Category / Rastloese Tanker

by maitrosborg

Black friday på en torsdag

635518747041388417-Black-Friday

Hvad skal der ske med jer, spørger de. Og jeg kan ikke engang svare på, hvad der sker med mig, så åbenlyst har jeg intet svar på, hvad der sker med os. Historien går sådan her; for nogle dage siden ringede en mand og sagde, han ville komme forbi. Det gjorde han så, og nu står der et menneskemylder og skubber og masser, køber bøger på (ophørs)udsalg og stiller spørgsmål. Hvem, hvad og hvordan? Fremad. Nu. Ser du, i mit hoved havde jeg forestillet mig historien anderledes, således;

Hun havde brugt knap to år på at arbejde på projekter, som var både spændende og krævende, men uden en løn, som hun fortjente. Det var ok, for det hele gavnede jo CV’et, fortalte man. Efter en hård (om)kamp med speciale og udmattelse, ser hun frem til en løn, som kan give hende frihed, til at betale noget af al den gæld hun har tilbage. Men da hun har sendt omkring et par hundrede ansøgninger og fået endnu flere afvisninger, kaster hun håndklædet i ringen og vender tilbage til noget, hun ved, hun kan, og som de vil betale hende for at kunne. Hun strammer forklædet og placerer smilet. Faktisk havde hun glemt, hvor godt tilpas hun er i denne rolle. Hun spiller den, mens hun forsøger at gennemskue, hvad meningen er med det hele. For der er altid en mening, ellers giver livet ingen. Hun bliver enig med sig selv om at spille denne rolle et år, hvorefter systemet giver hende plads og tilladelse til at rejse. Hvortil hun vil rejse er endnu uklart. Og efter vil hun vende hjem til København, som står, som da hun sidst forlod det. Mænd kan man ikke regne med, byer derimod, dem kan man få lov at elske, uden de løber væk og bliver bange, eller stikker af, og man kan selv forlade dem, når man ikke orker mere. Men inden året er gået, indser hun, at meningen er en anden. Hun tjekker sin telefon (al for tit), og da hun tjekker den nu, ser hun, butikken er solgt. Forklædet løsnes og smilet ligeså, til næste gang det skal bruges.

 

Fortsættelse følge (må man gå ud fra)…

by maitrosborg

Regn

IMG_1505

Jeg tænker på mit første møde, jeg husker, hvordan det lykkedes dig at forene mit sind med dig. Hvordan du gav mig tilladelse til at råbe og skrige, uden nogen kunne høre det. Følelsen af at gå en tur med dig, mens du køler mig ned, fortæller mig det, jeg vil høre, at verden er tung og smuk på én og samme tid.

Jeg bliver sommetider glad, når jeg vågner med dig. Det vakuum du indhyller mig i, den måde du kan lugte forskelligt på, alt efter hvilken årstid vi befinder os i, om sommeren af nyslået græs, om efteråret af brune, knasende blade.

Jeg forstod at udnytte dig som barn og teenager, når stemmerne i hjemmet blev for højrøstede fandt jeg trøst i din larm, som ikke var en larmende uro, men en uro i larmen. Du giver mig tilladelse til at tænke de tunge tanker, som solen på det nærmeste forbyder mig med al den frihed og lykke den afkaster, mens den farver min hud gyldenbrun og giver mig små fregner, så jeg passer i sommerkjolerne, og mændene kan sprede alle deres forventninger ud over mig. De forventer mindre af mig, når jeg befinder mig med dig, bilder jeg mig ind, selvom du farver mit hår i en ganske fornuftig farve og får det til at bølge, så jeg har lyst til at løbe tilbage til den frisør, der påstod mit hår var fint og skandinavisk og sige ”ha, se her”. Hun ville sikkert stadig påstå det samme. Og så er der jo scenen fra Breakfeast at Tiffanys, du har aldrig været mere erotisk. Det er det, du er i stand til, en kamæleon. I mit møde med dig, har jeg set dine forskellige ansigter. Det, der giver mig tilladelse til at blive i sengen, det, der fortæller mig, jeg skal lade mig indhylle, omfavne af dig i blæsten, eller når du skaber hygge, ved at banke på mine ruder, mens du skiftevis forstørrer og formindsker mine tanker.

by maitrosborg

Og hun sikkert sig en gave får….

