Tag / Forår

by maitrosborg

Indhold uden navn

WP_000419

Vi mødes klokken 8.00, men i stedet for at bage brød og varme croissanter, flytter vi rundt og pakker ned i kasser til vi ikke længere kan overskue og må tage en pause og begynde forfra. Fire timer bruger vi, og bagefter deler vi en flaske bobler, som er købt for flaskepengene. Vi sidder og griner i solen og udskyder livet.

Nogle dage senere har jeg for første gang lyst til at nogle skal tage mig i hånden og vise mig vejen. Eller også har jeg lyst til at lade mig falde, hele vejen. Mærke hvordan det ville føles at splintres, ramme jorden hårdt. Synet inden. Eller også har jeg lyst til at svømme i det blå hav til, jeg ikke længere kan bunde. Følelsen af frihed.

Mere end nogensinde drømmer hun om at være nogen. Ikke bare til. Hun er fanget mellem to personager. Den der drømmer, og den der er drømmen. Folk der ikke kender hende, ville muligvis forveksle og tro, hun også er nogen eller noget, fordi, hun råber ukendte navne højt og krammer disse navne på sin vej frem og tilbage. Vi står i kø til at sparke døren op til noget, vi ikke ved, hvad er, eller hvordan tager form.

Hun undrer sig, for selv om drømmen om en mand og et barn – eller flere – eksisterer, har noget overtaget. Stædig som hun er, kæmper hun, mens hun nysgerrig som hun er, forsøger at gennemskue, hvad der skal til, mens hun mindes en samtale, hun engang havde. Folk der forsøger at skabe et billede af, hvem de er i stedet for bare at være. Hun lader sig falde og svømmer langt langt ud i det blå hav, mens hun mærker, hvordan solen skinner på hendes kuldskære krop, som drømmer om at kunne savne, om at kunne elske. Andet end illusionen. Foråret tager hende i hånden.

by maitrosborg

Regn

IMG_1505

Jeg tænker på mit første møde, jeg husker, hvordan det lykkedes dig at forene mit sind med dig. Hvordan du gav mig tilladelse til at råbe og skrige, uden nogen kunne høre det. Følelsen af at gå en tur med dig, mens du køler mig ned, fortæller mig det, jeg vil høre, at verden er tung og smuk på én og samme tid.

Jeg bliver sommetider glad, når jeg vågner med dig. Det vakuum du indhyller mig i, den måde du kan lugte forskelligt på, alt efter hvilken årstid vi befinder os i, om sommeren af nyslået græs, om efteråret af brune, knasende blade.

Jeg forstod at udnytte dig som barn og teenager, når stemmerne i hjemmet blev for højrøstede fandt jeg trøst i din larm, som ikke var en larmende uro, men en uro i larmen. Du giver mig tilladelse til at tænke de tunge tanker, som solen på det nærmeste forbyder mig med al den frihed og lykke den afkaster, mens den farver min hud gyldenbrun og giver mig små fregner, så jeg passer i sommerkjolerne, og mændene kan sprede alle deres forventninger ud over mig. De forventer mindre af mig, når jeg befinder mig med dig, bilder jeg mig ind, selvom du farver mit hår i en ganske fornuftig farve og får det til at bølge, så jeg har lyst til at løbe tilbage til den frisør, der påstod mit hår var fint og skandinavisk og sige ”ha, se her”. Hun ville sikkert stadig påstå det samme. Og så er der jo scenen fra Breakfeast at Tiffanys, du har aldrig været mere erotisk. Det er det, du er i stand til, en kamæleon. I mit møde med dig, har jeg set dine forskellige ansigter. Det, der giver mig tilladelse til at blive i sengen, det, der fortæller mig, jeg skal lade mig indhylle, omfavne af dig i blæsten, eller når du skaber hygge, ved at banke på mine ruder, mens du skiftevis forstørrer og formindsker mine tanker.