Tænk, hvis vi levede i et samfund, hvor værdi kun blev gjort op i kroner og ører. Hvor dannelse stod i vejen for vækst. Hvad skulle sådan nogen som jeg, humanisterne, så give os til?
Hvis nu virkeligheden var, vi levede i et samfund, som beskrevet overstående, er jeg i vildrede (læs, jeg er i vildrede). Jeg er kastet ud på vand, hvor jeg ikke kan bunde – og som får mig til at tænke på det utal af matematikbøger, jeg smed i hovedet på min far, når han forsøgte at forklare mig, hvordan man kommer frem til et resultat. Men sandheden er, resultater har aldrig interesseret mig. Processer har. Jeg interesserer mig for, hvordan ting formes, skabes og bliver. Og selvfølgelig bliver jeg varm om hjertet, når jeg ser noget skabes og blive. Et slags resultat, som ikke kan gøres op i kroner og ører, men alligevel har en betydelig værdi for mig (og andre). Så hvad skulle jeg give mig til, hvis samfundet pludselig ikke anerkendte værdien af dannelse. Værdien af god litteratur, god musik og god kunst, som ikke nødvendigvis resulterer i økonomisk vækst for samfundet. Det ville jo føre til et åndsforladt samfund, hvor man kunne forestille sig psykisk sygdom var mere utalt end fysiske sygdomme (tyg lidt på den). Hvor man kunne forestille sig, folk som jeg, ikke følte de passede ind. Jeg mente det, da damen på jobcenteret siger til mig, man jo skal overveje hvor meget man vil sin branche, og jeg siger

”Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet”.

ps. Jeg forstår de vil skære ned på vores uddannelser, og det er jo sådan set meget fornuftigt, når ikke der er job til os. Men hvad med at skabe dem, job, i stedet?

Jeg har hørt fra Belinerkunstneren, som skriver, han vil være min tjener og tegne mine følelser, som jeg læser det. Hmm. Hvad svarer man på sådan en besked!?