WP_000730

Dagen forinden smutter jeg i Tiger efter fyraften for at finde pynt, som kan erstatte manglende falsk fødselsdagssang og hvad dertil hører. Jeg finder ikke det, jeg leder efter, går i panik og hiver en guirlande ned fra hylden. Da jeg kommer hjem og folder den ud, fortryder jeg den lidt for kitschede stil. Hænger den op, piller den ned, hænger den op, piller den ned og folder den sammen, og smider den i kassen med kreativt rod til senere brug, og glæder mig over, jeg trods alt fik købt en pakke servietter med flag og en pose med hjerter, der kan anvendes til anledningen. Jeg vågner midt om natten, som da jeg var barn og kunne dufte nybagte croissanter og høre fodtrin udenfor min dør. I stedet for trin og croissanter har jeg Facebook, som jeg tjekker, og ser den første fødselsdagsnotifikation, sendt lidt over midnat. Det skal nok blive en god dag. Jeg falder i søvn igen, vågner, står op og cykler på job. Det første der møder mig her, er dinosauren Kasper, et flag og et kort med en lykønskning. Min kollega har reddet situationen med den mislykkede guirlande. Da klokken slår fyraften, står en solskoldet mand med et stort fuldskæg og gamle sømandstatoveringer, klar til at drikke kaffe og spise kage med mig, hjemvendt efter en måneds ophold i Indien. Manden er min far. Han er hoppet af toget fra København til Nordjylland for at berette om kameller og proppede tog. Og for at lytte til en kvinde, der snakker alt for meget og stiller tusinde spørgsmål. Det er mig. Senere åbner jeg døren og ser et bjerg af gaver, bagved gemmer sig en mand og en kvinde. Kvinden er min mor og manden er min mors. De kommer til fastelavnsboller og kaffe. Jeg er allerede oppe på tre –fire kopper koffein og vælger te, som jo egentlig også er fuld af koffein, men føles mindre koffein- ish. Manden (min mors) og kvinden (min mor) kører min veninde (som dukker op midt i fortællingen) og jeg til Mejlgade, hvor jeg skal mødes med flere gode veninder og spise middag. En er allerede ankommet før os. Jeg ser hende sidde og drikke en cola, og ved, hun venter et barn. Ganske vist. Jeg ved ligeledes, det er alt for længe siden, at vi har set hinanden. Det bevidner den fortsatte historie, så vi bliver enige om, der ikke skal gå et bryllup og et barn mellem næste gang vi ses. Samtlige veninder dukker op med gaver under armen, selvom de betaler deres egen middag og gaver derfor ikke var en del af aftalen…

Mæt, glad og taknemmelig. Et år ældre og mere vis, lægger hun sig til at sove. Hun er mig. Overvældet. Og 29 år.

 

by maitrosborg

Om at blive ældre uden at dræbe barnet

Bulderby

Jeg havde fået et værelse for mig selv, mens mine søskende delte værelset i stueetagen og mine forældre sov i stuen. Selvom det var en to etages ejendom, var der ikke meget plads til fem mennesker, men det gjorde ikke så meget, når hele byen var en legeplads, man trygt kunne boltre sig på. Det gjorde vi, lavede hemmelige klubber, stod på rulleskøjter, byggede sæbekassebiler og fortrængte den verden, vi om lidt ville komme til at tilhøre.

