stadig. Og jeg mindes, hvordan jeg var bange for at være alene, hvordan det var en pine for mig at finde vej op af trapperne til mit værelse eller ned til toilettet, alene. Mine små søskende måtte ofte tage mig i hånden og vise mig vejen, forsikre mig om, det var trygt. Ensomheden skræmmer mig stadig, men tosomheden forstår jeg ikke, så jeg har besluttet mig for altid at bo i byen, hvor jeg kan være ensom blandt mange. Det skræmmer mig mindst.
Men nu bor jeg altså ikke i byen. Jeg bor i en lille by med en bager, en købmand, en kirke, et forsamlingshus og en skole, hvor vi, børnene fra Bulderby – byen får undervisning. Man kan vælge mellem to fritidsaktiviteter, dans og håndbold. Jeg har altid drømt om at blive ballerina, og da der ingen balletundervisning er, må jeg nøjes med folkedans. Vi danser rundt i store kyser med svedige håndflader og rejser til forskellige byer og optræder. Jeg når at få fem stævnenåle, inden jeg stopper. Siden har min mormor fortalt mig, jeg kedede mig gevaldigt under kysen.
I Bulderby – byen står dørene tit åbent hos naboen, så man kan rende ind og ud med hinandens hemmeligheder. Det kan ikke skjules når alenemorens datter er mere interesseret i sit eget køn end det modsatte, eller når nabomanden stikker af med en anden kvinde. Men fordi vi er børn, forholder vi os ikke. Vi er i stand til at leve i et nu, som vi senere vil erfare, at det meste at voksenlivet drejer sig om at forsøge at finde igen.
I et glemt kvarter, er jeg levende
Et øjeblik glemmer jeg, at det er vinter, at vi er i februar, og lader lyset strømme igennem mig, udefra og ind, hvis ikke indefra og ud. Jeg spejler mig i mennesker, jeg er tryg ved. Senere forsøger jeg at fange et blik, men får i stedet øje på mig selv. En alkoholisk mand dukker op midt i historien og hilser fra Aarhus. Og selvom jeg aldrig har set ham før, kender jeg ham. Den fulde mand forsvinder ud af historien og en ny begynder. Nu sidder vi ned, lader lyd og ord strømme igennem os, i et fælles åndedræt. Jeg er en række sekunder fuldt efter hinanden, og overvældes endnu engang af livet. Lader musikken udtrykke det, jeg ikke selv er i stand til. Lader andres ord blive til mine, som de forsvinder ud i rummet og gribes af os, der tør eller er i stand til at tage i mod. Selvom jeg ikke kender menneskerne på scenen, er vi de samme. I forskellige kroppe og køn. Onkel Frankie fx. Alt dette spiller ingen rolle på en søndag, denne søndag.
Det var rasende, rasende smukt. Tak til i særdeleshed Theis Ørntoft, Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter for at fremprovokere følelser på en februarsdag. Og tak til Nikolaj Nørlund og Pia Juul.
(jeg har tyvstjålet sætninger i dette indlæg – fordi de er gode!).
Puberteten
Kom råber de, og jeg løber efter dem, men indser, at jeg ikke kan følge med. Så de andre kommer først, mens de råber ja og amen. Min røv vokser ud af bukserne og laver strækmærker på lårene, så jeg ruller fjorten kilometer og taber mig ti, så ingen kan gennemskue, at huden er sprukket under bukserne. Jeg får bøjle og lige tænder. Og en dag da jeg er på toiletter, er mine trusser farvede. Jeg viser det til Lise, og sådan så hendes også ud i sidste uge, så vi finder et bind og erklærer os for kvinder, mens vi synger med på Spice Girls og ”Do you wanna be my lover?”. Jeg finder en dreng, som kan slukke alle mine forventninger og farve mit ansigt rødere end mine trusser. Jeg køber en bluse med skriften ”heartbreaker”, for jeg drømmer om at være hende der knuser hjerter, og ikke hende hvis hjerte bliver knust. Jeg drømmer om at blive set, eller også drømmer jeg om at være usynlig. Mit ansigt blusser og jeg efterlader svedskjoler under mine ærmer. Jeg kravler langs væggen og jeg fører mig frem og fylder midt på gangene, så ingen andre kan passere. Jeg skriver en tekst om at være teenager, og da man kommer til passagen om, jeg hellere ville være hjemme en lørdag aften end vandre rundt i byen for at dukke op til en fest, jeg ikke er inviteret til, føler nogen at der skal reageres. Ordene t.a.b.e.r. giver genklang i lokalet, indtil drengen, som man har valgt at definere som cool, fordi han ryger i rygeskuret og hænger ud med folk, der er ældre end ham , vender sig og tysser . Og i det sekund tilgiver jeg min lærer for at fremlægge sider af mine dagbog. Jeg rejser til partyøer og lader folk hælde drinks på mig og fylde mig med komplimenter, så jeg når jeg kommer hjem kan føle, jeg er noget værd, mit selvværd gøres op i drinks. Jeg danser på baren med mine veninder og vi insisterer på at blive ved til folk genkender os og siger hej og hola, når vi nat efter nat indtræffer os i det miljø, som absolut intet har at gøre med det lokale. Og jeg vender hjem og lader folk fylde mig med forventninger og ambitioner, og insisterer på at høre til, når jeg dag efter dag indtræffer mig i et miljø, der absolut intet har at gøre med det lokale.
