Jeg havde fået et værelse for mig selv, mens mine søskende delte værelset i stueetagen og mine forældre sov i stuen. Selvom det var en to etages ejendom, var der ikke meget plads til fem mennesker, men det gjorde ikke så meget, når hele byen var en legeplads, man trygt kunne boltre sig på. Det gjorde vi, lavede hemmelige klubber, stod på rulleskøjter, byggede sæbekassebiler og fortrængte den verden, vi om lidt ville komme til at tilhøre.

Mine minder fra dengang er sparsomme, men noget mindes jeg, fx hvordan jeg ikke var i stand til at gå ned af trapperne, men i stedet svævede med fødderne over, mens mine hænder greb let i gelænderet. Jeg gik ikke, jeg fløj et lille stykke over jorden. Det gør jeg måske stadig. Og jeg mindes, hvordan jeg var bange for at være alene, hvordan det var en pine for mig at finde vej op af trapperne til mit værelse eller ned til toilettet, alene. Mine små søskende måtte ofte tage mig i hånden og vise mig vejen, forsikre mig om, det var trygt. Ensomheden skræmmer mig stadig, men tosomheden forstår jeg ikke, så jeg har besluttet mig for altid at bo i byen, hvor jeg kan være ensom blandt mange. Det skræmmer mig mindst.

Men nu bor jeg altså ikke i byen. Jeg bor i en lille by med en bager, en købmand, en kirke, et forsamlingshus og en skole, hvor vi, børnene fra Bulderby – byen får undervisning. Man kan vælge mellem to fritidsaktiviteter, dans og håndbold. Jeg har altid drømt om at blive ballerina, og da der ingen balletundervisning er, må jeg nøjes med folkedans. Vi danser rundt i store kyser med svedige håndflader og rejser til forskellige byer og optræder. Jeg når at få fem stævnenåle, inden jeg stopper. Siden har min mormor fortalt mig, jeg kedede mig gevaldigt under kysen.

I Bulderby – byen står dørene tit åbent hos naboen, så man kan rende ind og ud med hinandens hemmeligheder. Det kan ikke skjules når alenemorens datter er mere interesseret i sit eget køn end det modsatte, eller når nabomanden stikker af med en anden kvinde. Men fordi vi er børn, forholder vi os ikke. Vi er i stand til at leve i et nu, som vi senere vil erfare, at det meste at voksenlivet drejer sig om at forsøge at finde igen.