Mine minder fra dengang er sparsomme, men noget mindes jeg, fx hvordan jeg ikke var i stand til at gå ned af trapperne, men i stedet svævede med fødderne over, mens mine hænder greb let i gelænderet. Jeg gik ikke, jeg fløj et lille stykke over jorden. Det gør jeg måske stadig. Og jeg mindes, hvordan jeg var bange for at være alene, hvordan det var en pine for mig at finde vej op af trapperne til mit værelse eller ned til toilettet, alene. Mine små søskende måtte ofte tage mig i hånden og vise mig vejen, forsikre mig om, det var trygt. Ensomheden skræmmer mig stadig, men tosomheden forstår jeg ikke, så jeg har besluttet mig for altid at bo i byen, hvor jeg kan være ensom blandt mange. Det skræmmer mig mindst.

Men nu bor jeg altså ikke i byen. Jeg bor i en lille by med en bager, en købmand, en kirke, et forsamlingshus og en skole, hvor vi, børnene fra Bulderby – byen får undervisning. Man kan vælge mellem to fritidsaktiviteter, dans og håndbold. Jeg har altid drømt om at blive ballerina, og da der ingen balletundervisning er, må jeg nøjes med folkedans. Vi danser rundt i store kyser med svedige håndflader og rejser til forskellige byer og optræder. Jeg når at få fem stævnenåle, inden jeg stopper. Siden har min mormor fortalt mig, jeg kedede mig gevaldigt under kysen.

I Bulderby – byen står dørene tit åbent hos naboen, så man kan rende ind og ud med hinandens hemmeligheder. Det kan ikke skjules når alenemorens datter er mere interesseret i sit eget køn end det modsatte, eller når nabomanden stikker af med en anden kvinde. Men fordi vi er børn, forholder vi os ikke. Vi er i stand til at leve i et nu, som vi senere vil erfare, at det meste at voksenlivet drejer sig om at forsøge at finde igen.

by maitrosborg

I et glemt kvarter, er jeg levende

Et øjeblik glemmer jeg, at det er vinter, at vi er i februar, og lader lyset strømme igennem mig, udefra og ind, hvis ikke indefra og ud. Jeg spejler mig i mennesker, jeg er tryg ved. Senere forsøger jeg at fange et blik, men får i stedet øje på mig selv. En alkoholisk mand dukker op midt i historien og hilser fra Aarhus. Og selvom jeg aldrig har set ham før, kender jeg ham. Den fulde mand forsvinder ud af historien og en ny begynder. Nu sidder vi ned, lader lyd og ord strømme igennem os, i et fælles åndedræt. Jeg er en række sekunder fuldt efter hinanden, og overvældes endnu engang af livet. Lader musikken udtrykke det, jeg ikke selv er i stand til. Lader andres ord blive til mine, som de forsvinder ud i rummet og gribes af os, der tør eller er i stand til at tage i mod. Selvom jeg ikke kender menneskerne på scenen, er vi de samme. I forskellige kroppe og køn. Onkel Frankie fx. Alt dette spiller ingen rolle på en søndag, denne søndag.

 

Det var rasende, rasende smukt. Tak til i særdeleshed Theis Ørntoft, Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter for at fremprovokere følelser på en februarsdag. Og tak til Nikolaj Nørlund og Pia Juul.

(jeg har tyvstjålet sætninger i dette indlæg – fordi de er gode!).