Hej, jeg (er en) blogger!
I 2013 lancerede jeg en blog. Min blog. Det var en indskydelse, der udsprang af en rastløshed. Jeg var færdiguddannet og uden job med masser af tid, men intet at bruge den på. Min tanke var at bloggen skulle hedde rastløs for at symbolisere den tilstand, jeg befandt mig i, og nok altid befinder mig i. Navnet var optaget og blev derfor til rastløsetanker. Den første darling slået ihjel, lige der, inden bloggens første indlæg. Automatisk blev omdrejningspunktet for bloggen den svære kamp, man som nyuddannet humanist bliver en del af i jagten på jobbet. Jeg tilsluttede mig koret af klagesange og kronikker, der alle handlede om, hvor svært det hele er. Tag ikke fejl, det er svært. Pissesvært! At skulle forsvare de valg, man træffer. Forsvare hvorfor man ikke kan stille sig tilfreds med en mindsteløn og en tilfældig tjans. Men bloggen vidste sig at blive et frirum, hvor jeg kunne ytre mine tanker (måske navnet var meget passende alligevel?). Dagen jeg lagde en tekst ud som mennesket og ikke humanisten (til trods for disse unægteligt hænger sammen, misforstå ej), var interessen større end nogensinde. Måske var det temaet kærlighed. Men jeg tog chancen og fandt en ny retning for min blog og følte samtidig, jeg fandt hjem. Tekst har altid været en del af mig, og at være privilegeret at få lov at dele den – min tekst – med mennesker, som sætter pris på det, er det mest motiverende nogensinde. Nu mangler jeg bare modet til at stå ved, at jeg mener det her, skriveriet, temmelig seriøst. Fx kigger jeg i min kalender for at se, hvornår jeg har tid til at arbejde. Min hjerne er begyndt at definere disse blogindlæg, og diverse andre tekststykker jeg skriver på, som arbejde. Et arbejde der skal gøres og som jeg ikke kan lade være med at lave. Problemet er, jeg ikke tør vedkende mig, hvor seriøs jeg i grunden er. Hver gang jeg vover pelsen (for det er virkeligt grænseoverskridende) og fortæller folk, at jeg skriver, bliver det efterfulgt af et skævt smil eller en svada om, det jo mest er for mig selv bla bla bla. I særdeleshed er jeg ikke meget for at stå ved, at det hele foregår på en blog. At jeg er blogger. Det vil jeg forsøge at ændre nu. For at blive taget seriøst skal man vel også tage sig selv seriøs – i en vis grad? Så her er det:
Hej, mit navn er Mai og jeg har en blog, hvor jeg skriver!
Jeg har siden barnsben skrevet om alt og alle, jeg har brugt utallige timer på at lægge på knæ og udføre havearbejde alt imens jeg interviewede mig selv om alt og intet, så jeg en dag kunne svare på de spørgsmål, jeg ville blive stillet eller stillede mig selv. Navlepillende og narcissistisk muligvis, men drømme kan man ikke løbe fra….
