Hvis det er sandt at kloge mennesker aldrig keder sig, er jeg ikke særlig klog. For jeg keder mig, i mit eget selskab, hvis jeg er alene for lang tid eller har for meget tid. Jeg trives bedst med en booket kalender, aftaler og forpligtelser.

At være jobsøgende og have det sådan med tiden er uforlignelig. Konstant genopfinder man sin dag, lægge planer, opfinder forpligtelser. Denne blog er et udmærket eksempel, en opfindelse, en forpligtelse, noget at stå op til.

Jeg ved der er mange der ville være jaloux på den ekstra tid, som vi jobsøgende har. Og jeg forstår. Men når du bor i en ét – værelse, kan du ikke udfylde dagene med rengøring, jobsøgning og madlavning eller motion. Du må finde på, og det gør jeg. Jeg har lært at prioritere det, jeg tidligere ikke har haft tid til; at tegne, at skrive og at læse. Tegne for at se, skriver for at glemme – eller huske? Læse for at forstå – eller forstå, hvad jeg ikke forstår. At tegne bl.a. croquis giver mig en fordybelse, jeg efterhånden sjældent når, og det samme gør bøgerne og ordene. Den fordybelse vil jeg tage med mig, når jeg finder jobbet, og jeg vil huske at værdsætte at tiden var alt jeg havde engang.

Tid til mine mange ture på biblioteket (især markedshylden “Sidegaden” med nyere litt. fra indland – og udland), hvor jeg har gjort gode opdagelser ( et tip til andre jobsøgende eller jer der prioritere tid til at læse). Læs fx Marguerite Duras ”Sommeren 80”, Christina Hesselholdts ”Du, mit du” (el. andet af hende), Martin Kongkildes ”Komedier 5100s”. Tid til at lave en blog. Tid til at samle tegneudstyret og smutte forbi byhøjskolen til en croquisaften, eller sende mails til gallerier og foreslå croquis events. Blot en opfordring, hvis du ligesom jeg, gerne vil glemme tiden. Den som føles lang vel at mærke.

Eller gå en tur i efteråret, det inspirerer. I hvert fald i min hver – dag.

I dag er det forresten lykkedes mig at sende to jobansøgninger afsted, den ene på opfordring af nogle søde kursister, som jeg besøgte forleden. De mente ikke det var nok kun med et besøg, derfor gik jeg hjem og skrev til chefen, og nu er ansøgningen sendt.