by maitrosborg

Puberteten

puberty-1894.jpg!Blog

Kom råber de, og jeg løber efter dem, men indser, at jeg ikke kan følge med. Så de andre kommer først, mens de råber ja og amen. Min røv vokser ud af bukserne og laver strækmærker på lårene, så jeg ruller fjorten kilometer og taber mig ti, så ingen kan gennemskue, at huden er sprukket under bukserne. Jeg får bøjle og lige tænder. Og en dag da jeg er på toiletter, er mine trusser farvede. Jeg viser det til Lise, og sådan så hendes også ud i sidste uge, så vi finder et bind og erklærer os for kvinder, mens vi synger med på Spice Girls og ”Do you wanna be my lover?”. Jeg finder en dreng, som kan slukke alle mine forventninger og farve mit ansigt rødere end mine trusser. Jeg køber en bluse med skriften ”heartbreaker”, for jeg drømmer om at være hende der knuser hjerter, og ikke hende hvis hjerte bliver knust. Jeg drømmer om at blive set, eller også drømmer jeg om at være usynlig. Mit ansigt blusser og jeg efterlader svedskjoler under mine ærmer. Jeg kravler langs væggen og jeg fører mig frem og fylder midt på gangene, så ingen andre kan passere. Jeg skriver en tekst om at være teenager, og da man kommer til passagen om, jeg hellere ville være hjemme en lørdag aften end vandre rundt i byen for at dukke op til en fest, jeg ikke er inviteret til, føler nogen at der skal reageres. Ordene t.a.b.e.r. giver genklang i lokalet, indtil drengen, som man har valgt at definere som cool, fordi han ryger i rygeskuret og hænger ud med folk, der er ældre end ham , vender sig og tysser . Og i det sekund tilgiver jeg min lærer for at fremlægge sider af mine dagbog. Jeg rejser til partyøer og lader folk hælde drinks på mig og fylde mig med komplimenter, så jeg når jeg kommer hjem kan føle, jeg er noget værd, mit selvværd gøres op i drinks. Jeg danser på baren med mine veninder og vi insisterer på at blive ved til folk genkender os og siger hej og hola, når vi nat efter nat indtræffer os i det miljø, som absolut intet har at gøre med det lokale. Og jeg vender hjem og lader folk fylde mig med forventninger og ambitioner, og insisterer på at høre til, når jeg dag efter dag indtræffer mig i et miljø, der absolut intet har at gøre med det lokale.

 

by maitrosborg

Hej, jeg (er en) blogger!

WP_000720

I 2013 lancerede jeg en blog. Min blog. Det var en indskydelse, der udsprang af en rastløshed. Jeg var færdiguddannet og uden job med masser af tid, men intet at bruge den på. Min tanke var at bloggen skulle hedde rastløs for at symbolisere den tilstand, jeg befandt mig i, og nok altid befinder mig i. Navnet var optaget og blev derfor til rastløsetanker. Den første darling slået ihjel, lige der, inden bloggens første indlæg. Automatisk blev omdrejningspunktet for bloggen den svære kamp, man som nyuddannet humanist bliver en del af i jagten på jobbet. Jeg tilsluttede mig koret af klagesange og kronikker, der alle handlede om, hvor svært det hele er. Tag ikke fejl, det er svært. Pissesvært! At skulle forsvare de valg, man træffer. Forsvare hvorfor man ikke kan stille sig tilfreds med en mindsteløn og en tilfældig tjans. Men bloggen vidste sig at blive et frirum, hvor jeg kunne ytre mine tanker (måske navnet var meget passende alligevel?). Dagen jeg lagde en tekst ud som mennesket og ikke humanisten (til trods for disse unægteligt hænger sammen, misforstå ej), var interessen større end nogensinde. Måske var det temaet kærlighed. Men jeg tog chancen og fandt en ny retning for min blog og følte samtidig, jeg fandt hjem. Tekst har altid været en del af mig, og at være privilegeret at få lov at dele den – min tekst – med mennesker, som sætter pris på det, er det mest motiverende nogensinde. Nu mangler jeg bare modet til at stå ved, at jeg mener det her, skriveriet, temmelig seriøst. Fx kigger jeg i min kalender for at se, hvornår jeg har tid til at arbejde. Min hjerne er begyndt at definere disse blogindlæg, og diverse andre tekststykker jeg skriver på, som arbejde. Et arbejde der skal gøres og som jeg ikke kan lade være med at lave. Problemet er, jeg ikke tør vedkende mig, hvor seriøs jeg i grunden er. Hver gang jeg vover pelsen (for det er virkeligt grænseoverskridende) og fortæller folk, at jeg skriver, bliver det efterfulgt af et skævt smil eller en svada om, det jo mest er for mig selv bla bla bla. I særdeleshed er jeg ikke meget for at stå ved, at det hele foregår på en blog. At jeg er blogger. Det vil jeg forsøge at ændre nu. For at blive taget seriøst skal man vel også tage sig selv seriøs – i en vis grad? Så her er det:

Hej, mit navn er Mai og jeg har en blog, hvor jeg skriver!