Hvis jeg var mig selv, som en anden (udkast til en ansøgning…)
Ae mig, for jeg er sårbar. nej skub mig, for jeg vil frem. Denne tekst er endnu en test. Et bevis på om, jeg kan eller ikke kan det, jeg drømmer om at kunne. Mit selvbillede og min selvopfattelse afhænger af, hvad der står i det papir, I sender mig.
Det startede i folkeskolen, da man fortalte mig, jeg knap kunne lægge to og to sammen. I dag er jeg næsten sikker på, det er fire. Og man fortalte mig, jeg kunne udtrykke mig – på skrift. Derfor skrev jeg morgen, dag, nat. Dommen var fældet, så jeg turde godt. Da jeg havde én fejl (stregen over ét er afgørende) for meget til diktatteksten, så man bort fra det, og bød mig fortsat velkommen i de dygtigste rækker. Mine stile blev læst højt ved pulten, og mine skolehjemsamtaler var som gode jobsamtale, hvor jobbet var mit. Jeg kunne se en fremtid, min fremtid må man formode. Senere fik vi en ny lærer. Han var ikke helt så imponeret, indtil jeg krængede min sjæl ud på pairet, efterlod striber af sved, blod og teenagertårrer. Det fik ham overbevidst. Han delte svedet og blodet med andre, og lod mig beholde tårrene.
Så kom vi til gymnasiet. Her beholdt jeg min sjæl for mig selv, og skrev i stedet om andres. Men da jeg ikke kunne besidde andre sjæle end min egen, gik det helt galt. Min lærer var slet ikke imponeret. Så jeg vendte tilbage til min egen sjæl, da jeg forlod de andres, og gymnasiet. Men fordi mine tests ikke viste, jeg var blandt de dygtigste længere, gemte jeg mine ord, for senere at opdage, de ikke kan gemmes.
Det var ikke lige det, du ville!?
Vi læser Baudelaire og Kant, som ingen forstår, men alle har en mening om. Bagefter fortæller man os, det ikke kan bruges til noget. Hvordan vil I skaffe penge? SVAR os, råber de, som har opgivet Baudelaire og alle de andre for længe siden. Det siger dem ingenting. Eller måske siger det dem for meget? Jeg kan ikke svare og finder mig derfor et job, som intet har med filosofer og æstetikere og litterater og tænkere at gøre. Dog ikke længere væk, end de stadig omgiver, omringer og omfavner mig. Visker, jeg ikke skal glemme dem (som var de en del af mig). Faer spurgte man, hvorfor jeg ikke havde et job – og stillede mig til dels til ansvar for humanismen. Os, der er dumme nok til at uddanne os til arbejdsløse – og det, vi brænder for. Nu siger man til mig, at dette ikke var, hvad jeg ville. Men svar mig, hvad vil I egentlig? Ingen stiller spaergsmål i ond tro, men jeg er træt. Træt af at forklare og forsvare.
Jeg arbejder, jeg tegner, jeg skriver, jeg spiser, jeg taler, jeg tænker. Jeg er, levende. Nu. Dér er svaret. Tag det, brug det.
Middag med mennesker (nytårsmiddag med madrouletten)
Mest af alt har jeg lyst til at hoppe ind, hoppe ned og hoppe ud i det nye år fra en gammel slidt sofa i et sommerhus omgivet af de få nærmeste. Da det ikke kan lade sig gøre, hopper jeg ind og ud i det nye år med fem mennesker, jeg aldrig i mit liv har set før. En sen aften klikker jeg, at jeg deltager til en middag, som starter lidt i seks og slutter lidt i fire (men det ved jeg selvfølgelig ikke endnu). Desserten står jeg og en anden kvinde for. Vi får det koordineret, så vi kan lave hver vores halvdel og nøjes med at sammensætte til en helhed 20 minutter inden vi sammen følges til et hjem, vi ikke kender. Nytårsdag, da jeg har fået fri, klædt mig på og glattet ud med pensler og farver, banker det på min dør. Da jeg bor i en etværelses, træder man direkte ind i mit soveværelse, min stue og mit køkken. Her er jeg. Velkommen. Vi smækker de to halvdele sammen og beundrer helheden. Næste gang vi banker på, er det i en toværelses tæt på. Værten tager imod os, og vi får stukket en drink i hånden og hilst på de tre gæster, som allerede er kommet. Alle kender ingen. Vi tænder tv’et og dronningen bliver bindeleddet i vores monarki, som senere