Når ferie føles som ferie

large

Jul; Aarhus, Nordjylland (nærmere bestemt Nr. Lyngby/Lønstrup), så nytår – Berlin, Kbh. Ferien er lang, og hvis man vil, kan man nå meget. Det vil man, når man arbejder til hverdag. Jeg vil nå, at se alle de mennesker, som jeg ikke har tid til at se ellers, pga. travlhed eller geografisk distance.

Julen startede for mig d. 22.  – med pakkeleg med gode venner af familien og efterfølgende den årlige århusianske julefest med en god veninde. Min yngste søster, som er bosat i Berlin kom til Danmark d. 21. december og boede hos mig indtil d. 22. , hvor alle tre søstre blev samlet.

d. 23. var jeg heldigvis forskånet for de slemmeste tømmermænd. Og vi, min mors mand, mine søstre og jeg kørte ud til min mormors grav, hvor vi skænkede en snaps til hver af os – samt to kusiner og deres forældre. En rigtig fin måde, at sige god jul til hinanden – og min mormor (som ville have elsket det). En tradition blev derved skabt. Skål! – Vi kørte bagefter videre til to kusiner og en fætter i Silkeborg, som bød på kaffe (de var “alene” hjemme).

d. 24. gik som vanligt med et overlæs af mad, gaver og hygge. Og kirke selvfølgelig – med de kongelige. Vanen tro.

d. 25.  Nordjylland og min far skulle besøges, og julen fejres med ham.

d. 26. pakkeleg hos hans bror og hans kone – med deres store familie. Min mellemste søster, der er bosat i Kbh. blev sat på et tog, tilbage til arbejde og hverdag.

Min yngste søster og jeg blev kørt hjem d. 27. , vi nåede dog lige en fernisering  i Lønstrup Cafe – og biograf inden. Hjemme mødtes jeg med gamle studieveninder, for at skåle og fejre.

d. 28 – av mit hoved! Av mit korpus!

d. 29 – tidligt op og med tog til Berlin sammen med min søs. 1. Klasse hele vejen, da alt andet var udsolgt. Tak for gratis kaffe og venlig betjening. De (vi) , kan sagtens.

d. 30. Søs arbejdede – jeg slappede af, tog karbad, læste bøger og slentrede i Berlins gader. Det eneste jeg kunne, da jeg desværre var sygdomsramt.

d. 31 Nytår!  -mad, champagne og fyrværkeri i selskab med min søster.

Besluttede mig for, at blive en dag ekstra i Berlin og senere Kbh. En rigtig god beslutning, der resulterede i x-faktor hygge, brunch/kaffe/vin med gode veninder/søs og fødselsdagsfejring af venindes mand.

Alt dette nåede jeg fordi jeg ikke har tid til at nå det ellers. Når ferie føles som ferie, fordi man har et job.

En ulykke kommer sjældent alene….

Foto den 31-08-2013 kl. 16.47 #2

Det samme gælder tilsyneladende for jobsamtaler (ej, at de på nogen måde skal sammenlignes med ulykker). I løbet af mindre end to uger, er jeg blevet kaldt til 3 samtaler – vedr. projektansættelse som kampagnemedarbejder hos Dansk Flygtningehjælp,  kommunikationsmedarbejder for Dansk Idrætsforbund og sidst som kommunikationsmedarbejder for SceneAgenturet. Førstnævnte kræver min tilstedeværelse på Fyn og Jylland, Dansk Idrætsforbund er lokaliseret i Brøndby mens sidstnævnte er lokaliseret i Aarhus. Jeg bliver rundtosset af, at forsøge at regne ud hvor det hele ender. Det er der heller ingen grund til, da det kun kan blive gisninger, til jeg ved om jobbene overhovedet er en realitet. Hvis de bliver det, skal der tages stilling. Bl.a. til hvor lang en lønstillingsperiode er forsvarlig med den dagpengesats jeg har tilbage. Perioden stopper nemlig ikke, når man kommer i job med løntilskud. Taxameteret kører videre (og det larmer!).

Det var jobsituationen.

Boligsituationen er selvsagt en anelse kompliceret pt. Hvor skal jeg egentlig søge? Min boligsøgning har udelukkende omkredset Kbh. (primært gennem lejebolig.dk og DBA.dk), siden jeg fik af vide at jeg var boligløs fra okt. Det har resulteret i, at jeg torsdag har en fremvisning på en 1 værelses lejlighed på Frederiksberg. Og et åbent hus.

Endvidere modtog jeg i går en mail fra min yngste søster, som er bosat i Berlin. Hendes roommate flytter ud i okt. og jeg er derfor velkommen en mdr. eller flere, hvis det passer. Et fristende tilbud, som er med i overvejelserne.

Jeg har ingen idé om, hvad der kommer til at ske, eller hvor jeg befinder mig om en mdr. eller mindre. Men alt jeg kan gøre er at følge med, og se hvor det ender denne gang. Indtil da bliver der nok nogle søvnløse nætter, hvor hjernen er på overarbejde, selvom jeg fortæller den, at man ikke kan tænke sig til handling. Og at jeg derfor gerne vil sove.