Jeg har siden barnsben skrevet om alt og alle, jeg har brugt utallige timer på at lægge på knæ og udføre havearbejde alt imens jeg interviewede mig selv om alt og intet, så jeg en dag kunne svare på de spørgsmål, jeg ville blive stillet eller stillede mig selv. Navlepillende og narcissistisk muligvis, men drømme kan man ikke løbe fra….

 

by maitrosborg

Hvis jeg var mig selv, som en anden (udkast til en ansøgning…)

failure-is-success-in-progress_1x
Ae mig, for jeg er sårbar. nej skub mig, for jeg vil frem. Denne tekst er endnu en test. Et bevis på om, jeg kan eller ikke kan det, jeg drømmer om at kunne. Mit selvbillede og min selvopfattelse afhænger af, hvad der står i det papir, I sender mig.
Det startede i folkeskolen, da man fortalte mig, jeg knap kunne lægge to og to sammen. I dag er jeg  næsten sikker på, det er fire. Og man fortalte mig, jeg kunne udtrykke mig – på skrift. Derfor skrev jeg morgen, dag, nat. Dommen var fældet, så jeg turde godt. Da jeg havde én fejl (stregen over ét er afgørende) for meget til diktatteksten, så man bort fra det, og bød mig fortsat velkommen i de dygtigste rækker. Mine stile blev læst højt ved pulten, og mine skolehjemsamtaler var som gode jobsamtale, hvor jobbet var mit. Jeg kunne se en fremtid, min fremtid må man formode. Senere fik vi en ny lærer. Han var ikke helt så imponeret, indtil jeg krængede min sjæl ud på pairet, efterlod striber af sved, blod og teenagertårrer. Det fik ham overbevidst. Han delte svedet og blodet med andre, og lod mig beholde tårrene.
Så kom vi til gymnasiet. Her beholdt jeg min sjæl for mig selv, og skrev i stedet om andres. Men da jeg ikke kunne besidde andre sjæle end min egen, gik det helt galt. Min lærer var slet ikke imponeret. Så jeg vendte tilbage til min egen sjæl, da jeg forlod de andres, og gymnasiet. Men fordi mine tests ikke viste, jeg var blandt de dygtigste længere, gemte jeg mine ord, for senere at opdage, de ikke kan gemmes.
by maitrosborg

Det var ikke lige det, du ville!?


 177798_291822497583810_640968997_o

Vi læser Baudelaire og Kant, som ingen forstår, men alle har en mening om. Bagefter fortæller man os, det ikke kan bruges til noget. Hvordan vil I skaffe penge? SVAR os, råber de, som har opgivet Baudelaire og alle de andre for længe siden. Det siger dem ingenting. Eller måske siger det dem for meget? Jeg kan ikke svare og finder mig derfor et job, som intet har med filosofer og æstetikere og litterater og tænkere at gøre. Dog ikke længere væk, end de stadig omgiver, omringer og omfavner mig.  Visker, jeg ikke skal glemme dem (som var de en del af mig). Faer spurgte man, hvorfor jeg ikke havde et job – og stillede mig til dels til ansvar for humanismen. Os, der er dumme nok til at uddanne os til arbejdsløse – og det, vi brænder for. Nu siger man til mig, at dette ikke var, hvad jeg ville. Men svar mig, hvad vil I egentlig? Ingen stiller spaergsmål i ond tro, men jeg er træt. Træt af at forklare og forsvare.

Jeg arbejder, jeg tegner, jeg skriver, jeg spiser, jeg taler, jeg tænker. Jeg er, levende. Nu. Dér er svaret. Tag det, brug det.