bliver forvandlet til demokrati, hvor alle har noget at byde ind med og skulle have sagt. Vi spiser og vi snakker og vi drikker, som kendte vi allerede hinanden. Eller måske ikke, vores møde er uforbeholdent. Vi har ingen kendskab og derved ingen forventninger til dem, der sidder overfor os. Jeg stiller mig spørgsmålet, ville jeg selv have opsøgt disse mennesker? Og bliver enig med mig selv om, svaret er lige gyldigt. Jeg er her, nu. Jeg befinder mig i køkkenet, da jeg får øjet på uret over døren, som peger på lidt i 00.00. Vi finder champagnen frem og de hjemmebagte kager (ikke mit hjemmebag), popper flasken og skåler med hinanden i ønsket om et godt år, mere smalltalk bliver der ikke talt denne aften. Vi finder frakkerne frem og går ned på gaden for at møde det nye år til brag og farver og en lille smule frygt. Vi fryser og fortsætter festen indenfor, til værten gaber og gerne vil i seng. Vi bliver enige om, det har været en god aften, og vi måske skal lave flere middage og mere mad, man taler i hvert fald om det, da vi sammen bevæger os ned mod byen. Jeg takker af og drejer rundt. Tænker det har været en god start på et nyt år, selvom jeg vist nok blev kaldt flabbet. Siden er der tikket venneanmodninger ind, så helt slemt kan det ikke have været.
Madrouletten er et initiativ startet af to unge århusianere. På deres hjemmeside kan man tilmelde sig diverse middagsarrangementer, hvis man har mod på og lyst til at lære nye mennesker at kende eller er træt af at spise alene. Tjek det ud.
Billedinfo: Billedet er fra en bog, jeg fandt på mit job nytårsdag med en lille nytårsbesked inden i. Passende til anledningen, så selvfølgelig måtte jeg have den – hvis ikke kun for det flotte tryk.
Fire bryllupper og én begravelse (farvel 2014)…
klokkerne ringer og bruden smiler om kap med solen, for enden af kirkegulvet venter gommen, og sådan gik det en, to, tre, fire gange i år, at kirkeklokkerne ringede, og jeg måtte tro på, at kærligheden eksisterer, tage den med og bringe den videre til den – eller de – dage, tvivlen kommer. Ja og ammen, vi fejrede og vi græd, og vi elsker, livet og hinanden. Pludselig ringer klokkerne igen, solen skinner ikke længere og det er blevet køligere. Vi samles om et sidste farvel, smider roser på graven og græder, vi fejrede livet og hinanden, mødet vi fik lov at få og historierne, vi kan tage med videre. Og jeg tænker, at døden er en underlig størrelse. Den kommer som et lyn fra en verden, som er så uretfærdig og modbydelig. Den kommer snigende, forvandler mennesker du holder af, så du langsomt ikke kan kende dem igen. Og den kommer, når det er tid til at takke og sige farvel for alle de år, man har haft, den familie, man har kendt. Døden kan være til at leve med, trods alt. 2014, du forsøgte det bedste du kunne, at tage modet fra mig ved at putte mig i en kasse og klistre mærkaten ”arbejdsløs” på, lægge skemaer og lave regler, som var jeg stadig hjemmeboende. Du bliver ved at sende mig mail med emnefeltet ”afvist”. Jo mere du prikker til mig og putter mig i kasser, jo hårdere kæmper jeg for at slippe ud. Jeg beslutter mig derfor for, jeg hellere vil være arbejdsløs akademiker end afhænge af regler og dagpengesystemer, så jeg melder mig ud for at melde mig ind, i klubben af folk med høje uddannelser og lave lønninger. Du gør alt for at trække mig ned, men jeg beviser, jeg kan holde mig oven vande, for heldigvis har jeg lært at svømme i modstrøm. Og jeg beslutter og jeg bestemmer, at livet er mit og det er mig, der skal leve det. Så jeg skriver og jeg skriver – og jeg kan ikke stoppe igen. I involveres, får indblik i noget, jeg aldrig troede, I skulle blive en del af. Men det virker, jeg får lyst til at fortsætte. Og det vil jeg gøre, så TAK for det!
Rigtig, rigtig godt nytår. Må det nye år bringe jer mange gode oplevelser. Vi ses i 2015!
rastløse tanker 
